Selvransagelsens øjeblik

Selvransagelsen presser sig på for Socialdemokratiet. Ydmygelsen ved kommunalvalget kan ikke spinnes væk, for partiets problemer er blevet stillet til offentlig skue på en så nådesløs måde, at det simpelthen ikke længere nytter noget at lade som ingenting.

Som en pavlovsk reaktion har flere topsocialdemokrater ganske vist forsøgt at undvige den smertefulde evaluering, og de klamrer sig stadig til, at partiet trods alt er størst på landsplan. Men den brutale kendsgerning er, at Socialdemokratiet i massiv grad blev vraget af vælgerne – både i storbyerne og i stationsbyerne. Over hele landkortet.

Smertefulde erkendelser kan være i vente, for her på kanten af et folketingsvalgår er det umiddelbart svært at se, hvordan statsminister Mette Frederiksen skal kunne gøre sig forhåbninger om igen at opnå opbakning til at fortsætte på posten. Hun kan meget vel være ved at formøble hele arven fra det gamle arbejderparti.

Ugens kommunalvalg kan snart vise sig at blive begyndelsen på enden for hendes regeringsperiode – men måske også for Socialdemokratiet som et bredtfavnende folkeparti, der repræsenterer borgere fra alle lag. To småkommuner er skallet fra nu, Læsø og Fanø, men reelt er vanskelighederne dybere og meget større, og valget kunne tyde på, at Socialdemokratiet for alvor har indledt nedstigningen til en ny rolle på kanten af scenen.

Der er dog allerede spæde tegn på, at de ledende kadre i Socialdemokratiets top har forstået situationens alvor. Justitsminister Peter Hummelgaard (S), som tidligere er blevet nævnt som kronprins og en mulig afløser for Mette Frederiksen, skriver på Facebook: “Det siges, at valgets egentlige vinder er den taber, der bedst forstår, hvorfor man har tabt.”

Endnu er hverken han eller andre socialdemokrater imidlertid kommet med rå og ærlige bud på, hvorfor Socialdemokratiet tabte. Derfor er det tid til endnu en omgang ’den gode, den onde og den grusomme’ om sossernes kollaps.

Den gode: Socialt oprør

Fravalget af Socialdemokratiet er langt fra sket tilfældigt. Tværtimod tegner der sig et klart mønster, hvor de frafaldne S-vælgere klumper sig sammen i landets kommuner med størst fattigdom. Der er således et tæt sammenfald mellem de kommuner, som på den ene side får udbetalt et særtilskud fra staten, fordi de ikke kan få budgetterne til at hænge sammen, og på den anden side de kommuner, hvor Socialdemokratiet er faldet hårdest.

Tag trængte kommuner som Lolland, Frederikshavn og Odsherred. Her faldt opbakningen til Socialdemokratiet med tocifrede procentpoint – henholdsvis 20,7, 31,3 og 15,9 procentpoint – og her vil der også næste år blive udbetalt særtilskud, fordi de tre kommuner hører til de fattigste steder i landet. Men sammenhængen gælder også for kommuner som Vordingborg og Norddjurs.

Konklusionen ligger lige for: Vælgerne har forladt Socialdemokratiet, fordi de er frustrerede over stadig større sociale spændinger mellem rige og fattige, og skuffede over, at skævhederne kun er vokset under Mette Frederiksen. Kommunalvalget kan hermed siges at være et socialt oprør, ikke mindst fra udkanten. Det bliver sværere og sværere at få enderne til at mødes, og det reagerer nogle af de mest pressede vælgere på ved at droppe det ansvarlige parti, Socialdemokratiet.

Men hov, hvordan kan det dog være en god forklaring for Socialdemokratiet? Jo, det er faktisk godt nyt, hvis bedre velfærdsløsninger er svaret på de frafaldne vælgeres vrede og afmagt. For så vil vælgerne formentlig også kunne lokkes tilbage, hvis Socialdemokratiet skiftede kurs og igen begyndte at satse på at styrke og udvide det sociale sikkerhedsnet – ikke mindst i de egne af Danmark, hvor færrest har råd til at købe vinterstøvler eller gå til tandlægen. Og det gælder faktisk også for Socialdemokratiets største nedsmeltningspunkt, København, som huser flest fattige i hele landet.

Den gode selvransagelse er, at vælgerne reagerer på sociale forringelser, og at svaret for Socialdemokratiet derfor vil være at vende tilbage til den velfærdspolitik, som jo engang var selve hovednummeret. Det ville måske være en vidundermedicin for vælgeropbakningen, hvis Socialdemokratiet igen begyndte at føre socialdemokratisk politik.

Den onde: Systemet Mette

Overalt i den vestlige verden bliver siddende regeringer hurtigt sat på porten. Tålmodigheden med magtpolitikere er kort, og det begynder at ligne en næsten umulig mission at blive genvalgt flere gange i træk. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen skiller sig allerede ud i Europa ved at have overlevet et valg som statsminister – ganske vist ved at gå sammen med arvefjenderne fra Venstre – men hun formåede i 2022 at forlænge sin politiske karriere. Et særsyn blandt kollegerne i EU’s ministerråd, hvor der efterhånden sker personudskiftninger fra topmøde til topmøde.

