God og dårlig mediekultur

Mavefornemmelser kan være så ulideligt forførende, at man helt glemmer at forholde sig til den kedelige og leverpostejfarvede virkelighed. Tag bare debatten om manglen på handlekraftige “store stærke mænd” i det offentlige rum – en debat som influencer og Den store bagedyst-vinder Annemette Voss fik kickstartet på Instagram tidligere på ugen.

Humlen var, at Voss havde haft en ubehagelig togtur med en ubehagelig og chikanerende mand, som ingen passagerer turde sige fra over for, før politiet kom og gelejdede ham væk. Hændelsen fik influenceren til at efterspørge mere handling fra folk, og altså særligt fra fysisk kapable alfahanner. Pointen har gået sin sejrsgang på SoMe, hvor folk har istemt, at det da også er for dårligt, at ingen længere tør gøre noget. Også Københavns Politi har føjet sig til klagekoret med en pointe om, at folk skal gribe ind i stedet for bare at stå og filme med deres telefoner.

Fair kritik? En understregning af, at vi alle er blevet nogle apatiske smartphonezombier, som nu kun har øje for godt content, og ikke for næstekærlighed? Tja, i forbindelse med debatten har DR talt med sociolog Lasse Suonperä Liebst fra Københavns Universitet, som forsker i, “hvordan tilskuere reagerer på voldshandlinger i det offentlige rum”. Liebst har bl.a. været med til at udgive en forskningsartikel om netop det emne i det videnskabelige tidsskrift American Psychologist, hvor konklusionen lyder, at ni ud af 10 personer får hjælp, hvis de offentligt udsættes for vold. En konklusion, som ikke baserer sig på SoMe-vibes, men snarere på videoovervågningsmateriale fra flere lande.

Sådan kan man jo hurtigt få kastet en kold spand vand i hovedet, når følelserne koger over. Hvilket de så også gør – for nu at blive i ugens kuriøse forargelsesland – når det handler om hygiejnereglerne ved saunagus, som de er dikteret af svømmebadsbekendtgørelsen. Flere mindre saunagussteder oplever, at de ikke kan leve op til kravene om overløbsrender og vandbehandlingsregler og så videre, hvorfor de må nøjes med mange små kar, snarere end ét stort koldtvandsbassin. Og det giver, hvis man spørger Iben Engsbye, stifter af Sundhedshuset Engsbye i Odense, en utilfredsstillende gusoplevelse for gæsterne:

“Så sidder de på rad og række og ærgrer sig over, at de ikke må komme op i det store kar, hvor det er langt hyggeligere at sidde, der er mere plads og det føles lækrere”.

Vi ser levende for os, hvordan vi i stadig flere samfundsdiskussioner er dømt til at sidde i hvert vores dumme lille isbad, opkogt af gusfrustrationer og hot takes uden hold i virkeligheden – alt imens vi længes efter at dele vores holdninger med mange flere mennesker. Det vil bare være lidt lækrere og hyggeligere.

Røde lejesvende

En af de allermest vedholdende mavefornemmelser i dansk politik er, at særligt DR er et venstresnoet foretagende. Allerede tilbage i 1968 kom den forhenværende Venstre-minister Jens Sønderup i et læserbrev med titlen “Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?” med den beskyldning, at Danmarks Radio var fyldt med, ja, røde lejesvende. Interessant nok førte beskyldningerne til en sag om æreskrænkelse, som Journalistforbundet i sidste ende vandt. Faktisk kom det i processen frem, at flere af de beskyldte journalister bl.a. sympatiserede med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Ups.

I medieforskningen er det et velkendt fænomen, at særligt konservative har det med at se rødt, når de ser nyhederne. Det vil sige: Folk med højreorienterede holdninger vil oftere opleve, at nyhedsmedierne har et venstreorienteret bias – også selvom det ikke er tilfældet. Årti efter årti er Danmarks Radio således blevet klandret af blå partier for at tilgodese de røde. Og hver gang de borgerlige mavefornemmelser efterprøves, viser virkeligheden sig at være langt mere nuanceret.

