Dommedag nu?

På den pinsekristne efterskole, jeg gik på, lå den spirituelle krig og lurede latent: Mellem lærernes moralprædikerne om hvor altødelæggende sex før ægteskabet ville være. Mellem de alenlange bønnesessioner med akustisk guitar på drengeværelserne. Og mellem de mange fagligt tvivlsomme indslag i undervisningen.

På et tidspunkt så vi fx den nederlandske populist og islamofob Geert Wilders’ 17 minutter lange “dokumentar” Fitna som en advarsel om, hvor skrækkelig islam er. Ligesom vi så en “forelæsning” fra kreationisten Kent Hovind aka Dr. Dino – en rabiat amerikansk fundamentalistisk kristen, som argumenterer hårdnakket for, at Jorden kun er cirka 6.000 år gammel, og at Bibelen har referencer til dinosaurer, som altså har levet samtidig med mennesker. Tag den, Charles Darwin!

Kort fortalt udgjorde den religiøse verden, jeg selv kendte til og tog del i – og via efterskolen fik et udvidet indblik i, da vi her var kristne teenagere fra frikirker over hele landet – et ideologisk ekstremt miljø, et parallelsamfund med (for at sige det pænt) en forstyrrende tro på dybt aparte og potentielt problematiske idéer. Hvorfor det egentlig også virker lettere vanvittigt (parentes bemærket) at der ikke er tilnærmelsesvist samme politiske fokus på frikirkerne som på moskéerne.

Tværtimod bliver kristendommen i stigende grad fremhævet som et særligt demokratisk værn, som noget, der skal åndeligt oprustes og fylde mere i samfundet og folks bevidsthed som sådan. Stadig flere folketingspolitikere som fx Ida Auken (S) og Alex Vanopslagh (LA) omfavner eksplicit troen, mens bl.a. Casper Christensen og diverse kristne influencere forsøger at gøre frikirker som Hillsong cool og tillokkende.

Hillsong havde ikke en dansk filial, dengang jeg kom i miljøet. Til gengæld var en stor del af de lovsange, vi sang i frikirken og på efterskolen, netop fra den australske megachurch. Skulle man spille musik, var der en ret stor sandsynlighed for, at den var produceret af Hillsong. Selv ejede jeg en anselig samling cd’er fra ungdomsafdelingen Hillsong United  – som havde et mere rocket udtryk, men stadig fuldt fokus på Jesus-tilbedelsen.

Under alle omstændigheder: uden at skulle gøre mig klog på, hvordan frikirkemiljøet opererer i dag, tilsiger min personlige erfaring med det – som vi også vendte i går – at der fortsat ligger mange apokalyptiske antagelser og lurer under det blankpolerede og Instagram-venlige fernis. I hvert fald er det værd at have for øje, hvad der bliver prædiket indadtil – og ikke kun udadtil, når kameraerne er tændt, og Gud skal gøres PR-lækker.

Selvfølgelig er det komplet meningsløst at skære al kristendom over én kam. Ligesom det er tilsvarende meningsløst at generalisere religion som sådan. Tro kan ikke desto mindre vise sig farligt i den forstand, at det også kan forme ens verdenssyn på uventede og ulogiske måder. Hvilket altså bringer os behændigt tilbage til Antikrist, Peter Thiel og dommedag. For som filosof, idéhistoriker, forfatter og ekspert i eskatologi Émile Torres siger, da jeg fanger dem (Torres bruger pronominerne de/dem) til en snak om techmilliardærer, kristendom og Armageddon:

“Eskatologi kan have en ekstraordinær tyngde i måden, hvorpå det kan mobilisere folk bedre end nogen anden ideologi. Hvis du tror, at Jordens undergang er nært forestående, bliver indsatsen tilsvarende enorm. Så kan man retfærdiggøre praktisk talt enhver handling, uanset hvor ekstrem den er, for at beskytte og opretholde den utopi, som ligger på den anden side af apokalypsen”.

Og videre:

“Nogle af argumenterne for, hvorfor dommedag kunne være nær, er baseret på troværdige videnskabelige antagelser, ikke? Vi kunne virkelig syntetisere et designerpatogen. Klimakrisen kan potentielt medføre civilisationens kollaps. Det epistemologiske grundlag for nogle af de apokalyptiske forestillinger er langt mere robust i dag end tidligere. Hvorfor det også bliver interessant at se, hvordan de religiøse samfund responderer. Peter Thiel giver på sin vis en forsmag på, hvor underligt det kan blive.”

Gog i nødden

Som vi var inde på i går, var Left Behind-bogserien med til at udbrede bevidstheden om den særlige kristne dommedagsudlægning kendt som dispensationalism. Det var imidlertid en anden og tidligere bog, som i første omgang fik særligt amerikanerne til at tænke i specifikke apokalyptiske baner om bortrykkelse, trængselstider og deslige: Nemlig den evangelistiske dispensationalist-forfatter Hal Lindseys megahit The Late Great Planet Earth fra 1970.

