Stakkelhaderne

Nissegaver og julehjælp ligger som et tyndt lag glimmer. Julen mildner tonen, men ikke virkeligheden: forarmelsen skrider frem – også i disse uger, hvor vi ynder at kalde hinanden gavmilde.

Siden kontanthjælpsreformen trådte i kraft i sommer, hvor man bl.a. fjernede den særlig huslejestøtte, er levevilkårene blevet hårdt forrået for nogle af de mest udsatte i det danske samfund. Og nu forværres hverdagen yderligere for tusinder af syge mennesker.
Torsdag vedtages den næste runde af sociale nedskæringer, når SVM-regeringens beskæftigelsesreform formelt stemmes igennem, så den kan træde i kraft 1. februar. Konsekvensen bliver – ifølge Beskæftigelsesministeriet selv – at ca. 1.700 personer, som i dag er i et såkaldt ressourceforløb, vil få frataget enhver form for forsørgelse.

De skubbes fra sygdom videre ud i fattigdom – ikke som et uheld, men som en konsekvens.

Med et pennestrøg fjernes de ressourceforløb, som – på trods af alle deres mangler – har fungeret som det sidste stop mellem sygdom og frit fald. I form af både midlertidige beskæftigelsesmuligheder, sociale tilbud og sundhedsmæssig behandling. Nu forsvinder ordningen bare.

For dem, der derefter kun kan parkeres på kontanthjælp, er der dog et lille kontant aber dabei. For man kan ikke få udbetalt kontanthjælp, hvis man enten selv ejer værdier for over 15.500 kr., eller lever sammen med en anden på minimumsindtægt. Og det rammer altså mindst 1.700 personer, som typisk har en kombination af psykiske og andre sundhedsmæssige problemer.

Glædelig jul, og velkommen tilbage til Charles Dickens’ Et juleeventyr.

For dette er ikke en krise, der er skyllet ind over landet udefra. Det er en forarmelse, der er besluttet, vedtaget og effektueret. Ligesom hos den knugende, karrige og sammenbidte Ebenezer Scrooge er fornedrelsen ikke en naturtilstand, men resultatet af velovervejede beslutninger – truffet med fast hånd og god samvittighed.

I magtens sprog glider de syge langsomt fra mennesker til problemer, fra problemer til omkostninger. Scrooge ville have nikket genkendende. Ikke til julen – men til regnestykket.

Et smertehelvede

Dem, der allerede er blevet ramt af de lavere kontanthjælpsydelser, og dem, der står til at miste alt, når ressourceforløbene slutter, kommer sjældent til orde, og har heller ingen stærke lobbyorganisationer til at tale deres sag. Men deres skæbner er alt andet end tal i en teknokratisk statistik – selv om det kan komme til at fremstå sådan, når man følger den politiske debat.

At syge mennesker ikke kan arbejde, er i reglen ikke et mysterium.

“Jeg har en meget psykisk syg krøllet hjerne,” fortæller 56-årige Anne Kaaring til Politiken.

Hun lider af anoreksi, mavesår, har to knæproteser og gigtplagede fødder, og er én af dem, der må regne med at stå tilbage helt uden nogen form for økonomisk hjælp fra det offentlige efter nytår: “Mit liv er et smertehelvede. Jeg er totalt invalid og har smerter fra fødder til lår hver dag.”

Motivet for at stramme vilkårene yderligere synes at være en kombination af fortsatte besparelser på socialområdet og en benhård, pietistisk morale om, at det aldrig må kunne betale sig at stå uden for arbejdsmarkedet, uanset om ledigheden er ufrivillig eller ej. Manglende arbejdsevne behandles ikke som et vilkår, men som en karakterbrist – noget, man burde kunne rette op på, hvis viljen var tilstrækkelig.

Eller som Ebenezer Scrooge mere bramfrit og skruppelløst spørger i det dystre juleeventyr: “Findes der da ingen fængsler? Findes der ingen arbejdshuse?”

I en tid, hvor beskæftigelsen konstant slår danmarksrekorder, og man rimeligvis kunne antage, at alle dem, der rent faktisk er i stand til at arbejde, har fået et job, ja, der vælger det politiske flertal at nedbarbere ydelserne til mange af dem, der står uden for. Men inde på Christiansborg tænker man anderledes.

Ganske vist er der også enkelte grupper, bl.a. enlige forsørgere, som potentielt kan undgå forringelser eller i helt særlige tilfælde sågar få en højere ydelse. Men det hjælper jo stort for alle dem, der skæres. Og det hjælper endnu mindre med nogle almisseagtige julepakker her i december, for den rigtige røvtur begynder lige straks i det nye år.

Had til staklerne

Mærkeligt nok oplever de ringest stillede i Danmark ofte, at det går helt galt, når socialdemokraterne er ved magten. Som om tidens sosser har en særlig ubarmhjertighed at skulle bevise.

Tidligere var det faktisk anderledes. Og tidligere er ikke engang så mange år siden. Selv om det kan virke absurd at fremdrage netop ham, så er det måske alligevel værd at mindes, hvad tragedien Henrik Sass Larsen udtalte for nogle år siden.

Indrømmet, det kan fremstå helt surrealistisk at citere ham, netop nu, hvor han afsoner sin fængselsstraf for at besidde overgrebsmateriale mod børn. Men forsøg – kortvarigt – at abstrahere, og hør, hvad han udtalte i 2017, mens han stadig var en magtfuld mand:

“Man skal passe på med at forfølge mennesker, som reelt ikke har noget arbejdspotentiale at give af, medmindre man piner og plager dem meget kraftigt,” sagde Henrik Sass Larsen, og konkluderede dér for otte år siden, at det ikke længere gav mening at presse arbejdsløse mere:

“Mission accomplished. Der er orden i dansk økonomi, vi har fulgt alle de arbejdsudbudsreformer, der har været, til dørs, og strammet bardunerne, hvor vi kan. Hvis vi går videre, går vi fra at være reformivrige til at være stakkelhadere.”

Det er et voldsomt ord. Og det kan i dag være for kompromitteret af afsenderen. Men det er ikke desto mindre den mest præcise beskrivelse af, hvad der sker i Danmark i disse år under statsminister Mette Frederiksen (S).

Forarmelsen er ikke længere et biprodukt. Den er blevet et princip.

Den barske virkelighed er nemlig, at nedskæringerne ingen reel effekt har på beskæftigelsen. Samlet set er der ikke flere, som kommer i arbejde, når værdigheden forsvinder, og levegrundlaget eroderer. Så økonomi kan ikke engang forklare reformerne. Tilbage er kun ringeagtelsen af dem, som er for syge til at forsørge sig selv.

Hos Charles Dickens indtræffer der dog trods alt et vendepunkt. Scrooge ser sin egen grav og forstår, hvad han har kostet andre, og ender med at love at ville lade julens hjertevarme vare hele året.

Men så heldige er Danmarks nyfattige næppe. Hos Dickens findes der et spøgelse, der standser faldet og den totale deroute. Her i landet er der foreløbig kun bevidste, kolde kalkuler. /Lars Trier Mogensen