Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ligesom erhvervsvirksomheder og koncerner, der måske i hele eller halve århundreder fremstod mægtige og urørlige, pludselig kan bukke under og helt forsvinde som følge af dårlig ledelse, tidernes ugunst eller andre uforudsigeligheder, står det ikke skrevet i stjernerne, at politiske partier, hvor magtfulde de end har været, skal eksistere for tid og evighed.
Det gælder også for partiet Venstre, som dag for dag rykker nærmere sidste salgsdato. Hvis partiet gik hen og døde nu, kunne en indskrift på gravstenen passende være ‘Smil, bliv stående, lign en vinder’. Formuleringen vil for evigt klistre til Venstres nuværende formand, Troels Lund Poulsen; en kommunikationmedarbejder havde skrevet den som en regibemærkning i den tale, som Poulsen læste op fra en teleprompter på partiets landsmøde i oktober, og uheldigvis blev instruktionen dokumenteret af en kameralinse. Smile kan han godt, blive stående er heller ikke så svært; men ligne en vinder, det kommer han aldrig til. Det her handler ikke om Troels Lund Poulsens udseende – tøj, briller, sideskilning og den slags. Det handler om det, han udstråler, og der er han måske den Venstre-formand i nyere tid, der bedst afspejler, hvad partiet er, og hvor det står: på randen af desperation.
Efter Socialdemokratiets elendige kommunalvalg med tilbagegang over det ganske land og den følgende vrede og utilfredshed, som socialdemokratiske byrødder har rettet mod partiets formand, statsminister Mette Frederiksen, har flere politiske kommentatorer været inde på, at det her kunne være Venstres store chance. Hvis partiet trak sig fra regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne, ville statsministeren være tvunget til at udskrive valg, og det kunne være Venstres chance for at tilbagevinde tabt terræn, ikke længere se så politisk vingeskudt ud og indgå i en ny regeringskonstellation med konservative, liberale og højreorienterede partier. Og med Mr. ‘Smil, bliv stående, lign en vinder’ som statsminister.
Men de politiske kommentatorer har samtidig, næsten tirrende, antydet, at sådan en manøvre ikke ville ligne den fedtspillende Troels Lund Poulsen, at han simpelthen ikke ville have modet.
I weekenden kunne man så i Berlingske læse et stort interview med Troels Lund Poulsen, hvor han udviser ‘mod’. Han åbner døren for, at den danske stat skal kunne ophæve statsborgerskab for folk, som både har indfødsret i et andet land og er dømt for kriminalitet, og smide dem ud af Danmark. Det kan Danmark ikke nu, fordi vi ligesom 27 andre af Europarådets 46 stater har underskrevet statsborgerskabskonventionen.
“Jeg taler ikke om, at man skal opgive den internationale retsorden,” siger Troels Lund Poulsen, så man allerede kan høre det “men”, der er på vej “Men omvendt kan det heller ikke være sådan, at fordi man har en konventionsforpligtelse, som er helt sort i forhold til de politiske holdninger, vi har i Danmark, at det så skal spænde ben for en fast og fair udlændingepolitik.”
Han siger videre, at hvis ikke SVM-regeringen “når i mål” med sine ambitioner om at ændre de internationale menneskerettighedskonventioner “indefra”, så “mener jeg, at vi må opsige statsborgerretskonventionen i løbet af 2026.”
Som Føljetons Lars Trier Mogensen skriver i en analyse i Dagbladet Information, er forslaget et signal om, at Venstre igen vil markere sig som et strammerparti i udlændingedebatten: “På sin vis en tilbagevenden til en gammelkendt position, men samtidig også et påfaldende normskred. For det er mildest talt også et opsigtsvækkende nybrud i dansk politik, at et siddende regeringsparti overvejer at trække Danmark ud af en central menneskeretskonvention. Troels Lunds forslag har en karakter, som normalt kun fremføres af marginale oppositionspartier.”
Det er et klamt træk af Traktor-Troels. Lige nu sidder Venstres kommunikationsafdeling formentlig og godter sig, fordi de i en og samme operation har fået formanden til at fremstå handlekraftig, stjålet den politiske dagsorden og lagt yderligere pres på Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Men Mogensen har jo fat i noget, når han taler om “marginale oppositionspartier”. Det er den vej, det går for Venstre. Problemet er, at den stille, konstant kværnende højredrejning i det politiske landskab langsomt vænner os alle sammen til, at menneskerettigheder er en anomali. Eller som Troels Lund Poulsen sagde, næsten ansvarsfralæggende: Vores konventionsforpligtelse “er helt sort i forhold til de politiske holdninger, vi har i Danmark”. /Oliver Stilling