Centrum kan ikke holde

Selv om dansk politik endnu ikke er gået helt i opløsning – som i et digt af William Yeats – er den centrisme, som statsminister Mette Frederiksen (S) har bygget sin midterregering på, hurtigt ved at blive skyllet væk.

Senest har Enhedslistens politiske leder Pelle Dragsted brudt med årtiers naivitet og medgørlighed, og han har meddelt, at Socialdemokratiets formand ikke længere kan forvente støtte fra venstrefløjen. Hvis Mette Frederiksen ikke meget snart skifter politisk kurs, vil hun ikke engang kunne blive udnævnt til kongelig undersøger efter næste folketingsvalg:

“Som brikkerne står nu, kan vi ikke pege på Mette Frederiksen,” siger Dragsted til DR og forklarer enkelt: “Vi kan kun pege på en forhandlingsleder, som ønsker en rød regering og vil føre rød politik.”

Konklusionen er klar – og efterhånden også et uundgåeligt resultat af Socialdemokratiets stadige ryk mod højre. Efter sidste folketingsvalg i 2022 var der teknisk set og lige nøjagtigt et rød-grønt flertal, som Mette Frederiksen imidlertid ikke ønskede at bruge, og derfor valgte hun i stedet at gå sammen med arvefjenderne fra Venstre og den gamle rival Lars Løkke Rasmussen.

Det var Socialdemokratiet alene, som demonstrativt forlod rød blok for tre år siden, og at det har taget Enhedslisten tre år at gennemskue de nye dynamikker i dansk politik, kan for så vidt godt undre. Til gengæld er det ikke svært at forstå, hvorfor Pelle Dragsted nu har fået nok af Socialdemokratiets dobbeltspil.

I en tid, hvor højrefløjen rykker frem, og der tegner sig et blåt flertal i flere meningsmålinger, kan det selvfølgelig godt fremstå som en gambling, når Enhedslisten undsiger Socialdemokratiets formand. For hvem skal så være statsminister? Ja, det har Pelle Dragsted også et konkret svar på:

“Jeg synes, at Pia Olsen Dyhr ville være en rigtig god statsminister. Jeg har stor tillid til hende. Hun har stor opbakning i befolkningen. SF og Enhedslisten har selvfølgelig en meget stor politisk fællesmængde. Vi vil kunne støtte Pia Olsen Dyhr ikke alene som forhandlingsleder, men også som statsminister,” siger han til Politiken.

Som kommunalvalget netop har vist, er det heller ikke en fremmed tanke for vælgerne, at SF’ere kan erstatte socialdemokrater på magten. Som det skete i København, Randers og Gladsaxe kan folkesocialisterne sagtens gå direkte ind og overtage styringen fra Socialdemokratiet.

Alting falder fra hinanden. Der er store opbrud i gang i dansk politik. Men de seneste forviklinger hænger dog også nøje sammen med, hvad der er sket siden valget i 2022.

Ført bag lyset

Da Venstre valgte at gå med i SVM-regeringen, og Mette Frederiksen dermed fik et flertal bag sin “mærkelige” midteralliance, var det rent faktisk, fordi hun også havde muligheden for at danne en regering på Enhedslistens mandater.

Paradoksalt nok var det rød-grønne flertal selve forudsætningen for midterregeringen: Uden det som realistisk alternativ ville Mette Frederiksen næppe have fået Venstre til at bryde deres løfte om ikke at gøre hende til statsminister. På den hårde måde var det således Enhedslisten som lagde de afgørende mandater – omend indirekte – til en regering, som efterfølgende har sænket topskatten for de rigeste og skåret på kontanthjælpen til de fattigste.

I bakspejlet fremstår Enhedslisten som både udnyttet og ført bag lyset. Og det skyldtes i høj grad, at Pelle Dragsted & Co. dengang ikke turde sætte hårdt mod hårdt og allerede dengang have afvist at støtte Mette Frederiksen som kongelig undersøger.

