Olivier Hoslet/EPA/Ritzau Scanpix
“De gør ikke et godt stykke arbejde. De taler for meget. Og de opnår ikke noget.” Donald Trump gav en kontant analyse af Europas forhold til Ukraine for halvanden uge siden i et interview med Politico. Et interview, hvor han også fik sagt, at de fleste europæiske nationer “forfalder” og at europæiske ledere er “svage” og nogle endda også “virkelig dumme”.
Torsdag fik EU’s stats- og regeringsledere så chancen for at modbevise den amerikanske provokatør til årets sidste og måske vigtigste topmøde i Det Europæiske Råd. Øverst på dagsordenen var nemlig en længe ventet forhandling om finansiering af Ukraines økonomi og fortsatte kamp mod Rusland.
Ukraines situation blev af EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen beskrevet som “akut”. Ifølge EU og Den Internationale Valutafond (IMF) mangler Ukraine nemlig 137 mia. euro for at holde sig kørende. EU-landene har tidligere forpligtet sig til at dække to tredjedele af det hul, så der skulle således findes enighed om en finansieringsplan på ca. 90 mia. euro til ukrainerne.
På sædvanlig storladen vis indvarslede von der Leyen topmødets vigtighed: “Dette er Europas uafhængighedsøjeblik.” En solid aftale ville ikke bare sikre Ukraines økonomi, men også sende et tydeligt og tiltrængt signal til både Putin og Trump om at EU står sammen, når det gælder. Og at EU altså ikke bare er store ord og tom snak.
Der var på forhånd lagt to finansieringsforslag på bordet. I det ene forslag skulle EU udnytte en del af de 210 mia. euro i indefrosne russiske midler, der findes i Europa. De indefrosne midler skulle bruges som garanti for et såkaldt krigsskadeerstatningslån til Ukraine, der i så fald først skulle betales tilbage, hvis Rusland en dag betaler krigsskadeerstatning til ukrainerne.
Hovedproblemet ved den ellers snedige manøvre med at bruge russiske midler mod dem selv, var at hovedparten af midlerne er indefrosset i det belgiske selskab Euroclear. Og netop dét gjorde, at belgierne var bange for at stå alene med sorteper, hvis Rusland en dag skulle betales tilbage for de indefrosne midler.
Inden topmødet havde den belgiske premierminister Bart de Wever derfor gjort det klart, at han krævede ubetinget dækning i tilfælde af russiske efterkrav på de indefrosne midler, hvis Belgien skulle bakke op om den plan. Mette Frederiksen var enig i, at EU skulle bære noget af byrden, men var også klar til at presse belgierne til grænsen: “(…) budskabet til Belgien må være, at et enkelt land ikke skal kunne blokere for at gøre det, der er det rigtige.”
Det andet forslag gik på, at EU skulle udstede lånet gennem EU-budgettet. Et forslag, der på forhånd havde lange udsigter, da det – ulig det første forslag – krævede enstemmighed blandt regeringslederne at stemme igennem. Og med den Putin-venlige ungarske premierminister Viktor Orbán omkring bordet, ville det aldrig kunne lade sig gøre. Som han sagde inden mødets start: “Jeg vil ikke se EU i krig. Og at give penge er lig med krig.”
På trods af forskellige planer og store uenigheder, stod det klart, at EU ikke havde råd til at fejle. En aftale skulle i hus. Både for ukrainernes fremtid og for EU’s troværdighed. Et mislykket forsøg på en aftale ville på værste vis bevise Trumps analyse. Og som Trumps navnebror og polsk premierminister Donald Tusk kontant sagde det: “Enten penge i dag eller blod i morgen.”
Med linjerne trukket helt skarpt op, kunne topmødet endelig begynde. Mens regeringslederne diskuterede dagens andre punkter, og diverse embedsfolk forhandlede på livet løs i kulisserne, stod det hurtigt klart, at det nok ville blive en lang og sej kamp at få en aftale på plads.
Da regeringslederne endelig var kommet til det vigtigste punkt på dagsordenen, var klokken allerede over ni om aftenen. Der hersker åbenbart en udbredt idé blandt politikere om, at man sagtens kan forhandle historiske aftaler på plads efter tolv timers møde.
Udholdenhedskampen fortsatte helt til klokken tre om natten. Undervejs havde forhandlingerne bølget frem og tilbage, men i sidste ende kunne belgiske Bart de Wever og resten af de europæiske ledere ikke blive enige om vilkårene for en aftale om de indefrosne russiske midler.
På falderebet blev der derfor indgået en aftale om, at EU-landene – undtagen trekløveren Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet – låner 90 mia. euro til Ukraine med EU-budgettet som garanti. Hvis Ukraine modtager krigserstatning fra Rusland skal pengene til EU betales tilbage og ellers forbeholder EU sig retten til at anvende de indefrosne midler til at tilbagebetale lånet.
At den endelige aftale bliver en slags kompromis mellem de to forslag, er måske i virkeligheden ikke så overraskende. Med den store interne splittelse, der findes blandt de 27 medlemslande, kan det ikke være andet end kompromisernes union. Aftalen vil uden tvivl blive udlagt som et nederlag blandt mange, og det havde da også været symbolsk at bruge russernes penge mod dem selv, men i sidste ende må det vigtigste være, at ukrainerne kan fortsætte deres vigtige kamp noget tid endnu. EU er ikke kun snak. /Oliver Brinkmann