Fastelavnsboller og krigsteknologi

Egentlig er der noget smukt i, at en af de værste diplomatiske kriser, Danmark har oplevet i nyere tid, finder sted under fastelavnsbollesæsonen. Hvordan vi tilsyneladende vil mæske os i eksorbitante flødeskumskager, mens den eksisterende verdensorden bryder sammen, og Danmarks “tætteste” allierede truer med måske/måske ikke at bruge militær magt for at erobre Grønland.

Som man må forstå på DR, er den konditori-konditionerede fastelavnsbollemassepsykose i hvert fald i fuld gang. I år kan “man” (altså primært københavnere) fx erhverve et stykke sæsonbetinget bagværk med crème brûlée fra Lagkagehuset, eller en kaloriebombe med “chokolade/rom/blåbær-kompot“ fra Ard Bakery. Samtidig har statsradiofonien gjort sig den ulejlighed at tale med Henrik Mühlendorph, som er adm. direktør i bagernes og konditorernes brancheorganisation BKD. Ikke overraskende spår han nogle vilde måneder for fastelavnsbollerne:

“Hvert år siger jeg, at ’nu kan det ikke blive større’, men folk vil have det, så det bliver det alligevel.”

Men hvad er det da, som drager danskerne mod bagerierne? Også her er branchemanden svarparat:

“Timingen betyder meget. Der sker ikke meget her i januar og februar. Vi fryser, og så vil vi gerne hygge os. Der er noget dansk i at spise godt bagværk og forkæle sig selv, når det er koldt. Så nej, jeg tror ikke, at det vil vende, så længe danskerne gerne vil spise noget rigtig lækkert.”

Nej, der sker ikke så meget lige nu. Måske er det også derfor, at den allerøverste historie på Politikens hjemmeside her til morgen har været en klumme om det københavnske andelsboligmarked under titlen ’Derfor kommer de fedeste andels­lejligheder næsten aldrig til salg’. Der er noget sært betryggende i dén redaktionelle prioritering. For uanset hvad vil intet kunne forarge eller fascinere lige så meget som priserne på en fastelavnsbolle eller en Nørrebro-bolig på 58 kvadratmeter med bruser i håndvasken.

Og uanset hvad skal vi nok kunne vinterhygge os ind i tredje verdenskrig.

Den stærkestes ret

Beklager, nu kom vi vist til at male Fanden lidt hurtigt på væggen. Har man fulgt med i Trump-nyhedsvirvaret de seneste par dage må konklusionen vel foreløbigt være, at ingen – inklusive Donald Trump selv – har nogen som helst idé om, hvad der vil ske. “Vi vil bekymre os om Grønland om omkring to måneder. Lad os tale om Grønland om 20 dage”, har USA’s præsident senest sagt. Vi vælger at forholde os lidt skeptisk til en mand, som øjensynligt tror, at 10 dage udgør en måned.

Mere ildevarslende er det, at Stephen Miller – en af Trumps tætteste rådgivere og mand til Katie Miller, som lavede det nu infamøse tweet med Grønland klædt i ‘Stars and Stripes’ under ordene “SNART” – i et nyt interview med CNN har understreget, at Grønland retmæssigt tilhører USA, at amerikanerne kan tage landet, hvis de vil, og at ingen har tænkt sig at tage kampen op mod verdens største og mest magtfulde militær, eftersom den stærkestes ret gælder. Eller sagt med Millers ord:

“Vi lever i en verden, hvor du kan tale alt du vil om internationale høfligheder og alt muligt andet. Men vi lever i en verden, i den ægte verden […] som er styret af styrke, som er styret af kraft, som er styret af magt. Dette er verdens jernlove.”

Hvis det vitterligt er sådan, Trump-administrationen betragter det geopolitiske spil, forstår man godt statsminister Mette Frederiksens (S) lettere defaitistiske udtalelse:

“Hvis USA vælger at angribe et andet Nato-land, så hører alting op.”

Flødeskumsforudsigelser

Frem mod sin død skrev science fiction-forfatteren Ursula K. Le Guin flittigt små kommentarer til diverse ting. For nylig faldt vi fx over et indlæg, Le Guin skrev tilbage i 2005. Det var affødt af en tiltagende frustration over en anmelder-beskyldning om, at Le Guin lavede blød snarere end hård sci-fi, og derfor ikke forholdt sig til teknologi som sådan. Intet kunne dog være mindre rigtigt, pointerede Le Guin – for faktisk er det vores syn på teknologien som er blevet afsporet:

“Vi er blevet så afstumpede af 150 års uophørlig teknisk udvikling, at vi mener, at kun noget så komplekst og prangende som en computer eller et jetfly fortjener at blive kaldt ‘teknologi’. Som om linned var det samme som hør – som om papir, blæk, hjul, knive, ure, stole og aspirinpiller var naturlige genstande, der var født sammen med os som vores tænder og fingre – som om stålgryder med kobberbund og fleeceveste spundet af genbrugsglas voksede på træer, og vi bare plukkede dem, når de var modne… En måde at illustrere, at de fleste teknologier faktisk er ret ‘avancerede’, er ved at spørge sig selv om ethvert menneskeskabt objekt: ved jeg, hvordan man laver sådan et?”

I en tid fyldt med droner, F35-kampfly og atomdrevne ubåde med nukleare sprænghoveder, som kan fjerne hele lande fra jordens overflade på få minutter, kan det måske alligevel betale sig at tænke småt over selv de store ting. Det interessante er ikke så meget atombombens fysiske teknikaliteter eller flødeskummets viskositet i fastelavnsbollen, som hvad deres respektive eksistenser gør ved os mennesker – og at der egentlig er noget makabert-smukt i, at vi kan fremstille begge dele.

“Jeg tror, at vi i år vil se en kombination af det søde fra vaniljen og chokoladen sammen med det friske og syrlige og jagten på umamien. Det kan være rabarber, ribs og asiatiske citrusfrugter. Man vil i hvert fald mange steder igen udvikle fastelavnsbollerne og gøre det lidt anderledes”, spår Henrik Mühlendorph om årets fastelavnsbollesæson.

Når alle andre fremtidsforudsigelser svigter, har vi i det mindste denne at holde fast i.

Så nyd din fastelavnsbolle, dyrk den kulinarisk-teknologiske nytænkning gemt heri. Lær at stoppe med at bekymre dig, og i stedet elske chokoladebomben. Hvem ved, måske vil alt det her løse sig, når Mette Frederiksen i en diplomatisk feberredning kårer Donald Trump som kattekonge, og vi alle kan fejre fastelavn i fred og fordragelighed. Se for dig, med lækker mousse, creme og kompot smurt ud over hele bærret, hvordan USA’s præsident lægger battet fra sig for at modtage den guldimiterende papirkrone, han så inderligt higer efter. Det hele skal nok gå, hvad end der bliver lavet boller eller ballade. /David Dragsted