Eksempelvis fremgik det af en større undersøgelse fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet i 2010, præsenteret i bogen Kunsten at holde balancen, at DR’s journalister laver en lige så fair, upartisk og balanceret politisk dækning som TV 2’s ditto – en konklusion som byggede på analyser af 4.600 nyhedsindslag. Også svenske medieforskere, bl.a. Jesper Strömbäck fra Göteborgs universitet, har undersøgt de tilsvarende beskyldninger mod SVT, og her fundet frem til en lignende konklusion: At svenske public service-medier – ligesom de danske – ikke giver udtryk for noget systematisk politisk bias. Alligevel oplever højrorienterede, i langt højere grad end venstreorienterede, at medierne er ude efter dem.

Det ligner unægteligt et fejlplaceret forfølgelsesvanvid, som burde lægges på is før det spreder sig. Hvad der imidlertid er særligt demokratisk bekymrende er, at den højreorienterede mediekritik tilsyneladende – og ifølge de svenske medieforskere – øges ved indtag af højreorienterede mediealternativer. Sat på spidsen: Desto mere folk lytter til højreorienterede røster, som siger, at DR er fyldt med røde lejesvende, desto mere tror folk også, at beskyldningerne holder vand.

Men hvilket bias?

Hvilket bringer os til særligt Liberal Alliances, Danmarksdemokraternes og Dansk Folkepartis seneste korstog mod DR, som de (stadig) mener er alt, alt for rødt. Angrebene har nu fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til at give Morten Messerschmidt (DF) og kompagni en lillefinger, og foreslå, at man da kan afsætte midler til at undersøge, om DR’s journalistik er rød eller blå. Hvortil Socialdemokratiet (som i stadig større grad kan betegnes som et blåt parti) har trumfet, og via mediefordører Mogens Jensen (S) foreslået, at man undersøger alle mediers politiske bias. Eller som Jensen siger:

“[D]et vil være fint at få et billede af, hvordan det ser ud, for at give danskerne et indblik i hvilket mediebillede, de udsættes for.”

Public service-medier som DR skal per definition ikke have en politisk slagside – så fair nok, at regeringen vil spilde penge på atter at fastslå, at en sådan slagside ikke findes. Men hvis private mediers præcise politiske sindelag også skal kortlægges, begynder det hele altså at blive en smule mærkeligt. Ja, eller også cementerer det blot, at partiernes media literacy er bekymrende ringe.

Udover at bias antager mange former – og derfor kan være ret besværligt at afdække fyldestgørende – er det vel for dælen ikke nogen stor hemmelighed, hvilke medier, der har hvilke synspunkter og positioner. Berlingske og Jyllands-Posten er mere til højre, Information og Politiken mere til venstre, det ved den flittige avislæser allerede. Og faktisk er det næsten lige blevet beskrevet via Magtudredningen 2.0, hvor læserne ligger politisk – hvilket næsten er et bedre parameter at se på. Surprise surprise: De blå vælger de to førstnævnte aviser, de røde de to sidstnævnte. I det store billede har vi dog faktisk et herligt sundt medielandskab, med en god og ret ligelig fordeling af perspektiver mellem fløjene.

Så hvad er det egentlig, Socialdemokratiet vil have ud af en sådan ny undersøgelse? Og endnu vigtigere: Hvad betyder det overhovedet, hvad udgangspunktet er, hvis journalistikken ellers er god og ordentligt lavet? Her på Føljeton kan vi da hurtigt spare Mogens Jensen og Socialdemokratiet for besværet, og sige, at vi – hvis vi partout skal putte en farve på os selv – er røde og temmelig antikapitalistiske, hvad du som læser nok har luret. Mest er vi dog bare på tværs: Hvis politikere gør noget dumt, er vi ret ligeglade med deres politiske farve eller tilhørsforhold. Og husk: selvom vi sidder i hvert vores isbad, kan vi vel stadig sagtens tale med hinanden – og være fælles om at begræde kulden i maven. /David Dragsted