Højrefløjens dystre drømme

Måske er det på sin plads, at vi ser lidt bredere på dommedagstænkningen. Og på det forvirrende og vidtforgrenende tech- og højrefløjsmiljø, Peter Thiel er en vigtig del af.

For at gøre det har vi talt med Lauritz Holm Petersen, ph.d. i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet. Han har netop forsket i eskatologiske fortællinger på den subkulturelle højrefløj – og analyseret, hvordan de fx kommer til udtryk på internetforummet 4chan. Ifølge Petersen er det en væsentlig, overordnet pointe, at de apokalyptiske rammer er både flydende og under konstant udvikling:

“Jeg hentede en masse data fra 4chan, og forsøgte at isolere de her endetidsfortællinger for at se, hvordan de løbende blev tilpasset. Og der var det meget tydeligt at se, at de ikke ‘fejlede’ – så at sige. Der var en kontinuerlig rekalibrering af idéen om, hvad fremtiden bringer.”

Hvis en dommedagsprofeti skulle vise sig ikke at holde stik, vil dens tilhængere simpelthen forsøge at udlægge den på en ny måde, så de eskatologiske forestilinger alligevel kan fortsætte. Af samme grund vil endetidsfortællinger, der fx ikke sætter en specifik dato på verdens undergang, vise sig mere levedygtige på sigt – simpelthen fordi de mere smidigt kan tilpasse sig verdens faktiske gang og eventuelle forandringer i det politiske landskab.

“Det kender vi også fra populistisk teori generelt,” pointerer Holm Petersen og fortsætter: “at det forholder sig på et tilpas abstrakt niveau, så det er så formbart, at det kan benyttes som et retorisk virkemiddel på tværs af forskellige kontekster. Det er jo i et kultur-evolutionært perspektiv en god strategi, kan man sige.”

De forskellige undergangsfortællinger på højrefløjen kan dermed også – med lidt god vilje – siges at fungere som en slags religiøst ladet populisme, som tilbyder en række letforståelige forklaringer på det, der ellers virker skræmmende: “Det er nogle forholdsvis komplekse teorier, men de er på samme tid ret simple. Det er godt og ondt og nogle simple dualistiske rammefortællinger, som appellerer og bruges til at mobilisere.”

Hvilket man også oplagt kan bemærke, at USA’s præsident Donald Trump – populisten par excellence – drager fordel af: “Hans fortælling om USA’s forfald er kompatibel med det eskatologiske verdensbillede. Den fortælling kunne forene alle de her grupper, som ikke har så meget andet tilfælles, end at de er i opposition til den etablerede demokratiske politiske elite.”

Fleksibel apokalypse

Her er det nok vigtigt at understege, at dommedagsfortællingerne er forskellige alt efter, hvem man spørger på højrefløjen. Forståelsen af dommedag kan ikke bare skæres over en bred kam – der er store interne forskelle og konflikter.

Dele af det ekstreme højre er fx tæt knyttet til det fundamentalistiske kristne miljø i USA og i forlængelse heraf Det Republikanske Parti, mens en type som Peter Thiel er en del af Silicon Valley-gruppen ACTS 17 Collective – en interesseorganisation, som forsøger at bringe bibelske budskaber ind i det politiske techmiljø (“ACTS” er et akronym for “Acknowledging Christ in Technology and Society”, og desuden en reference til Apostlenes Gerninger i Bibelen – som på engelsk hedder “Acts”).

Til sammenligning er der fx også Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon og hele alt-right-bevægelsen, som har et anderledes og mere ambivalent forhold til kristendommen. Særligt hvis man medtænker, at dele af den subkulturelle højrefløj har rødder i white supremacy-ideologi og nynazistisk tankegods, som grundlæggende er meget kritisk over for institutionaliseret religion. Desuden er den fløj dybt antisemitisk, hvilket giver et noget andet syn på Israel, end hos fx de kristne zionister (mere om dem senere på ugen).

