Mytteriet mod Mette

Det er ikke længere Mettes tur. Forløsningens øjeblik er indtruffet blandt socialdemokrater. Tavsheden er bristet, og pludselig pibler ærlige, ligefremme og hidtil indestængte udbrud frem over hele landet.

For første gang i 10 år er socialdemokrater igen begyndt at tale frit, så det rent faktisk lyder socialdemokratisk.

Efter nederlaget ved kommunalvalget og den klare afvisning af SVM-regeringen er der pludselig blevet åbnet for en ventil af dybe frustrationer, som tydeligvis har presset sig stadig stærkere frem under Mette Frederiksens formandsperiode. Nedefra vokser modstanden mod partiets højreryk.

Gennemgående lyder kritikken, at Socialdemokratiet har sat retfærdighedssansen over styr. Både økonomisk, socialt og kulturelt er ulighederne vokset i de senere år, og stadig flere vælgere har fået øjnene op for, at skævvridningerne ikke skyldes smalhals, snarere tværtimod.

Den mest smertefulde kritik mod S-toppen kommer fra ingen andre end deres egen posterboy, den sønderjyske bryggeriarbejder Arne Juhl, som har fået nok af velfærdsforringelser i hverdagen og krigsmilliarder på afstand:

“Vi har jo kæmpe overskud af ressourcer. Men hvorfor skal det hele fyres af på en krig, som vi ikke kan vinde,” siger Arne Juhl til DR og foreslår i stedet at bruge pengene på at sænke fødevaremomsen:

“Det er sådan noget, jeg ikke forstår, i den teknologiverden vi lever i. At man ikke bare kan skrue på den moms. Det er mig ubegribeligt, at man siger, at det er så besværligt,” siger manden, som Mette Frederiksen har gjort til selve symbolet på sin sociale samvittighed.

Samme kritik er kommet fra den detroniserede S-borgmester på Lolland:

“Penge til kampfly er jo ikke noget, de ældre kan mærke derhjemme, hvor de sidder med en robotstøvsuger, og hjemmehjælperen ikke har tid til at snakke med dem. For borgerne betyder den nære velfærd noget,” udtaler den garvede eks-borgmester Carsten Rasmussen til TV2.

Den dobbelte kritik rammer hårdt og kan snart vise sig at komme til at gøre endnu mere ondt. Danmarks samlede krigsstøtte på op mod 75 mia. kroner – eller mere end 30 års finansiering af enten store bededag eller Arne-pensionen – risikerer nemlig at komme til at fremstå stadig mere tvivlsom, i takt med at Ukraine må kapitulere under det utålmodige pres fra præsident Trump.

De seneste skandalesager om korruption i kredsen omkring præsident Zelenskyj hjælper nok heller ikke ligefrem på opbakningen.

Balancen er tippet

Hvis det rent faktisk lykkes for USA at gennemtvinge en eller anden form for våbenhvile – og reelt tvinge Ukraine til at afgive befolkning, land og ressourcer på mere eller mindre rene russiske betingelser – vil det kun blive endnu vanskeligere at forklare, hvorfor Danmark gennem de seneste år har sendt så mange penge østpå.

Hvis Ukraine tvinges til at hejse det hvide flag inden næste folketingsvalg – og Ruslands præsident Putin således triumferer med sin neo-imperialistiske ekspansion – vil de danske krigsdonationer meget vel kunne komme til at give politisk bagslag herhjemme. Ikke mindst fordi omkostningerne fra første færd blev koblet tæt til afskaffelsen af store bededag.

For Arne Juhl er netop den forsvundne fridag, som jo oprindeligt blev motiveret med at skulle betale for militær oprustning og våbenhjælp til Ukraine, stadig den største kilde til frustration over Socialdemokratiet:

“Det var simpelthen så åndsvagt, så det gjorde helt ondt,” siger Arne Juhl til DR.

