Min personlige Antikrist

Det lyder mærkeligt at sige, at jeg forstår Peter Thiel. Den slags eksplicitte identificeringer med et menneske af tvivlsom karakter, skal man vel altid være varsom med – spørg bare Lars von Trier om han stadig forstår Hitler. Ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at jeg forstår techmilliardæren bedre end gennemsnitsdanskeren. Sagen er i hvert fald den, at jeg som barn havde galopperende angst for Antikrist.

Jeg opvokset op i et relativt fundamentalistisk kristent miljø. Mine forældre kom i en selvbeskrevet evangelisk frikirke, med tungetale og helbredelsesprædikener. Til lovsang – frikirkependanten til salmesang i folkekirken, men med rytmisk band snarere end orgel – stod folk ekstatisk med hænderne løftet mod himlen og tilbad Gud, opfyldt af Helligåndens angivelige nærvær. Sommetider dansede de særligt Helligånds-henførte rundt med farverige vimpler. Sommetider var der en mand, som spillede saxofon.

Gud fyldte selv de mindste og mest banale steder i hverdagen. Når mine forældre skulle parkere et offentligt sted, bad de til, at der måtte være en ledig plads – og følte sig atter bekræftet i deres tro, når det lykkedes at parkere Ford Mondeo’en. Hvis bussen, jeg tog til skole, var forsinket, bad jeg til, at den måtte komme. Når jeg slog mig, bad vi til, at det måtte gøre mindre ondt. Hvis det da ikke var en af de gange, hvor jeg blev slået i barnenumsen af mine forældre med en grydeske efter anbefaling fra et evangelical par fra Louisiana, de havde mødt på en ferie. Jeg skulle være nøgen og på knæ, som var det et særligt ydmygelsesritual i Guds navn. Bagefter måtte jeg bede både Ham og mine forældre om tilgivelse.

Når fjernsynet kørte i sommerhuset, var det ofte tændt på God TV, en særlig kristen tv-kanal, som sendte prædikener fra kristne fundamentalistiske televangelists. Min barndom var fyldt med et weekendlydtæppe af besynderlige dundertaler fra Guds eget land, med folk som besvimede, bare prædikanten viftede med hænderne, med gudstjenester fra diverse amerikanske megakirker. Det var typer som Joel Osteen, Benny Hinn og Joyce Meyer – min mors personlige favorit – som fik lov til at agere spirituelle vejledere og sive direkte ud i sofaen. Også selvom de virkede mere interesserede i deres egne pengepunge end i evangeliets sandhed.

Om natten lå jeg vågen med bankende hjerte og bad til, at jeg ikke selv måtte udsættes for en dæmonuddrivelse. Eller den helvedesild, alle talte så frygtsomt om. Jeg forestillede mig levende, mens koldsveden løb ned af ryggen, hvordan jeg ville brænde op i usigelig smerte i al evighed, mens Satan så på.

Truslen lå ligesom latent hele tiden, alle vågne timer i døgnet. Men den fremstod allerværst når jeg lå alene i mørket i stille samtale med Gud. Lige så nærværende Han var, lige så nærværende var nemlig alt det, hans eksistens også indebar. Faktisk ville jeg bare gerne befries for den åndelige kamp, jeg igen og igen fik at vide, at vi befandt os midt i – og som jeg nødvendigvis måtte deltage i, iført troens fulde rustning (Paulus’ Brev til Efeserne, kap. 6, vers 11-12):

“Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.”

Gud, hvor ville jeg bare gerne være fri.

Fri til at leve en almindelig barndom med Pokémon-kort, Beyblade og Harry Potter – ting, min mor havde stemplet som sataniske, og som derfor var strengt forbudte.

Fri for konstant at bekymre mig om, hvorvidt jeg ville havne i helvede for selv den mindste syndige tanke.

Fri for at skulle frygte, at jeg en dag ville vågne op alene og efterladt, mens min familie og venner var blevet hentet til himmels af Jesus. Fri for at mærke den isende fornemmelse, når jeg atter blev bange for, om jeg ville kunne genkende Antikrist – hunderæd for, at jeg allerede havde modtaget dyrets mærke, og dermed var evigt fortabt.

Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Ladt i stikken

I ungdomskirken var der en præst, som var dybt optaget af de sidste tider og den kristne dommedagsfortælling. Begejstret, som gengav han plottet til en gyserfilm, fortalte han om alt det, som ville ske, når Jesus vendte tilbage. Ligesom han konspiratorisk spekulerede over netop dyrets mærke – et tegn, Antikrist vil tvinge folk til at bære, sådan som vi i går nævnte, at det står beskrevet i Johannes’ Åbenbaring:

“Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og  trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal.”

Måske kunne dyrets mærke være en mikrochip, vi alle pludselig skulle have ind i kroppen. Måske kunne det være en stregkode, hvor 666 var inkorporeret. Coronavaccinen ville sikkert også have været en oplagt kandidat, hvis det havde været under pandemien.

Præsten var dog langt fra den eneste, som interesserede sig for apokalypsen. På mine forældres bogreol stod – ligesom i kirkens lille boghandel og i mange af mine venners hjem – hele den kristne Left Behind-bogserie; 12 bind oversat til dansk.

Har du ikke hørt om Left Behind-bøgerne er du tilgivet, men lad os bare sige, at de var en big deal. Serien, som er skrevet af den baptist-evangeliske præst Tim LaHaye sammen med forfatteren Jerry B. Jenkins, har solgt millionvis af eksemplarer og været på The New York Times’ bestsellerliste. Der har endda været en – på mange måder katastrofal – filmatisering med Nicolas Cage i hovedrollen (den kan ses på Amazon Prime Video).

Left Behind rummer en chokerende lang og detaljeret fiktiv fremstilling af det fundamentalistisk kristne endetidsnarrativ, begyndende med the rapture, altså bortrykkelsen af troende kristne, sådan som det er beskrevet i Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne, kapitel 4, vers 16-18:

“For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.”

Når først de kristne er forsvundet fra Jordens overflade, bryder helvede så at sige løs. I Left Behind-bøgerne (som jeg selvfølgelig slugte, for i modsætning til Harry Potter var de helt halal) følger man den efterladte pilot Rayford Steele, som på bagkant af bortrykkelsen, finder Gud og etablerer en modstandsgruppe, som skal kæmpe mod Antikrist, den rumænske FN-generalsekretær Nicolae Carpathia.

Det hele er skrevet som en hæsblæsende (dårlig) spændingsroman. Med den vigtige detalje, at det fiktive plot i store træk beskriver det, mange evangelicals faktisk tror vil ske, når Jesus vender tilbage.

Left Behind er kraftigt inspireret af såkaldt præmillenialisme og ikke mindst dispensationalism – en udførlig endetidsteologi populariseret og systematiseret af den britiske præst John Nelson Darby tilbage i 1830’erne. Når man blandt evangelicals taler om dommedag, er det med overvejende sandsynlighed den dispensationlistiske fortælling, man sigter efter. En fortælling, som kort sagt er udbredt blandt eksempelvis republikanske kristne – eller i det frikirkemiljø, jeg selv var en del af.

Mens jeg allernådigst skal spare dig for Left Behind-udgaven, vil jeg alligevel forsøge, i grove træk, at gengive dispensationalism-udlægningen af Jesu genkomst, bortrykkelsen, og alt det vanvittige, som efterfølgende sker i Guds navn (og her trækker jeg primært på den dommedagskondensering, som findes i bogen The End: What Science and Religion Tell Us about the Apocalypse af filosoffen Émile Torres, som vi skal tale med i morgen).

Det gør jeg til dels for at give et bare tilnærmelsesvist indblik i det omfattende åndelige forestillingsunivers, som millionvis af kristne tror på i varierende grad. Og til dels fordi det (nok desværre) er en nødvendighed, hvis man fx bedre vil forstå USA’s klippefaste støtte til Israel, eller MAGA-bevægelsens ligegyldighed over for klimakrisen – mere om det i morgen.

