Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2026
Spørgsmålet er vel, præcis hvornår det var, vi blev fanget i en så dilettantisk og uforståelig, men alligevel mareridts-fremkaldende udgave af Alice i Eventyrland. Ingen har vel for fanden bedt om denne fortolkning, hvor den barnlige og utilregnelige Hjerter-Dame portrætteres af Donald Trump, mens Vladimir Putin triumferende leverer Filurkattens smørede smil. Og hvor alle scener tilsyneladende er variationer over teselskabet hos den gale hattemager.
Te og dialogkaffe skal der i hvert fald til i rigelige mængder på de kommende arbejdsgruppemøder om Grønlands fremtid, som Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt med nikotingult fingerspitzgefühl onsdag fik forhandlet på plads i Det Hvide Hus. Ikke at vi vil spå den slags danske løsningsmodeller de store chancer. Særligt ikke med tanke på, at Donald Trump samme dag hellere ville bruge tiden på at tale om mælk og falde i søvn. Husk, at det er dette Lewis Carroll-agtige forhandlingsrum, vi nu er trådt ind.
Torsdag overrakte den venezuelanske oppositionsleder María Corina Machado nobels fredspris – altså hendes egen medalje – til Trump i en seance så tåkrummende, at ord ikke længere rækker. Nok også fordi ord som “fred” er blevet blottet for mening. Overdragelsen fandt sted, selvom præsidenten senest har truet med at sende føderale tropper til Minneapolis. Selvom han har luftet idéen om at aflyse midtvejsvalget. Og selvom Nato-lande som Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Norge og Sverige har set nødsaget til at sende militærpersonel til Grønland og i ramme alvor overveje det scenarie, at USA kunne finde på at angribe.
“Præsidentens besættelse af Grønland er særlig farlig, fordi den ikke har noget reelt grundlag: Trump er tilsyneladende fast besluttet på at få øen, kun fordi Danmark og resten af verden fortæller ham, at han ikke kan få den”, skriver Tom Nichols, The Atlantic-skribent og professor emeritus i nationale sikkerhedsspørgsmål ved U.S. Naval War College. Det opsummerer vist situationen meget godt. Hjerter-Dame vil have, hvad Hjerter-Dame vil have, og vi har intet effektivt modspil. Eller hvad?
I Information kan man passende læse fem forskellige fagpersoner komme (betalingsmur) med deres bud på, hvad man kan gøre for at afmontere Grønlands-krisen og få USA’s præsident på bedre tanker. Et af forslagene, som leveres af Jens Wendel-Hansen, historiker og tidligere adjunkt ved Grønlands Universitet, går på at give Donald Trump ‘the royal treatment’. Altså simpelthen invitere ham på statsbesøg “og pakke ham ind i slotte, flotte malerier og glimmer.” Man kunne endda lade ham skrive sit navn på ruderne på Fredensborg Slot, for “det har mange skurke gjort i tidens løb, én fra eller til gør ingen forskel.”
Kort sagt: Vi skal på alle måder udnytte, at vi er et kongerige. Hvilket vi kun kan bakke op om. Ja, lad os da gå endnu længere end Wendel-Hansens forslag, og simpelthen omfavne den galskab til fulde, som vi alligevel er fanget midt i. Lad os få smæk for apernagen, og smide en ægte joker mod Trumps opmærksomhedshungrende sabelraslen: Få Kong Frederik på banen, og lad ham udfordre Donald Trump til en vaskeægte mand-mod-mand-dyst om Grønland: Et Royal Run på hundeslæde, hvor den første, som ankommer til målstregen i Nuuk, vil blive kronet som retmæssig konge af landet.
Planen er skudsikker. Der er intet at tabe. Sandsynligvis vil det ende som dengang, hvor Elon Musk og Mark Zuckerberg udfordrede hinanden til en cage fight, hvorefter kyllingen Musk – med hjælp fra sin mor – måtte bortforklare, at han alligevel ikke turde.
Med tanke på, hvor forfængelig Trump er, ville han lynhurtigt få drejet samtalen over på alt andet end Grønland, hvis Kong Frederik stod klar med et hundekobbel og udfordrede ham til duel. Og hvis Trump mod alle forventninger skulle tage udfordringen op, jamen, så bliver det da en ren formsag for Pingo at smadre Trump og sende præsidenten grædende hjem som den store taber han er. Kom så, gør det for os alle sammen Frede. Gør det for Kongeriget Danmark. /David Dragsted