Løgnerens torv

På den røde løber til weekendens Golden Globes-show bar flere kendisser små badges. “Be Good” stod der på skuespiller Mark Ruffalos og “ICE out” på Ariana Grandes.

“Lige så meget som jeg elsker alt det her, så ved jeg ikke, om jeg kan lade som om alle de her sindssyge ting ikke sker,” sagde Mark Ruffalo. “Vi har en præsident, der siger, at verdens love ikke gælder ham, og at vi kan bero os på hans moral. Men han har ingen, så hvor efterlader det os? Hvor efterlader det verden?”

Det er som regel ikke nogen god idé at forlade sig på en Hollywood-kendis til at forstå verden, men Mark Ruffalo har nu fat i noget.

I et interview med The New York Times i sidste uge – der for længst har skabt overskrifter verden over – fik præsident Donald Trump sagt, at det eneste, der kan stoppe ham, er ham selv. En replik, der lige så godt kunne være blevet sagt af en af deltagerne til awardshowet. De fire journalister fik hele fire timer med præsidenten. Han var angiveligt i godt humør, da de mødtes i Det Ovale Værelse sidst på dagen onsdag den 7. januar.

Samtalen kom vidt omkring. Den handlede meget om præsidentens temmelig nonchalante holdning til international lov – særligt med henblik på, hvordan hans ønske om at overtage Grønland har skabt en presset stemning i EU og i Danmark. “Ejerskab er meget vigtigt,” sagde han, da han blev spurgt, om ikke det er nok at have Grønland som allieret. “Hvorfor er ejerskab vigtigt her?” spørger journalisten, og Trump svarer:

“Fordi det er det, jeg føler er psykologisk nødvendigt for succes. Jeg tror, ​​at ejerskab giver dig noget, du ikke kan gøre, uanset om du taler om en lejekontrakt eller en traktat. Ejerskab giver dig ting og elementer, som du ikke kan få ved blot at underskrive et dokument, som du kan have et grundlag for.”

Samme dag som interviewet med The New York Times fandt sted, den 7. januar, blev Renee Nicole Good, en 37-årig mor til tre, skuddræbt af en ICE-agent i Minneapolis. Som modreaktion på tilstedeværelsen af USA’s føderale immigrationsmyndighed i lokalområdet havde Good blokeret en villavej med sin bil, mens hun sammen med sin kone og andre lavede larm ved at dytte og fløjte. Larmen skulle gøre ulovlige immigranter i nærområdet opmærksomme på ICE-agenternes tilstedeværelse.

I en video – som ICE-agenten, der skuddræbte Renee Nicole Good, har optaget – ses Good i sin bil med vinduet rullet ned, mens hun kigger på agenten og siger: “Det er fint, dude, jeg er ikke sur på dig.” I en senere video ses flere ICE-agenter, der prøver at tiltvinge sig adgang til Goods bil. De hiver i håndtaget mens de råber: “Stig ud af den fucking bil.”

Good bakker bilen for at køre væk. Hun drejer skarpt mod højre, væk fra agenterne. Ifølge én video snitter hun måske lige den ICE-agent, som efterfølgende skyder ind ad forruden tre gange.

De videoer, der har cirkuleret siden skuddrabet torsdag, viser det samme fra forskellige vinkler. En bil, der bakker og drejer, og en mand, der skyder direkte ind i den. At den amerikanske regering siden har fordømt Good som “terrorist” og “radikaliseret” er selvfølgelig skuffende, men heller ikke overraskende for propagandamøllen.

Én ting er dog at høre et indstuderet pressesvar fra den amerikanske regering. Noget andet er at høre det blive sagt i realtid. Da journalisterne bringer skuddrabet op i Det Ovale Kontor, beder Donald Trump en af sine ansatte om lige at finde computeren frem, så de kan se “videoen” sammen, selvom journalisterne gentager, at der er flere videoer og flere vinkler.

Fremtidsudsigter

“Jo mere succesfuld en løgner er, desto mere sandsynligt er det, at han vil blive offer for sine egne opspind,” skrev Hannah Arendt i en artikel i New Yorker tilbage i 1967 under titlen “Truth and Politics”. At sandhed og politik ikke er på god fod, er der ingen tvivl om, skriver hun. Det helt store problem opstår dog, når løgneren heller ikke selv længere kan skelne mellem sandt eller falsk.

Mens Donald Trump sidder og skaber “alternative sandheder” i realtid foran de fire journalister i Washington, har Israels premierminister Benjamin Netanyahu også fået øvet sig i den samme virkelighedsforvrængende kunst. Det kunne ses i et glitrende interview med The Economist, dagen efter Trumps interview med The New York Times.

Overfor en meget “sympatiserende” journalist i form af The Economists chefredaktør Zanny Minton Beddoes og redaktør Edward Carr, giver Benjamin Netanyahu et langt eksempel på Arendts pointe. Han bliver spurgt, hvordan han vil huskes. “Som en, der hjalp med at sikre den jødiske stats liv og dens fremtid”, svarer han. Snart begynder han på en timelang undvigelse af spørgsmål og levering af indøvede svar om islamiske terrorister, der bruger civile som skjold i stedet for at lade dem komme ned i deres 500 kilometer lange tunneler, så de kunne være beskyttede fra den israelske hærs bombardement. Han taler om terrorister, der træner deres børn til at blive selvmordsbombere, og som spiser deres fjenders hjerter, mens de er levende. Med al den ondskab er det svært at se, hvordan regionen nogensinde kommer til at klare sig uden Israel, må det forstås. Krigen, som Israel kæmper nu, er med propaganda, forklarer Netanyahu, inden han ublu og helt vanvittigt kommer med sammenligningen: “Jeg tvivler på, at Churchill kunne gå ind i Anden Verdenskrig, hvis folk så, hvad der virkelig skete.”

I 2026 skal Israel til valg. Netanyahus regering er allerede i gang med at geare op. Mandag kunne man i Al Jazeera læse, at Israel har offentliggjort nye planer om at bygge ulovlige bosættelser i det annekterede Østjerusalem, mens man inden jul kunne læse, at regeringen også har godkendt 19 nye ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det er svært for løgneren ikke at lade sig rive med af egne fortællinger. /Astrid Plum