Livet som levende død

“At være her er som at leve, men at dø langsomt indeni,” fortæller Anderson, 24 år gammel, og flygtet til Tunesien fra sit hjemland Sierra Leone. Han er klædt i hvid turtleneck og blazer. Fra en plastikstol på sit værelse i Tunis fortæller han, at han med den pæne facade forsøger at ligne en velhavende turist, eller en forretningsrejsende. På byens pladser står pansrede betjente. Opdager de, han er afrikansk migrant, risikerer han endnu engang at blive dumpet i ørkenen.

Første gang var i foråret 2024. Sammen med hundredvis af andre migranter boede han på gaden i en primitiv teltlejr nær FN’s flygtningeagentur IOM. “De ankom i køretøjer kl. 3 om natten,” siger han. Grænsepolitiet ignorerede hans FN-udstedte asylpas. Sammen med andre sorte migranter blev han ført ind i en bus, hvor de først fik konfiskeret deres telefoner og herefter mishandlet: “De binder dine hænder om bag ryggen og slår dig hårdt med stokke,” fortæller Anderson. Efter en times kørsel blev de efterladt midt i ørkenen nær grænsen til Algeriet – uden andet end tøjet, de havde på.

Andersons historie er lige dele velkendt og chokerende – og ikke mindst tæt forbundet med EU’s eksternaliseringspolitik, som vi tacklede i gårsdagens afsnit. En ny rapport fra Amnesty International dokumenterer, hvordan det tunesiske grænsepoliti ved hjælp af økonomisk støtte fra EU og EU’s medlemslande systematisk fordriver og mishandler sorte migranter. Den tunesiske kystvagt opsnapper migranter på vej over Middelhavet, mens grænsepolitiet arresterer dem i teltlejre i byerne Tunis og Sfax. Herefter bliver migranterne kørt ud i ørkenen nær grænserne til Algeriet eller Libyen, hvor de risikerer at blive udsat for tortur, seksuel vold, og i værste fald dø. Sidste år dokumenterede Lighthouse Reports, hvordan europæiske midler går til infrastruktur i form af både, busser og andet udstyr, som bliver brugt i deportationerne.

Grænsevagten Saied

Europa har intensiveret samarbejdet med Tunesien i takt med, at landet de senere år er blevet et mere centralt transitland for afrikanske migranter. Ifølge tænketanken Centre for Strategic and International Studies ankom 97.000 migranter til Italien fra den tunesiske kyst i 2023, hvilket er cirka tre gange så mange som året før. Det skyldes blandt andet den forværrede situation i Libyen, forklarer Ahlam Chemlali, som forsker i grænseeksternalisering og migration ved Aalborg Universitet. Men i Tunesien møder migranterne ikke nødvendigvis en nemmere virkelighed: “Tunesien har ikke nogen national lovgivning eller juridisk ramme for migration og asyl. Så de mennesker, der havner der, er i et juridisk ingenmandsland,” fortæller Ahlam Chemlali.

Tilstrømningen af migranter faldt sammen med et mørkt vendepunkt i tunesisk politik. I februar 2023 holdt landets autoritære præsident Kais Saied en berygtet tale, der hævdede, at “horder” af subsahariske migranter rejser mod Tunesien for at “udskifte” den oprindelige tunesiske befolkning. Han promoverede også en syndebuksfortælling om, at de bar skylden for landets forværrede økonomiske situation med høj gæld og arbejdsløshed. Talen fremkaldte en bølge af racistisk vold fra civilsamfundet rettet mod de tilrejsende. Hvor migranterne førhen kunne arbejde og uddanne sig i byerne, blev de nu tvunget ud i et prekært liv i teltlejre i Tunis og olivenlundene nær Sfax. Her opholder tusindvis af migranter sig stadig. De har begrænset adgang til mad og medicin, og staten kriminaliserer desuden ethvert forsøg på at hjælpe dem.

Fordrivelsen af migranterne blev kulminationen på Saids første regeringstid, hvor præsidenten med succes har forvandlet Tunesien fra et demokratisk håb til et benhårdt autokrati. I 2021 kuppede han sig til ubegrænset magt gennem en autoritær manøvre, hvor han tog kontrol over domstolene og indespærrede sine politiske modstandere.

