Nyhedsanalysen

Sosserne ser rødt

Socialdemokratiets kongres fortsatte lørdag d. 24. september på andendagen i Aalborg Kongres og Kulturcenter . Lørdag eftermiddag talte fhv. formand og statsminister Poul Nyrup Rasmussen . (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016)

De største beløb, de største skandaler og de største studehandler får ofte lov til at glide lige i glemmebogen, fordi medier, politikere og borgere foretrækker de lidt lettere, sjovere og flygtige personsager. Men en sjælden gang imellem klæber problemerne, uregelmæssighederne og søforklaringerne sig fast – og ender med at blive udfordret. Sådan er det gået med det delvise frasalg af Dong Energy til den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. I efteråret besluttede statsrevisorerne – efter afsløringer her i Føljeton – at pålægge Rigsrevisionen at granske ikke mindst Finansministeriets omdiskuterede rolle i salgsprocessen.

Overraskende nok var formanden for statsrevisorerne, SF’eren Peder Larsen (statsrevisorerne er politisk udpegede), imod granskningen. Overraskende fordi hans eget parti, SF, netop var dem, der blev snøret af langt mere snedige kræfter i centraladministrationen. Endnu mere overraskende gik han pludselig ud i netavisen Altinget.dk og undsagde hele granskningen: ”Hvorfor spilde krudt på noget, som sandsynligvis ikke fører til noget? Det er i højere grad ideologi og ‘kalkunjagt’ end saglige argumenter, der er årsag til, at Rigsrevisionen skal se nærmere på Dong-salget. Jeg tror ikke, der er noget at komme efter,” sagde Peder Larsen.

Ikke noget at komme efter? Det lyder jo som en tidligere statsminister. Og ordene har bestemt også fået en tidligere statsminister til at reagere, men ikke Anders Fogh, selvfølgelig. I et debatindlæg i dagens Politiken går tidligere S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen sammen med professor Steen Hildebrandt kontant og skarpt i rette med SF’s statsrevisor, Peder Larsen:

”Midt i september besluttede statsrevisorerne noget overraskende at bede Rigsrevisionen om en undersøgelse af Dong-salget. Overraskende, fordi revisorernes egen formand på forhånd erklærede sig som modstander af en sådan kulegravning – også da netmediet Føljeton (13.9.) havde afsløret eksistensen af en hemmeligholdt Dong-plan (med navnet ’Projekt RED’), der allerede i 2012 forudså muligheden for de voldsomme værdistigninger i statens energiselskab,” hedder det i indlægget, som fortsætter:

”I et lukket rum kan undersøgelsen i disse uger være på vej mod en meget lille afgrænset ’note’ – udformet i Peder Larsens ånd – eller noget helt andet og mere omfattende. Har det utidige pres fra statsrevisorernes egen formand rent faktisk haft en virkning, således at sagen i sidste ende lukkes uden en tilbundsgående undersøgelse? Vi ved det ikke. Der har været tavshed siden. Alene af den grund er der mildest talt brug for en fortsat årvågen befolkning – og ikke mindst, at pressen ikke glemmer sagen og bliver taget på det forkerte ben, når statsrevisorerne i starten af det nye år får deres ønskede svar.”

Advarslen er klar: Hvis Peder Larsen får frit spil til at bagatellisere granskningen, risikerer hele Danmark, at vi aldrig får at vide, hvad der skete med milliarder og atter milliarder af fælles kroner tilbage i 2013 og 2014. Og selv om statsrevisor Peder Larsen ikke ligefrem virker til at være en mand, der bøje af for pres, er der klare partipolitiske spændinger på spil.

SF’erne får nemlig aldrig lov til at køre på frihjul, hvis socialdemokraterne skal bestemme. Det begyndte, da daværende udenrigsminister Per Hækkerup sagde, at SF skulle ”under ansvarets åg” – at partiet skulle trækkes, vrides og knuses helt inde i magtens mørke korridorer, hvor lyset fra den rene idealisme aldrig slipper ind. Efter mange tilløb lykkedes Hækkerups projekt først for alvor i 2014, hvor den af navn socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon fik knækket ryggen på folkesocialisterne. Det delvise frasalg af Dong Energy fik splintret SF’s folketingsgruppe, så partiet måtte trække sig selv-ydmyget ud af SRSF-regeringen.

Mens SF’erne imploderede i stille skam, voksede vreden frem i store dele af Socialdemokratiet. En vrede, som rettede sig mod både Bjarne Corydons regeringsførelse og SF’ernes ryggesløshed. Og nu kommer tæskene derfor fra de klassiske socialdemokrater, som med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen insisterer på, at offentligheden skal vide, hvem der tilsyneladende har scoret kassen på udsalg af fælles værdier.

Poul Nyrup blander sig sjældent, og når han gør, er der grund til at lytte: Rigsrevisionen har nu muligheden for at vise deres reelle uafhængighed af regeringen og magtpartierne og levere en fyldestgørende granskning af Dong-salget, som besvarer alle de ubekvemme og endnu ubesvarede spørgsmål i den nye danmarkshistories største politiske skandale – som journalisterne Anders-Peter Mathiasen og Erik Valeur har oprullet her i Føljeton.

Magtfordrejningen er sket gennem flere år, og nu må Rigsrevisionen træde i karakter med en gennemgribende granskning, der fjerner grundlaget for hele den giftige mistillid til det politiske system i Danmark, som det mørklagte Dong-salg desværre har skabt og næret.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12