Dommedag kort fortalt

Ifølge Darbys teologiske system kan historien fra før syndefaldet og fremefter opdeles i syv distinkte perioder, altså dispensations. Pt. befinder vi os perioden efter Kristus’ genopstandelse og Helligåndens komme – en periode, som vil slutte med the rapture.

På en dag, kun Gud kender, vil Jesus midlertidigt vise sig og tage alle sande kristne med tilbage til himlen. På et øjeblik vil en anselig del af verdens befolkning simpelthen fordufte fra Jordens overflade, mens de efterladte med ét må se en ny katastrofal virkelighed i øjnene (tænk à la tv-serien The Leftovers). Bortrykkelsen indvarsler en ny periode, nemlig trængselstiden eller the Tribulation, som vil vare præcis syv år, opdelt i to lige store halvdele.

I første halvdel vil menneskehedens depravering nå et nyt højdepunkt, mens stor lidelse spreder sig henover kloden: krige, hungersnød, epidemier, naturkatastrofer. Samtidig vil Antikrist vise sig. Som en karismatisk demagog vil han forsøge at samle et nyt slags romersk imperium, som i nogens optik (fx Tim LaHayes) kunne være en international organisation som FN. Antikrist vil kræve, at folk får dyrets mærket på enten panden eller højre hånd. Samtidig vil han få følge af Den Falske Profet, en lidt uklar dommedagsskikkelse. Sammen med Satan udgør de den uhellige treenighed.

Udover at indføre dyrets mærke, vil Antikrist indgå en pagt med Israel. Templet i Jerusalem, som blev ødelagt af romerne i år 70, vil blive genopført på Tempelbjerget, hvor jøder nu atter vil kunne færdes. Men ikke alle jøder: Præcis 144.000 vil i stedet acceptere Jesus Kristus som deres frelser og som konsekvens blive forfulgt af Antikrist. Særligt efter Antikrist først bliver snigmyrdet, men efterfølgende mirakuløst genopstår – hvilket får verden til at tilbede ham, og drive heksejagt på de tilbageværende kristne.

Og bare lige for at understrege: Det her er stadig en del af den eskatologiske dispensationalism-fortælling, som John Nelson Darby udviklede, og som mange fundamentalistiske kristne altså glødende tror på.

I den anden periode af trængelstiden vil Antikrist invadere Israel, mens flere på forunderlig vis bliver kristne – trods intens forfølgelse. Samtidig vil Gud sende nye plager mod Jorden. En tredjedel af verdens vegetation vil fx blive brændt med katastrofal hungersnød til følge. Tilsvarende vil en tredjedel af alt drikkevand blive forgiftet. Ultimativt vil en sværm af dæmoniske græshopper påføre de tilbageværende mennesker ufattelig lidelse og dræbe en tredjedel. Men det stopper ikke der.

En trompet vil lyde (der er generelt en masse trompeter undervejs, men det her er så den syvende), og Guds vrede vil ramme Jorden som en tsunami. Alle dem, som tilbeder Antikrist, vil få smertefulde sår på kroppen, mens solen også vil brænde dem op. Alt liv i havet vil dø, og vand blive til blod. En stemme vil højlydt proklamere, at “det er fuldbragt”, mens der opstår et skrækkeligt jordskælv og en enorm haglbyge.

Armageddon, det sidste og afgørende slag, vil nu stå mellem Antikrist og Jesus, som vender tilbage på en hvid hest sammen med alle de sande troende, som forsvandt under bortrykkelsen. Jesus sejrer, og Antikrist vil sammen med Den Falske Profet blive smidt i ildsøen, the Lake of Fire, mens Satan lænkes i et endeløst afgrundsdyb, the Abyss.

Gud vil nu indfri sit løfte om etableringen af Det Hellige Land, som ikke bare omfatter Israel, men også Palæstina, Jordan og dele af Syrien, Egypten og Saudi-Arabien. Her vil et nyt tusindårsrige få sit udgangspunkt, og ved indgangen vil Jesus opdele de troende fra de ikke-troende – selvsagt er det kun de førstnævnte, som lukkes ind. Hvilket så også markerer begyndelsen på den allersidste dispensation.