Selvom dommedagstænkingen stikker i mange forskellige retninger, er det religiøse syn på verden dog under alle omstændigheder langt mere nærværende i USA, end vi er vant til herhjemme. Hvilket ifølge Lauritz Holm Petersen er væsentligt at have for øje, hvis man eksempelvis skal forstå, hvorfor Peter Thiel pludselig begynder at holde foredrag om Antikrist – som folk ligefrem betaler for at høre:

“Når der opstår nye endetidsfortællinger eller nye tendenser, så har de det med at trives bedre i sådan et miljø, hvor der i forvejen er et vokabular for det. Sådan noget som er kommet ud af 4chan, fx Qanon, finder jo utroligt hurtigt grobund i en amerikansk kontekst.”

Hvilket altså også er et forhold, Thiel drager fordel af – og bruger til egen vinding:

“Han lægger sig i forlængelse af en fundamentalistisk bogstavelighed omkring det eskatologiske forløb, men kun så længe det tjener hans formål. Det lader så også til, at der er ting, som kun er figurative, da det ikke lige passer ind i den fortælling, han er ved at etablere. Og det karakteriserer jo brugen af eskatologiske fortællinger generelt, at de netop er fleksible, og man kan skrue på forskellige knapper, så det tilpasses et politisk formål.”

“Vellykket apokalyptisk retorik finder et leje mellem, at tingene virker uundgåelige – at vi er på randen til verdens undergang, Kristu genkomst og sådan nogle ting – men at der også stadig er rum for at påvirke forløbet i en eller anden grad. Og det er jo noget af det, der er hemmeligheden bag sådan nogle fortællingers succes.”

”Man kan tale om, at fortællingerne er indholdsmæssigt underdeterminerede og strukturelt overdeterminerede. Der er en masse roller, placeholders, og et tidsligt narrativt forløb, som du så kan plugge ting ind, som stemmer overens med din overordnede målsætning.”

Thiel-tirader

Det er også her, vi hellere må vende tilbage til Thiels forelæsningsrække om Antikrist, som vi begyndte at granske i går. For som Wired skriver i en artikel, der bl.a. forklarer milliardærens forhold til filosoffen René Girard og nazi-juristen Carl Schmitt (mere om dem om lidt):

“Du ved, at du lever i mærkelige tider, når en af verdens mest indflydelsesrige milliardærer – en investor, som antændte den finansielle lunte for både Facebook og KI-revolutionen, som var medstifter af PayPal og Palantir og kickstartede en amerikansk vicepræsidents karriere – begynder at dedikere sine offentlige optrædener primært til et sæt idéer om Armageddon, som han kraftigt har lånt fra en nazistisk jurist.”

Ser man udover Silicon Valley og vores aktuelle politiske virkelighed, er Peter Thiels aftryk at finde chokerende mange steder. På berømt vis var Thiel den første store investor i Facebook, ligesom han har haft en vigtig indflydelse på OpenAI’s adm. direktør Sam Altman. Og på Elon Musk, selvfølgelig, foruden tidligere nævnte JD Vance.

Thiels ideologiske fangarme kan simpelthen spores i mange af de teknologier, vi omgiver os med til daglig. Samtidig har han en direkte forbindelse til Det Hvide Hus. Når techmilliardæren taler i forvirrede Antikrist-tunger, bliver vi derfor nødt til at lytte efter. Særligt da han, med tanke på Palantir, potentielt kan lytte med den anden vej.

Mimesis og Antikrist

Skal man forstå Peter Thiel, må man også forstå René Girard, som Thiel udviklede et formativt mentor-elev-forhold til på Stanford University. Forbindelsen mellem de to er velbeskrevet, eksempelvis af den norske journalist Lena Lindgren i den meget anbefalelsesværdige bog Ekko – Et essay om algoritmer og begær. Og ser man på Thiels Antikrist-forelæsninger, er ekkoet fra Girard da også tydeligt.

Girard er især berømt for sine idéer om såkaldt mimetisk begær og syndebuksmekanismen, som kort (og forsimplet) kan forklares sådan her: Vi mennesker begærer altid noget. Men når først de fysiske behov er blevet opfyldt, ved vi ikke, hvad det egentlig er, vi begærer. Derfor vil vi vende os mod vores medmennesker for inspiration. Det, andre har, vil vi nu selv have, og vi vil derfor imitere og kopiere hinanden (mimesis) – begæret er blevet mimetisk. Problemet er bare, at den konstante spejling i andre også afføder jalousi og potentiel splid. Og for at det ikke skal ende i et kaotisk alle-mod-alle, vil man ifølge Girard se, at kulturer i stedet udpeger en syndebuk, som holdes ansvarlig for alverdens dårligdomme – det bliver en alle-mod-en.