I takt med at Said skruede op for sin racisme, intensiverede EU sit samarbejde med præsidenten om migration. Særligt Italiens premierminister Giorgia Meloni fremhævede Tunesien som en uundværlig samarbejdspartner – og hun fik de andre europæiske ledere med. I juli 2023 indgik EU-Kommissionen en aftale med Tunesien, som bl.a. bestod i et bidrag på 105 mio. euro til tunesisk grænsebevogtning.  “Det er en paradoksal situation, hvor det eksploderer i krænkelser og overgreb, og så kommer EU og kalder Tunesien for en vigtig og dygtig partner,” fortæller Ahlam Chemlali.

Ahlam Chemlali forklarer, at Kais Saied bruger samarbejdet med EU til at legitimere sig selv over for andre lande og bevise, at han er en “strong man” over for den tunesiske befolkning.

Samtidig er Kais Saieds migrationspolitik paradoksal.  På den ene side promoverer han sig indenrigspolitisk på, at migranterne bør udstødes og fordrives.  På den anden side betyder hans løfte til EU om at holde migranterne væk fra Europa, at flere og flere migranter strander i Tunesien i en fremtidsløs transittilværelse.

Migranter i Tunesien lever i dag som andenrangsborgere uden adgang til arbejde eller uddannelse, og i konstant fare for at blive mishandlet og deporteret til ørkenen. Man er tvunget til enten at rejse tilbage til sit hjemland, hvilket for mange ikke er en mulighed – særligt dem, der er flygtet fra rædslerne i Sudan. Eller man kan tage til Algeriet eller Libyen, hvor forholdene om muligt er endnu værre. For mange bliver den sidste udvej derfor den farlige vej over Middelhavet til Europa.

Den sociale død

Anderson fortæller, at han bruger 80 pct. af sin dagligdag i sin lejlighed. Han lever i konstant frygt for myndighederne, og går kun ud for at finde mad, eller gå i kirke om søndagen, hvor han af og til bliver betalt for små praktiske opgaver. Når han endelig er ude på gaden, bliver han ofte mødt med racistiske skældsord fra lokale tunesere.

“Hvis jeg havde penge, ville jeg forsøge at komme på en båd til Italien. Det er bedre for mig at dø i ørkenen eller på vandet. For så ved jeg, at jeg har prøvet,” fortæller han, og uddyber følelsen af at leve i transit: “Det er som at dø langsomt indeni. Og det, der dræber dig indeni er farligere end selve døden. For det dræber din fremtid, dit håb, dine drømme. Det dræber alting. Du har ingen familie, ingen venner, ingen at tale med,” fortæller han.

Ifølge Ahlam Chemlali oplever mange af de migranter, der opholder sig i Tunesien, en tilstand, man i forskningen beskriver som en social død: “Man er ikke død-død, men man lever en tilværelse, hvor man lige så godt kunne være det,” fortæller hun. “Det er en hverdag præget af usikkerhed, vold og udnyttelse, men på et mere eksistentielt niveau, er det livet og fremtiden, som bliver suspenderet.”

Fra begyndelsen var det ikke Andersons plan at komme til hverken Europa eller Tunesien. Han havnede i landet i januar 2024 efter farefuld flugt fra sit hjemland i Vestafrika. Fra barnsben drømte han om at udvinde diamanter. Men da han som teenager selv blev driftsleder i mineindustrien i sin hjemby Kenama, oplevede han industriens dystre slagside i form af børnearbejde og arbejdets økologiske ødelæggelse: “Du foruener floden, du fælder skovene,” siger Anderson. “Det er imod alt jeg står for.”

Han kritiserede arbejdsforholdene over for medarbejdere og familiemedlemmer. Ifølge Anderson opdagede cheferne hans utilfredshed og tog kontakt til Poro – et berygtet, hemmeligt mandesamfund med tætte forbindelser til industrien og den politiske elite i Sierra Leone. Da Anderson en dag blev angrebet med kniv på åben gade, var han ikke tvivl om, at gerningsmanden kom fra Poro, og var ude på at slå ham ihjel.

Af frygt for sit liv flygtede han fra sit hjemland. Først til nabolandet Guinea, dernæst til krigsramte Mali, hvor han blev arresteret af militæret under mistanke for at være en malisisk rebel. Han undslap, og kom til Algeriet, hvor han kortvarigt fandt arbejde på en byggeplads. Her blev han også udsat for flere voldelige overfald på gaden. I ét af dem blev han igen stukket ned med en kniv og tilbragte en uge på hospitalet. I desperation flygtede han derfor over grænsen til Tunesien, hvor han endte teltlejren i Tunis.

