Nyhedsanalyse
Selvfølgelig handler det om olie
USA’s angreb på Venezuela er konklusionen på en langvarig amerikansk stræben efter verdens største oliereserver.
Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix
Måske var det meget godt, at USA’s præsident Donald Trump ikke vandt Nobels fredspris. Knap var året skudt i gang, før USA gennemførte et militærmæssigt imponerende og geopolitisk uoverskueligt angreb i Venezuela.
Natten til lørdag blev præsident Nicolás Maduro og hans kone pågrebet af amerikanske styrker i en skræmmende effektiv aktion, som blot tog nogle få timer. Konsekvenserne af kidnapningen kan imidlertid tage mange år at udrede; kimen til en ny verdensorden er muligvis blevet lagt her ved indgangen til 2026.
Mandag skal Maduro stå skoleret ved en domstol i New York, tiltalt for såkaldt narkoterrorisme. Hvilket altså samtidig agerer figenblad for Trump-administrationens folkeretsstridige magtgreb i Venezuela. Man skal dog ikke ligefrem være nogen Sherlock Holmes for at kunne ane den nøgne sandhed om Donald Trumps kejserlige (og pengegriske) ambitioner.
I årtier har USA haft et varmt øje på Venezuelas oliereserver, som tilmed er verdens største. Og lige siden Nicolás Maduro forgænger Hugo Chávez kom til magten, og i 2001 gennemførte en række anti-neoliberale tiltag – i hvilken forbindelse olien blev nationaliseret og amerikanske olieselskaber som Exxon Mobil og ConocoPhillips smidt på porten – har “lederen” af den “frie” verden forsøgt at reetablere adgangen til det sorte venezuelanske guld.
Som vores Ude af kurs-skribenter Marie Hedegaard og Jonas Lodahl også tidligere har forklaret, skal USA’s hårde og omfattende finansielle sanktioner mod Venezuela – som særligt siden 2017 har været en væsentlig medvirkende faktor til landets forværrede recession – netop ses i dette petro-imperialistiske lys.
Med fuldt overlæg har USA længe gødet vandene for et regimeskifte i det sydamerikanske land, som vil give amerikanerne kontrol over de omfattende oliereserver. Noget, menneskerettighedsadvokaten Dan Kovalik også har beskrevet i bogen med den sigende titel The Plot to Overthrow Venezuela – How the US Is Orchestrating a Coup for Oil.
Taget i betragtning, hvor god Donald Trump er til at smide alle diplomatiske masker og snarere say the quiet part out loud, kan det derfor heller ikke undre, at han på det første pressemøde efter angrebet hurtigt gik fra tale om narkoterrorisme til olie. Det var, som hvis George W. Bush pludselig havde droppet sine hårdnakkede (bort)forklaringer om masseødelæggelsesvåben, dengang USA invaderede Irak.
Nu, hvor militæroperationen i Venezuela var en bragende succes – og USA på skræmmende vis har demonstreret sin overmagt – behøver Trump ikke længere være så påpasselig. For som han også proklamerede efter angrebet og bortførelsen af Nicolás Maduro: “Den amerikanske dominans på den vestlige halvkugle vil der aldrig igen blive sat spørgsmålstegn ved.”
Tilbage står så bare en lang, lang række spørgsmål om, hvad der herfra vil ske med Venezuela.
Selvom præsident Maduro apropos ovennævnte amerikanske finansielle sanktioner ikke alene kan klandres for landets dårligdomme, hersker der ingen tvivl om, hvor ødelæggende og menneskerettighedsforagtende hans regime har været. At flere end 7,8 mio. mennesker ifølge FN’s Flygtningeorganisation har forladt landet siden 2014, taler sit eget tydelige sprog. Derfor giver det da også god mening, at venezuelanere verden over har fejret hans fald.
Om en Trump-styret dukkeregering – i første omgang anført af Maduros vicepræsident Delcy Rodriguez – vil vise sig som et bedre alternativ, kan dog godt være tvivlsomt. I hvert fald har USA som demokratiets selvbestaltede (og oliefikserede) vagthund ikke ligefrem den bedste track record hvad angår at følge sine gennemtvungne regimeskifter til dørs. Og hvis det er Trumps MAGA-stab, som nu bestemmer, er det næppe venezuelanernes fremtidige ve og vel, som kommer i første række.
Så meget desto mere ildevarslende bliver det, at Trump allerede nu, godt opstemt af sejren i Venezuela, truer bl.a. Colombia, Cuba, Mexico og – ikke mindst – Grønland med tilsvarende befrielser. For hvem skal egentlig stoppe ham, hvis international lov og ret viser sig at være ren staffage? Mere om det i løbet af ugen. Vamos! /David Dragsted