Tusindårsriget vil meget bogstaveligt vare 1.000 år, hvor Jesus som en slags godsindet diktator – og med hovedsæde i Jerusalem – vil herske over alle de kristne, som nu lever i fred og fordragelighed. Der er tale om et bogstaveligt paradis på jord, dog med en sidste plottwist-slange: Alle dem, som på mirakuløs vis overlevede trængselstiden, vil nemlig stadig kunne få børn. Og blandt dem vil komme oprørere, som nægter at tilbede Jesus. Hvilket giver Satan en mulighed for at slippe ud af the Abyss.

Et allersidste slag vil nu stå mellem Gud og Satan, som Gud dog hurtigt vinder – hvorefter Satan også smides i the Lake of Fire. Det onde er dermed definitivt blevet besejret. Alle kristne vil få helliggjorte kroppe (slut med babyer), og alle, som tidligere har afvist Gud, vil blive genoplivet og få deres ultimative dom. Siddende på sin trone vil Jesus gennemgå alt, hvad hvert enkelt menneske nogensinde har gjort, tænkt og sagt, og afgøre deres skæbner derefter. Dem, hvis navn står oplistet i den såkaldte “Livets Bog”, vil få adgang til himmeriget. Alle andre vil møde evig tortur i Helvede.

Gud skaber efterfølgende en ny fredfyldt himmel på Jorden til de heldigt udvalgte og rettroende kristne. Og dermed stopper historien:

“Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Johannes’ Åbenbaring kap. 21, vers 3-4).

Beklager, det blev lidt langt. Og nok også rablende vanvittig læsning, hvis det her er ukendt stof for dig. For mig dengang – og for chokerende mange kristne nu – var denne detaljerede endetidsfortælling dog også (i grove træk) et ægte scenarie, som ville komme til at ske. Det havde Gud jo sagt. Desuden ville du som “rigtig” kristen, der havde accepteret Jesus i dit hjerte, ikke have noget at frygte. Hvilket jeg fortvivlet forsøgte at berolige mig selv med, mens nattetimerne blev længere og længere.

Friheden findes

En af de lovsange, vi sommetider sang i kirken, handlede netop om Livets Bog – og om hvordan vores navne var indskrevne i den.

Selvom jeg ikke kunne lide lyden af min stemme, og derfor ofte undlod at synge højt, kan jeg stadig i små glimt mærke fornemmelsen af igen og igen at messe bekræftelsen sammen med andre. Højere og højere, mere og mere indfølt og tårevædet, stensikker på, at Helligånden var midt iblandt os.

 

For mit navn det står skrevet i Livets Bog

For mit navn det står skrevet i Livets Bog

Halleluja

 

Om det stadig står skrevet der, ved jeg ikke.

Dog ved jeg, at jeg på en helt anden måde bekræftede livet, da jeg som 17-årig kastede Bibelen til side og brød ud af frikirken.

Den frihed, jeg havde længtes så inderligt efter, fandtes nemlig slet ikke i menigheden. Den spirede snarere, da jeg med bankende hjerte så mine forældre i øjnene og fortalte dem, at jeg ikke længere troede på Gud.

Nu var det mig selv, der bestemte.

Bestemte over, hvad jeg kunne gøre, tænke og længes efter.

Bestemte over, hvilke åndelige krige jeg ville kæmpe, og hvilke fremtider jeg ville frygte.

Ikke mindst var det nu mig, som bestemte over mit navn, og hvorhenne det skulle skrives.

Mit navn, som er /David Dragsted

 

Artiklen her er en del af en Føljeton-serie om Antikrist. 

Første afsnit: Thiels sidste tider.
Andet afsnit: Højrefløjens dystre drømme.
Tredje afsnit: Min personlige Antikrist.
Fjerde afsnit: Dommedag nu?