Bogen – som ifølge New York Times blev det bedst sælgende stykke “faglitteratur” i USA i det årti – fik om noget evangelicals og kristne republikanere til at forholde sig til det eskatologiske narrativ, som vi gennemgik i går. Ligesom den blev en vigtig indflydelse for præsident Ronald Reagan. Ja, utroligt nok påvirkede dispensationalism-tænkningen – argumenterer Émile Torres – ligefrem Reagans syn på Den Kolde Krig. Afsmitningen kan i hvert fald ses i en kommentar, præsidenten skulle have leveret under en middag i 1971:

“Ezekiel siger, at ild og svovl vil regne ned over Guds folks fjender. Det må betyde, at de vil blive ødelagt af atomvåben. De findes nu, og det har de aldrig gjort før. Ezekiel fortæller os, at Gog, den nation, der vil lede alle de andre mørkets magter mod Israel, vil komme fra nord. Bibelforskere har i generationer sagt, at Gog må være Rusland. Hvilken anden magtfuld nation ligger nord for Israel? Ingen.”

Selvom man skulle tro, at atomvåben i sig selv var dommedagsagtige nok, blev deres mulige anvendelse altså tegnet i et eksplicit kristent-eskatologisk lys af den “frie” verdens leder. Som Émile Torres påpeger til Føljeton, giver det samtidig en oplagt parallel til, hvordan Peter Thiel pt. turnerer rundt med sine Antikrist-forestillinger:

“Sagen er den, at Bibelen er tilpas vag til at folk som Peter Thiel kan knytte de gamle narrativer til nuværende hændelser. Hvilket også har en lang historie. Den Kolde Krig blev fortolket gennem en apokalyptisk linse af mange kristne, inklusive Ronald Reagan – så atomvåben fx blev set som en fyldestgørelse af nogle af skriftstederne i Ezekiels Bog.”

Tilsvarende kan der trækkes tråde fra Hal Lindseys udtalte frygt for, at EF ville indvarsle etableringen af et slags Europas Forenede Stater eller nyt romersk imperium, som ville kontrolleres af Antikrist, til Thiels nuværende EU-skepsis (eller for den sags skyld Elon Musks eller JD Vances’ ditto):

“Der er et virkelig interessant overlap mellem Thiels påstande – idiosynkratiske som de er – og de synspunkter, som blev udtrykt under Den Kolde Krig, hvor kristne apokalyptiske dispensationalister pegede på FN eller EF som institutioner, der ville muliggøre Antikrists vej til magten.”

Det forjættede land

Den overordnede pointe er, at dispensationalism siden særligt 1970’erne har kørt som en særpræget – og for sekulære danskere nok meget uforståelig – understrøm i amerikansk politik. Som Torres også beskriver i sin bog The End: What Science and Religion Tell Us about the Apocalypse, mener visse forskere endda, at man kan tale om en “Armageddon-lobby” i Washington, som i udpræget grad ser dårligt nyt i Mellemøsten som godt nyt på et eskatologisk plan.

Med tanke på, at flere terrororganisationer som fx Islamisk Stat tilsvarende har været influeret af parallelle muslimske eskatologiske fortællinger, må man – som bl.a. religionsfilosof Jerry Walls har foreslået – nødvendigvis også forholde sig til de konkurrerende dommedagsudlægninger, når man analyserer de regionale konflikter.

Den evangelical-kristne præsident George W. Bush (som efter eget udsagn var blevet kaldet af Gud til at invadere både Irak og Afghanistan) forsøgte eksempelvis at få den franske præsident Jacques Chirac til at deltage i Irak-krigen med henvisning til Ezekiels bog og Gog og Magog. Samtidig holdt han flere off-the-record-møder med Christians United for Israel (CUFI), en indflydelsesrig kristen zionistisk og pro-israelsk lobbyorganisation med (efter eget udsagn) over 10 mio. medlemmer, som desuden har haft forbindelser til prominente republikanske politikere som bl.a. Lindsey Graham, John McCain, Newt Gingrich og Ted Cruz.

Ikke overraskende har CUFI desuden omfavnet og influeret Donald Trumps aktive Israel-politik, herunder den kontroversielle beslutning om at åbne en amerikansk ambassade i Jerusalem. Tilsvarende har organisationens stifter, Texas-præsten John Hagee – som i 1999 påstod i en prædiken, at “Gud sendte Adolf Hitler for at hjælpe jøderne med at nå det forjættede land” – eksplicit bifaldet udnævnelsen af den tidligere Arkansas-guvernør Mike Huckabee som USA’s ambassadør i Israel.

