Går Østrigs grænse til Middelhavet?

I Europas eksternalisering er det, som om selve grænsebegrebet er ved at gennemgå en besynderlig fordrejning: “Den tunesiske grænse er også den østrigske grænse, når det handler om at undgå irregulær, ulovlig migration,” sagde Østrigs daværende indenrigsminister Karl Nehammer i juni 2020.

Den iøjnefaldende kommentar faldt under et pressemøde, hvor Nehammer slog fast, at Østrig ville øge deres oprustning af tunesisk grænsekontrol. Sammen med bl.a. Danmark, Italien og Tyskland tilhører Østrig en gruppe lande, der er særligt ivrige efter eksternalisering. Danmark har fx i august åbnet en ny ambassade i Tunis, som foruden grøn omstilling vil fokusere på mere samarbejde om migration.

Tre år efter Nehammers udmelding kom resultatet. I november 2023 rejste udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad til Nefta i den sydlige del af Tunesien for at indvie et træningscenter for de tunesiske grænsevagter, som Danmark og Østrig har finansieret med målet om at “bekæmpe menneskesmuglere og bremse irregulære migranter.” Danmark har bidraget med 26 mio. kr., Østrig med omkring 7 mio. kr. til projektet, som er blevet implementeret af den østrigske organisation ICMPD (International Center for Migration and Policy Development)

Ifølge ICMPD bliver træningscenteret brugt til at træne de tunesiske grænsevagter i blandt andet ørkenkørsel og luftoperationer. Dog er det svært at få et indblik i, hvordan træningscenteret ser ud indefra, eller fungerer i praksis.

Da Føljeton henvendte sig til ICMPD om at besøge centret i Nefta, svarede de, at det ville kræve en forespørgsel til Det Tunesiske Indenrigsministerium, som overtog driften af centret efter åbningen. Indenrigsministeriet er den øverste myndighed for de grænsevagter, der – som vi fortalte om i gårsdagens afsnit – systematisk mishandler sorte migranter og dumper dem i ørkenen.

Ifølge lokale journalister er en henvendelse til Indenrigsministeriet som journalist i bedste fald nyttesløst, i værste fald risikabelt. Som vi vil fortælle mere om i morgen, forfølger de tunesiske myndigheder journalister og civilsamfundsaktører, der forsøger at kaste lys over vilkårene for migranter.

Den diskrete, østrigske vogter

Det er ingen let sag at bygge et grænseregime. Man skal have vagttårne, patruljebåde, avanceret overvågningsteknologi, og ikke mindst kvalificerede grænsevagter, der kan bruge det. Hvordan får man det egentlig til at ske?

Når europæiske lande som Danmark og Østrig opruster grænsekontrollen i Tunesien får de hjælp fra et tidligere østrigsk konsulentbureau, som nu har udviklet sig til et af de mest betydningsfulde organer i Europas eksternaliseringspolitik, ICMPD.

I maj 2023 sendte det tyske satireprogram ZDF Magasin Royale en udsendelse om organisationen med titlen ‘Effektiv og diskret’: “Det som der er brug for, er en organisation som stille og roligt holder de fremmede væk, uden at bebyrde os EU-borgere med for meget af al den vrøvl om menneskerettigheder. Og vi har allerede løsningen: Det er ICMPD,” bemærkede programmets vært Jan Böhmerman.

ICMPD er stadig relativt ukendt i Danmark, men får mere opmærksomhed i Østrig på grund af sin adresse i Wien og tætte forbindelser til østrigsk politik. Organisationen blev grundlagt af den østrigske og schweiziske regering i 1993 i kølvandet på Berlinmurens fald med målet om at kontrollere migration i forbindelse med Balkan-krigene. Selvom ICMPD ikke officielt er politisk, har de for vane at ansætte forhenværende østrigske ministre, der er kritiske over for ikke-europæisk immigration.

De sidste ti år har generaldirektøren været den tidligere vicekansler og leder af det konservative folkeparti ÖVP, Michael Spindelegger. I begyndelsen af 2026 overtages posten af Susanne Raab, tidligere østrigsk integrationsminister (ÖVP). Raab har blandt andet udmærket sig ved at udgive et ‘Islam-kort’ over moskéer og muslimske foreninger i Østrig – et tiltag, der udløste et søgsmål mod regeringen for at stigmatisere muslimer.

Med 21 medlemslande og over 500 ansatte har ICMPD aktive projekter i 90 lande – herunder i Tunesien, Libyen, Algeriet, Marokko og Mauritanien. Hvor ICMPD i begyndelsen primært rådgav EU og europæiske regeringer om migration, arbejder de i stigende grad med at omdanne europæiske penge til effektiv grænsekontrol – fx ved at implementere teknologi og infrastruktur. I Tunesien står organisationen foruden at bygge træningscentre for grænsevagter også for at levere og implementere den radarteknologi, som kystvagten bruger til at opsnappe migranter på Middelhavet.