Regeringstoppen vil formentlig fastholde fortællingen om, at Danmark har båret en byrde på hele Europas vegne og handlet dér, hvor andre tøvede. Den politiske virkelighed er blot, at vælgere som Arne Juhl ikke længere accepterer Mette Frederiksens økonomiske prioriteringer.

Det store og fremskudte forsvarsprojekt, som i 2022 bragte Socialdemokratiet og Venstre sammen i en fælles midterregering, er ved at miste folkelig forankring – ligesom det for længst er sket i mange andre EU-lande, hvor krigstrætheden længe har domineret debatten.

Stemningsskiftet er oplagt en så overvældende og strategisk fordel for Putins regime, at man konspiratorisk kan have Kreml mistænkt for at iscenesætte og orkestrere mismodet blandt de danske arbejdervælgere i udkantskommuner. Der er da heller ingen tvivl om, at Rusland gør sit til at nedslide forsvarsviljen og udmatte våbenstøtten. Men problemerne er nok mere selvforskyldte.

Ved ikke at sikre en mere socialt retfærdig balance her i de økonomiske opgangstider og ved ikke at sørge for, at de historiske overskud i statskassen er blevet fordelt mere jævnt på tværs af landet, har statsminister Mette Frederiksen (S) trukket store veksler på sin vælgerbase.

Rekylen kommer nu. Arne overvejer at stemme på SF i stedet.

Splittende budskaber

Langmodigheden med momsen står som den tankevækkende kontravægt til Ukrainestøtten. Den daværende skatteminister Rasmus Stoklund (S) gik i gang med at undersøge mulighederne for at differentiere momssatserne allerede for mere end to år siden, men endte sidste år med at konkludere, at det ikke var et “ideelt skatteøkonomisk instrument til at regulere adfærd”.

Teknokratiet sejrede. Og mens han selv brugte sin tid på hovedsageligt at blande sig hidsigt i udlændingedebatten og agitere for hjemsendelser og foreslå stadig strammere regler, undlod han at handle på det område, som skulle vise sig at koste ham og Socialdemokratiet dyrt. For imens Rasmus Stoklund ikke formåede at skrue ned for momsen på fødevarer – som det samtidig er sket i vores nabolande – lurede og afkodede Dansk Folkeparti den voksende frustration blandt vælgerne.

Strammerne i Socialdemokratiet har været så fikserede på kun at pleje en lille gruppe vælgere, så besatte af udlændingepolitik, at de har overset den sociale indignation blandt det meget større flertal. Som skæbnens ironi har det også udløst en ny, intern front mod toppen i Socialdemokratiet – og af alle steder kommer kritikken fra Herlev, den forstad hvor den nyudnævnte S-udlændingeminister Rasmus Stoklund bor med sin familie.

Ligesom Arne Juhl fra Haderslev har fået nok af våbenmilliarder, har S-borgmester i Herlev, Marco Damgaard, fået nok af den endeløse strammerskrue:

“Det bliver for skingert i de korte budskaber. Der er kæmpe udfordringer i islam. Men vi skal stadig sørge for, at der er religionsfrihed og plads til at tro på islam i Danmark,” siger Herlev-borgmesteren til Jyllands-Posten.

Marco Damgaard har selv været skoleleder i den socialt belastede bydel Tingbjerg, og så meget desto stærkere slår det, når han nu åbent siger, at hans eget parti fremturer alt for unuanceret i udlændingepolitikken:

“Som samlet parti – med de SoMe-strategier, vi har lavet – har vi til tider været for splittende.”

Selv om kritikken fra 65-årige Arne Juhl og 40-årige Marco Damgaard kan fremstå forskellig og umiddelbart stikke i forskellige retninger, er der alligevel en rød tråd: De kritiserer Mette Frederiksen for ikke at drage omsorg for de mest udsatte, sårbare og trængte borgere – og mange vælgere stemmer ved at tilføje, at Socialdemokratiet har pantsat retfærdighedssansen for et mere personligt magtprojekt, som mange ikke længere kan genkende sig selv i.

Fra Haderslev til Herlev vokser et mytteri mod Mette Frederiksen. /Lars Trier Mogensen