Den onde forklaring på Socialdemokratiets nedtur er, at vælgerne ikke længere orker at se eller høre på Mette Frederiksen – og at den udmattelse og metaltræthed med statsministeren har forplantet sig ud lokalt.

Den vragede S-borgmester i Næstved, Carsten Rasmussen, som selv havde siddet som en slags bykonge siden 2011, skyder skylden for nederlaget direkte opad: “Den vælgerlussing, vi får, vil jeg helt klart sige, at Christiansborg bærer størstedelen af ansvaret for. Og ikke så meget lokalt.”

Han tilføjer: “Der er ingen tvivl om, at det her er enten en form for regeringstræthed eller et eller andet, som man synes, man vil straffe Mette for på en eller anden måde, og det smitter selvfølgelig af lokalt.”

Den uundgåelige nedslidning af regeringslederens offentlige appel kan oplagt siges at være blevet forstærket af magtalliancen med Venstre og dermed det åbenlyse udsalg af politiske principper og stolte værdier – som fx afskaffelsen af store bededag og senest den barske reform af kontanthjælpen, hvor socialt sårbare skubbes direkte ud i hjemløshed. Men den afgørende faktor er og bliver dog, at Socialdemokratiet både på landsplan og mange steder lokalt er kommet til at stå som kustoder for et koldt og bureaukratisk system, hvor partiets kandidater tilmed blot betragtes som opportunistiske levebrødspolitikere.

Hvis man abonnerer på den onde forklaring, er løsningen for Socialdemokratiet at skifte personerne ud: Bringe nye ansigter ind, sparke fra på de gamle og ruske op i sagerne. Men det var jo faktisk lige præcis den desperate drejebog, som Pernille Rosenkrantz-Theil forsøgte sig med i København – med en monumental fiasko til følge. En total fuser.

Den grusomme: Nyttige idioter

Kommunalvalget kan også udlægges som et vælgerryk mod højrefløjen. På landsplan gik partierne i blå blok frem, mens Socialdemokratiet gik tilbage sammen med den samlede venstrefløj. Selv om SF gik frem, var det langt fra nok til at kompensere for tilbagegangen hos både Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale. Omvendt vandt højrepartier som Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance langt mere frem, end Venstre tabte.

Samlet set står det borgerlige Danmark styrket her i 2025 – sammenlignet med sidste kommunalvalg i 2021. En oplagt forklaring på skredet – en grusom forklaring ganske vist – er, at Socialdemokratiet selv har været med til at skubbe debatterne over på højrefløjens hjemmebane. Ved konsekvent at kopiere den borgerlige strammerretorik har socialdemokraterne forvandlet mange politiske debatter til et spørgsmål om, hvorvidt man som vælger ønsker en imiteret replika (Socialdemokratiet) eller den ægte vare (højrefløjen).

På papiret skulle de gentagne forsøg på at efterligne højrefløjens slaglinjer være en snedig måde at neutralisere blå blok på. Socialdemokratiet markedsfører sig således i resten af Europa på at have stækket de borgerlige partier, og det skulle tilmed være hemmeligheden bag Mette Frederiksens enestående genvalg. Men effekten kan vise sig at have været kortsigtet – og nu slå tilbage med rekyl.

Socialdemokratiet har banet vejen for højrefløjen og kun gjort ondt værre ved at føre valgkamp imod SF. Bemærkelsesværdigt nok har socialdemokraterne ikke hamret på de borgerlige, men snarere på de lyserøde folkesocialister, som er blevet kaldt alt fra uansvarlige til ekstremister. Man kunne næsten foranlediges til at tro, at Socialdemokratiets personangreb og smædekampagner mod særligt SF havde været bestilt af de blå – men effekten har i hvert fald været, at sosserne har optrådt som nyttige idioter for de borgerlige.

Ved at hoppe sidelæns, nøk for nøk og skridt for skridt mod højrefløjen, har Socialdemokratiet gradvist, men sikkert rykket tyngdepunktet i det politiske spektrum mod blå blok. Og resultatet kommer nu: Højrefløjen går frem og profiterer dermed af den strategiske foræring, som Mette Frederiksen og konsorter har leveret gennem de senere år. Socialdemokratiet har ikke neutraliseret blå blok, men snarere næret højrefløjen.

Ved at kopiere højrefløjens linje har Socialdemokratiet ikke blot mistet sin egen profil – de har banet vejen for rivalen og står nu som falsk kopivare. Men vanen tro vil tidens socialdemokrater formentlig blot doble op og rykke endnu længere mod højre. Til sidst bliver kopien ikke blot gennemskuet, men skiftet ud med originalen. Socialdemokratiet kan sagtens dykke langt dybere. /Lars Trier Mogensen