Føljeton og Der Standard har løbende været i kontakt med ICMPD for bl.a. at spørge, hvad de tænker om at levere den teknologi og infrastruktur, som grænsemyndighederne bruger i deres krænkelser af migranter. De er vendt tilbage med svar på skrift, man kan læse her.

Kan hård grænsekontrol forenes med menneskerettigheder?

Presset på ICMPD og deres europæiske donorer er steget, efter medier som The Guardian og Lighthouse Reports de seneste par år har dokumenteret Tunesiens systematiske overgreb på migranter.

“EU og Danmark vender det blinde øje til det, der foregår i Tunesien. Man kan ikke tale om, at der er respekt for menneskerettighederne på et tidspunkt, hvor kritikere af styret bliver retsforfulgt, og der sker systematiske krænkelser af migranter og flygtninges rettigheder. EU-landene bør stoppe med at lave aftaler med Tunesien, så længe forholdene ikke er i orden”, sagde Romdhane Ben Amor, talsperson for den tunesiske menneskerettighedsorganisation Forum Tunisien pour les Droits Economiques et Sociaux (FTDES) til Danwatch tidligere i år.

Føljeton har gerne selv ville interview FTDES. Men det har ikke været muligt, eftersom organisationen – apropos citatet – har været midlertidigt bandlyst af den tunesiske regering.

I kølvandet på afsløringerne om krænkelser har Danmark lanceret rettighedsbaserede indsatser, der officielt skal sikre, at menneskerettigheder overholdes i migrationssamarbejdet med Tunesien. Under det såkaldte Regional Governance Program (RGP) støtter Danmark blandt andet FN’s Flygtningeorganisation UNHCR, den internationale samarbejdsorganisation for migration International Organization for Migration (IOM) og Dansk Institut for Menneskerettigheders indsats i landet. Den officielle målsætning er, at “migrationshåndtering styrkes og bliver sikker, ordnet og rettighedsbaseret i fokus- og transitlande i Middelhavsregionen.”

Gennem projektet MediRights, som blev skudt i gang i november 2024, forsøger Dansk Institut for Menneskerettigheder at gå i dialog med danske samarbejdspartnere i Tunesien. Ifølge Mette Thygesen, international direktør på instituttet, er formålet at rykke tilgangen i migrationsindsatsen fra et ensidigt fokus på sikkerhedspolitik til respekt for menneskerettigheder.

“Vi er ikke kommet så langt med det, for det er rigtig, rigtig svært. Det handler om at opbygge tillid i Tunesien, hvor migration er følsomt,” siger hun fra sit kontor i København. “Jeg tror, det handler om, at ting tager tid.”

Fra Tunis forsøger IMR at skabe dialog med de aktører, som Danmark samarbejder med omkring migration. De afholder blandt andet workshops om menneskerettighedsprincipper for ICMPD’s ansatte og forsøger at engagere de tunesiske myndigheder, dog uden direkte kontakt til Indenrigsministeriet.

Danmarks kombination af en sikkerhedspolitisk og rettighedsbaseret tilgang i Tunesien rejser et paradoks. For kan man kombinere hård grænsekontrol med en beskyttelse af menneskerettigheder?

Ahlam Chemlali, som forsker i migration og grænseeksternalisering ved Aalborg Universitet, advarer mod, at rettighedsbaserede indsatser kan blive misbrugt af autoritære ledere som Kais Saied til at renvaske deres blakkede ry:

“Der er jo en risiko for den her human rights washing, som autoritære stater er gode til,” siger Chemlali. “Men bliver der fulgt op på de her menneskerettighedsprincipper? Det kan vi se lige nu, at det gør der ikke,” siger hun.

Mette Thygesen anerkender faren for rettighedsvask, men holder fast i, at arbejdet kan gøre en forskel: “Jeg tænker bare, hvad er alternativet? Det er, at vi slet ikke engagerer os med danske penge. Det vil jo være den lette løsning. Jeg synes, at man er nødt til at engagere sig, og sige, at har vi en mulighed for at bidrage til forandring i den rigtige retning, så skal vi tage den,” siger Mette Thygesen.

/Claes T. Sørensen & Johannes Pucher

Johannes Pucher er journalist på den østrigske avis Der Standard. Vores serie om Tunesien er skrevet som en del af PULSE – et europæisk initiativ for at fremme tværnationalt journalistisk samarbejde, som Føljeton er medlem af.