Huckabee er selv kristen fundamentalist og zionist, og køber altså også ind på den eskatologiske dispensationalist-fortælling om, at et jødisk Israel er en forudsætning for Jesu genkomst.

Antisemitisk zionisme

Hvilket så giver passende anledning til at åbne hele den pandoras æske, som er kristen zionisme – en kuriøs (og dystopisk) konsekvens af de dispensationalistiske fortællinger.

Selv før The Late Great Planet Earth begyndte at hitte, har kristne fundamentalister haft et stift blik rettet mod Israel – altså det forjættede land, som John Hagee kalder det. Simpelthen fordi Israel er de sidste tiders absolut vigtigste geografiske og spirituelle omdrejningspunkt. Da staten Israel blev oprettet i 1948, blev det af mange kristne set som en ekstremt betydningsfuld profetisk opfyldelse. Om noget markerede det, at dommedag måtte være lige rundt om hjørnet.

Kristen zionisme forklarer også til dels, hvorfor amerikanske præsidenter så markant har støttet Israel gennem tiden: simpelthen fordi der er millioner af stemmer i det blandt den evangelisk-kristne vælgerbase (tænk bare på CIFU’s 10 mio. medlemmer). En base, som altså om noget er bevidst om den afgørende rolle, Israel skal spille under de sidste tider. Jesus skal jo sidde på sin trone i Jerusalem, hvilket nødvendiggør en kontinuerlig beskyttelse af den hellige by.

I den forbindelse er det i øvrigt også værd at bemærke, at det er Israel, de kristne zionister ønsker at beskytte, snarere end jøderne som sådan. Følger man det eskatologiske narrativ, må jøderne jo enten konvertere til kristendom eller blive dræbt under trængselstiderne og efterfølgende brænde op i helvede. Hvilket får Émile Torres til at bemærke i The End:

“Selvom kristne zionister, der er motiveret af dispensationalism, tilsyneladende er på samme side som jøderne, kunne deres overbevisninger næppe være mere lumske, ja endda folkemorderisk antisemitiske.”

Gud over klima

Selv hvis vi tager spørgsmålet om Israel og kristen zionisme ud af ligningen, har det fundamentalistisk-kristne eskatologiske verdenssyn – som, qua mine egne erfaringer, ikke kun er forbeholdt amerikanerne – stadig nogle meget reelle og ildevarslende politiske implikationer. Simpelthen fordi de tegner fremtiden i et deterministisk lys, hvor løftet om Guds apokalyptiske mesterplan trumfer behovet for handling nu og her.

Skal man fx forstå Donald Trumps og MAGA-bevægelsens chokerende foragt for klimakrisen – og de dertilhørende bud om at “bore baby, bore” – kan de med fordel ses i forlængelse af den eskatologisk affødte ligegyldighed, mange kristne amerikanere har udvist over for tidligere klima- og miljøspørgsmål.

Ronald Reagans indenrigsminister James Watt – der ligesom Reagan selv var inspireret af The Late Great Planet Earth – mente eksempelvis, at det måtte være en gudsgiven ret at udnytte alle Jordens ressourcer. For hvad betød rovdrift, hvis de sidste tider alligevel var nær? Tilsvarende skulle det tidligere republikanske kongresmedlem John Shimkus under en høring i Repræsentanternes Hus i 2009 have henvist til, at klimaforandringerne vel ikke kunne være en trussel, eftersom Gud gav Noa et løfte om aldrig igen at ville oversvømme hele Jorden.

Spørger man Émile Torres, er den slags dommedags-apati netop karakteristisk for det religiøse mindset – et mindset, som altså kan findes hos såvel Peter Thiel som i Det Hvide Hus eller i et frikirkehjem i Randers:

“Hvis du er kristen, så er Jordens undergang på en meget dybsindig måde begyndelsen på den menneskelige historie. Og der er trøst i, at det, som ligger på den anden side af apokalypsen, er utopien. Nogle personer vil ikke bare se enkeltstående katastrofer – eksempelvis naturkatastrofer – som en bekræftelse af Bibelen, men også finde eskatologisk trøst og håb i dem. Det er en form for psykologisk forsvarsmekanisme i mødet med det faktum, at vi lever i en stadig farligere verden.”

Antikrist er næppe en trussel, vi bør bekymre os om. Men troen på hans komme kan godt vise sig at have apokalyptiske konsekvenser alligevel. /David Dragsted

Artiklen her er fjerde og sidste del af en Føljeton-serie om Antikrist. 

Første afsnit: Thiels sidste tider.
Andet afsnit: Højrefløjens dystre drømme.
Tredje afsnit: Min personlige Antikrist.
Fjerde afsnit: Dommedag nu?