Kylie Cooper/Reuters/Ritzau Scanpix
2026 er kommet bemærkelsesværdigt hæsblæsende fra start. Det begyndte i det hele taget forvirrende. Da vi trådte ind i det nye år, havde uge 1, som i sagens natur normalt forbindes med det nye år, allerede været i gang i 72 timer. I dag tager vi hul på uge 2 i et år, der har 53 uger og ikke de velkendte 52. Sidste gang, vi havde sådan et år, altså med 53 uger, var i 2020, et år, som startede lige så vanvittigt med gigantiske skovbrande i Australien, voldsomme oversvømmelser i Indonesien og USA’s umotiverede likvidering af den højtstående iranske militærmand Qasem Soleimani med et missilangreb på irakisk grund. Vist var Soleimani en grimmer karl, men alligevel…
Nu skriver vi så mandag den 5. januar 2026, og den amerikanske regering har allerede foretaget en ulovlig invasion af Venezuela og kidnappet landets præsident Nicolás Maduro. Vist er Maduro en grimmer karl, men alligevel…
Glem det med de 53 uger. Lad os ikke søge svar i det overtroiske. Som kong Frederik var inde på i sin televiserede nytårstale til nationen, er det heller ikke nødvendigvis en gangbar løsning på problemerne at lukke øjne og ører. “At slukke for nyhedsstrømmen kan virke som en udvej – mange har nok haft trangen – men det er en stakket trøst. Virkeligheden sker, om vi ænser den eller ej,” sagde han.
Det med den stakkede trøst har manden ret i, men der er noget grundlæggende, han har misforstået omkring virkeligheden. Virkeligheden, det er en hund, der gør, det er et barn, der bliver født, det er et træ, der vælter i stormen. Det, kongen ser i fjernsynet, når han fx flader ud foran Nyhederne, er en medieret virkelighed. Den er blevet filtreret – ofte af folk, der ikke selv er klar over, hvilke principper de filtrerer den efter.
Det samme gælder kong Frederiks egen nytårstale. Regentens nytårstaler skrives i Statsministeriet. Den kongelige højhed kan så sammen med sin hofmarskal eller andre medarbejdere i spraglede uniformer præge talen i den ene eller den anden retning og give den noget sproglig kolorit, bare det ikke bliver for politisk. At man godt må præge talens indhold og ikke kun dens form, lader til at være gået hen over hovedet på Frederik. Ikke et ord om klimaet, ikke et ord om Gaza, men masser om krig og Nato og Ukraine og om, at Danmark har brug for, at unge tager en håndværksuddannelse. “Unge lærlinge og faglærte kan udrette underværker med deres hænder”; “det tjener os alle, når unge vælger et håndværk. Vi har brug for flere, der kan bruge både hovedet og hænderne.”
Kong Frederik var afsender, men talen kunne lige så godt være skrevet af nogle socialdemokrater helt oppe omkring Mette Frederiksen. Statsministerens nytårstale dagen efter havde samme tilsnit: Klimaet var ikke bare gledet i baggrunden, det var helt forsvundet. Gaza spiller heller ingen rolle i Frederiksens bevidsthed. Lad os bede til, at det bliver hendes sidste nytårstale.
Norges kong Harald havde i sin nytårstale ikke svært ved at favne det hele – og så endda i ganske få sætninger: “Her hjemme sliter mange med å få hverdagen til å henge sammen. Vi lider med våre medmennesker i Gaza, Ukraina og Sudan. Og vi blir opprørt over mangelen på enighet om rettferdige, varige løsninger. Det gjelder også i arbeidet med å beskytte kloden vår og naturmangfoldet mot klimaendringer. De har i år igjen fått katastrofale følger for mennesker som er ekstra utsatt. Viljen til å ta skikkelig grep ser fremdeles ikke ut til å være sterk nok.”
Og i stedet for at ønske nordmændene godt nytår på en dyster note talte han lyset frem: “Allikevel: Vi har så mye godt og viktig å ta vare på. Som vi har bygd opp sammen, som vi må bevare sammen, og som vi fortsetter å skape sammen. Vi må bidra der vi kan. Både i det store og det lille.”
Den bedste nytårstale blev holdt på Manhattan. Den 1. januar blev Zohran Mamdani indsat som New York Citys nye borgmester. Den rummede det hele, og der var plads til alle. “Til dem, der insisterer på, at æraen for ‘big government’ er ovre, så lyt til mig nu,” sagde han. “Rådhuset vil ikke længere tøve med at bruge sin magt til at forbedre newyorkernes liv. Alt for længe har vi rettet blikket mod den private sektor for at finde storhed, mens vi har accepteret middelmådighed fra dem, der tjener offentligheden. Jeg kan ikke bebrejde nogen, hvis de er begyndt at stille spørgsmål til styrets rolle – når troen på demokratiet er blevet udhulet af årtiers ligegyldighed.” Sådan holder man en indsættelsestale. Der er virkelighed, og der er medieret virkelighed. Hvis man selv må vælge sin medierede virkelighed, hvorfor så ikke vælge Zohran Mamdanis? /Oliver Stilling