Første gang grænsepolitiet efterlod Anderson i ørkenen, var han heldig samme dag at støde på en hjælpsom bilist, der skjulte ham i bagagerummet og kørte ham tilbage til Tunis. Anden gang gik det ikke lige så let. I september sidste år blev han igen arresteret og efterladt i ørkenen sammen med omkring halvtreds andre sorte migranter. De vandrede i tre døgn uden mad og drikke. Der var en højgravid kvinde og flere børn med i gruppen. Anderson forklarer, at de undervejs måtte drikke deres egen urin for at overleve.

Føljetons udsendte spørger Anderson, hvordan han finder håb midt i de utallige rædsler: “Jeg lytter ofte til Tupac Shakurs sang ‘Dear Mama.’ Den handler om, at så længe du kan komme igennem natten, er der en lysere dag,” fortæller han. “Hver dag vågner jeg op og ser himlen, det holder mig kørende.”

Hvad er en succes?

Ifølge EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen er migrationssamarbejdet med Tunesien en succes, fordi antallet af migranter, der ankommer til Italien fra Tunesien, er drastisk reduceret siden 2023. Ifølge tal fra civilsamfundsorganisationen FTDES forhindrede den tunesiske kystvagt i 2022 cirka 36.000 migranter i at krydse Middelhavet, mens det i 2024 var steget til omkring 80.000. EU’s succesfortælling møder kritik fra Ahlam Chemlali, som mener, at argumentet overser aftalens voldelige konsekvenser:

“Man kan jo vende det på hovedet og spørge, hvad er succes? Er det bare, at der er færre, der ankommer, men flere, der dør og sidder fast i de her transitzoner, hvor de rådner op?”

Ifølge Chemlali overser EU’s fortælling også, at de reducerede ankomster fra Tunesien falder sammen med en stigning i antallet af ankomster fra lande som Algeriet, Marokko og Mauretanien. Den hårde grænsekontrol i Tunesien betyder dermed ikke at færre kommer til Europa, men bare at de ankommer fra andre lande. “Det med at kalde det en succes, holder ikke, hvis man zoomer ud og kigger på et bredere billede,” forklarer hun.

Ifølge EU handler migrationsaftalerne dog ikke kun om at bremse migration, men også om at beskytte migranter. Ifølge det klassiske argument vil den hårde grænsebevogtning fjerne migranters incitament til at tage den farlige rute over Middelhavet, hvilket underminerer menneskesmuglernes forretning. Men denne tankegang rummer også problemer.

“Hele den her eksternaliseringsmodel er blevet pakket ind i et humanitært sprog. At det er fordi man gerne vil redde migranter fra at drukne og ødelægge smuglernes forretningsmodel. Men forskningen viser, at det faktisk har forværret det, “ siger Chemlali.

Chemlali forklarer, at Europas eksternalisering tværtimod får smuglerindustrien til at blomstre. Den hårdere grænsebevogtning betyder, at det er sværere at bevæge sig rundt, hvilket øger behovet for smuglere: “Det har faktisk den modsatte effekt. På mange måder bidrager de her aftaler til den her smuglermodel,  som man gerne vil til livs,” siger hun.

Anderson har heller ikke meget tilovers for EU’s succesfortælling om migrationssamarbejdet.

“Det er skamfuldt, at EU samarbejder med de her mennesker, mens de siger, at de stopper migration. De stopper ikke migration. Du begår forbrydelser mod menneskeheden. Du sponsorerer folk, der indespærrer uskyldige mennesker, uskyldige børn, uskyldige mødre. De har alle blod på hænderne.”

I lyset af SVM-regeringens opbakning til EU’s eksternaliseringspolitik har Føljeton forelagt kritikken for Udenrigsministeriet, som ikke vendt tilbage inden deadline. Udlændinge- og Integrationsministeriet henviser til minister Rasmus Stoklund tidligere svar i Kristeligt Dagblad, samt forhenværende Integrationsminister Kaare Dybvads kommentarer i Jyllands-Posten sidste år.

I morgen kigger vi nærmere på, hvordan Danmark også er direkte involveret i den tunesiske grænsekontrol. /Claes T. Sørensen & Alberto Magnani. 

Føljeton er bekendt med Andersons fulde navn – af sikkerhedshensyn bruger vi kun hans fornavn. 

Alberto Magnani er journalist ved det italienske medie Il Sole 24 Ore. Vores serie er skrevet som en del af PULSE – et europæisk initiativ for at fremme tværnationalt journalistisk samarbejde, som Føljeton er medlem af.