Hvis Enhedslisten havde turdet trække stikket allerede i november 2022, ville Socialdemokratiet være blevet stillet i et kontant valg: Enten måtte Mette Frederiksen have forsøgt at nå til enighed med de rød-grønne partier om et nyt forståelsespapir eller have overladt forhandlingerne til en anden partileder.

Sandsynligheden taler for, at Mette Frederiksen dengang ville have forsøgt sig med en rød-grøn regering, og alene derfor er der stor magtpolitisk fornuft i manøvren fra Pelle Dragsted. Han stiller Socialdemokratiet over for et politisk valg: Enten bryder hun selv med Venstre, som stadig flere lokale socialdemokrater også ønsker, og går til valg på en rødlig regering, eller også risikerer hun at blive skubbet til side af Venstres formand Troels Lund Poulsen, som ser ud til at satse alt på at danne en blå regering.

Blokpolitikken er kort sagt tilbage, men med et afgørende twist: Partierne kan tilsyneladende samarbejde mere på kryds og tværs. Både SF og Enhedslisten åbner f.eks. for, at de godt ville kunne støtte en regering med deltagelse af Lars Løkke Rasmussen.

Alliancerne forrykkes. I årtier har Socialdemokratiet ikke alene taget venstrefløjen for givet, men heller ikke haft fantasi til at forestille sig en politisk situation, hvor de skulle kunne være en del af et regeringssamarbejde uden selv at have statsministerposten. Men opbruddet er sat i gang.

William Yeats skrev i 1919: “Det blodformørkede tidevand er sluppet løs, og overalt drukner uskyldens ceremoni.” Og videre: “De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fyldt af lidenskabelig intensitet.”

Uskyldens ceremoni

I en turbulent tid, hvor USA officielt har åbnet for at støtte de nationalpopulistiske partier i Europa, og højrefløjen i det hele taget er på lidenskabelig fremmarch, kan udmeldingen fra Enhedslisten også ses som et forsøg på at byde tidehvervet trods og atter sætte strøm til debatterne med lidt mere indignation og passion.

Måske er modsvaret til nationalpopulismen ikke blot at eftersnakke og kopiere retorikken, som Socialdemokratiet hidtil har gjort? Udmeldingen fra Enhedslisten skal dog nok i første omgang forstærke panikstemningen i Socialdemokratiet og udløse beskyldninger om, at venstrefløjen forærer magten til højrefløjen.

Den forsmåede forbitrelse, som mange socialdemokrater udviste under kommunalvalgkampen – med kamikaze-kandidaten Pernille Rosenkrantz-Theil som det mest sørgelige symbol – vil efter alt at dømme fortsat præge S-toppen.

Som det for længst er sket i mange andre europæiske lande, er socialdemokratierne blevet reduceret til små eller mellemstore partier på niveau med mange andre, og det er langt fra givet, at Mette Frederiksens afløser skal forvente at blive statsminister.

Hidtil er Socialdemokratiet faktisk det eneste parti i Danmark, som endnu ikke har prøvet at sidde med i en regering uden selv at have statsministerposten. Gennem historien har De Konservative ofte peget på statsministre fra Venstre, ligesom det også er sket omvendt. Og mindre partier som De Radikale, Liberal Alliance og SF har affundet sig med sekundære roller.

Tiden nærmer sig for alvor, hvor Socialdemokratiet må lære at leve landspolitisk med de styrkeforhold, der nu præger det kommunalpolitiske landskab. Den første erkendelse vil være, at Socialdemokratiets formand ikke længere kan regne med at være førstekandidat til posten som statsminister i Danmark, selv hvis Socialdemokratiet bliver det største parti.

Udmeldingen fra Pelle Dragsted er derfor en del af en større politisk ommøblering. Efter næste valg kan der ende med at være indtil flere statsministerkandidater i spil – fra højrefløjens foretrukne i skikkelse af Venstres formand Troels Lund Poulsen over Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, som aldrig skal regnes ud af magtkabaler, og så den sidste nye i form af SF’s formand Pia Olsen Dyhr.

Midterregeringens epoke synger på sidste vers, og med venstrefløjens oprør og højrefløjens fremmarch er spillet om magten i Danmark for første gang i årtier helt åbent. /Lars Trier Mogensen