Mimesis-forklaringsmodellen er lige så spekulativ som den er potent. Peter Thiel selv køber så meget ind på den, at de 500.000 dollars, han oprindeligt investerede i Facebook (en investering, som med tiden skulle gøre ham til en af verdens rigeste mennesker) ifølge ham var “et sats på mimesis”. Gennem Girard kunne Thiel nemlig se, hvordan et socialt medie, hvor alle kan beglo, imitere og begære hinandens liv hele tiden, nok godt kunne blive en succes.

Nu er techmilliardæren så ved at lave et anderledes apokalyptisk sats på, at verden stadig hungrer efter en syndebuk… eller en Antikrist?

Ironisk nok er det dog samtidig i sin snak Antikrist, at Thiel kommer på kant med René Girard – og på linje med Carl Schmitt. Selvom syndebuksmanøvren ifølge Girard er effektiv, er den nemlig ikke fuldkommen. Ved korsfæstelsen af Jesus blev det tydeligt for alle (og her kan man se, at Girard var katolik), at syndebukken er uskyldig. Derfor må vi ultimativt stoppe med at pege fingre ad andre og snarere imitere Jesu liv, når det mimetiske begær presser sig på.

Svaret er altså, oversat til evangelisk kristendom, WWJD – what would Jesus do. Men det er bare en pænt irriterende konklusion, hvis man eksempelvis får lyst til at kalde Greta Thunberg for Antikrist, eller som JD Vance ønsker at gøre immigranter til syndebukke ved at sige, at de spiser folks kæledyr. Og så er det jo godt, at man i stedet kan læne sig op af en anderledes ublu nazistisk tænker.

Personligt mareridt

Carl Schmitt så geopolitik som en kamp mellem Antikrist og Katechon. Ligesom Theil frygtede Schmitt, at der ville komme en global verdensorden, som ville samle og udjævne alle nationer i Antikrists navn. Derfor måtte der findes en Katechon (i Schmitts tilfælde Adolf Hitler), som kunne afværge katastrofen og opretholde kulturforskellene, så alt ikke blev blandet sammen.

En måde, det kunne gøres på, var oplagt gennem syndebuksmekanismen – ved fx at udpege jøderne som den store trussel. Langt hen ad vejen er det samme logik, Thiel køber: Han vil investere tungt i teknologier, som kan overvåge og forfølge syndebukke, og dermed udsætte apokalypsen. Frygten for Antikrist er den udtalte motivation; Thiels unægtelige forretningssans og libertære verdenssyn nok også en væsentlig forklaringsnøgle.

Under alle omstændigheder skriver Peter Thiel med sin særprægede dommedagstænkning sig ind i en stolt amerikansk og kristen tradition. Alene det at identificere Antikrist har nemlig længe været en yndet aktivitet i Guds eget land. Det kan dårligt være anderledes, når hele 41 pct. af amerikanerne ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center tror, at Jesus vil vende tilbage før 2050. Eller når 39 pct. tror, at vi lever i de sidste tider. Eller når 56 pct. af voksne amerikanere ifølge The Associated Press-NORC Center for Public Affairs Research tror på  Satans eksistens – og hele 69 pct. på engle.

Ikke at den slags er forbeholdt USA. Selv lærte jeg fx at frygte Antikrist under min opvækst i Randers. Få ting var for mig så frygtindgydende, som følgende passage fra Johannes’ Åbenbaring, kapitel 13, vers 15-18:

“Og det fik givet at blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og  trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.”

Mere om det i morgen. /David Dragsted

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om Antikrist. 

Første afsnit: Thiels sidste tider.
Andet afsnit: Højrefløjens dystre drømme.
Tredje afsnit: Min personlige Antikrist.
Fjerde afsnit: Dommedag nu?