Diktator in spe

Så… hvornår må vi egentlig begynde at sammenligne Donald Trump og MAGA-bevægelsen med Adolf Hitler og nazismen? Sådan ægte? Sammenligningen er usmagelig og uperfekt, ingen tvivl om det. Den risikerer at negligere den unikke ondskab og kynisme, som lå gemt i “Det Tredje Rige”, og desuden at ignorere de stedsspecifikke historiske omstændigheder – noget man altid skal være påpasselig med. Der er helt åbenlyst mange områder, hvor de to mænd og regimer intet har med hinanden at gøre. Omvendt begynder der dog også at være ildevarslende mange overlap.

Gentagne gange har Trump og hans kampagneapparat brugt hundefløjter, som har haft en umiskendelig nynazistisk misklang. I stigende grad begynder ICE at ligne en slags amerikansk Gestapo eller Sturmabteilung. Præsidentens imperalistiske ambitioner bliver stadig mere tydelige, som var “erobringen” af Venezuela en slags MAGA-pendant til Nazi-Tysklands annektering af Sudeterlandet. Pludselig står Trump og banker på døren til Grønland, som et besynderligt ekko af Hitlers trusler mod Polen i 1939 – vel vidende, at det kan udløse en ny verdenskrig.

I sine taler lyder Trumps tætte rådgiver og vicestabschef Stephen Miller vel rigeligt som Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, mens mæcenen Elon Musk vitterligt har stået på scenen og heilet til et MAGA-vælgermøde. Alligevel virker det som dårlig smag, hvis ikke ligefrem et intellektuelt nederlag, direkte at trække nazikortet – og dermed italesætte det, som bliver tydeligere for hver dag, der går: At USA er blevet fanget i en fascistisk person(døds)kult, som unægteligt rimer på noget, vi før har set.

Absurde Hitler

Oprindeligt var det den tysk-amerikanske politiske filosof Leo Strauss, som i 1949 italesatte den logiske fejlslutning, det er hele tiden at ville sammenligne ting med Hitler og nazismen. Strauss kaldte det “reductio ad Hitlerum”, et spil på ”reductio ad absurdum”, altså en argumentationsform, hvor man groft sagt tilbageviser en påstand ved at udlede dens absurde konsekvenser.

Pointen for Strauss var, at det i en diskussion ikke er tilstrækkeligt bare at sige, at noget minder om Hitler, hvis man vil tilbagevise det ordentligt; det er simpelthen ikke en lødig måde at debattere på. Eller som Kristine Marie Berg, lektor i retorik ved Københavns Universitet også har formuleret det:
“Mange sammenligninger med nazisme eller Hitler er irrelevante, direkte absurde eller må primært forstås som forsøg på at miskreditere modparten på tvivlsomt grundlag eller som simpel manøvre for at skabe opmærksomhed – og så kan de netop være ukonstruktive for debatten.”

Væsentligt nok pointerer Berg dog samtidig, at det ikke partout og under alle omstændigheder er en ren tabersag at smide nazikortet. “Hvis man for eksempel diskuterer menneskerettigheder, statsautoriseret diskrimination, folkemord eller nynazisme kan den slags sammenligninger være oplysende og bringe debatten videre”, skriver hun.

Pludselig er der altså alligevel åbnet en lille kattelem for at Hitler kan bringes på banen. Ikke at den slags motivation er nødvendig – folk skal nok få stoppet ham igennem lemmen, om det så er passende eller ej. I hvert fald dukker Der Führer uundgåeligt op i kommentarfeltet, så snart folk bliver sure på internettet. En mekanisme, den amerikanske jurist Mike Godwin også har beskrevet med et glimt i øjet som ‘Godwins lov’: Desto længere en onlinediskussion står på, desto mere sikkert bliver det, at nazikortet vil blive smidt.

Godwin må gerne

Godwins lov blev første gang formuleret i begyndelsen af 1990’erne, dengang internettet endnu var relativt uskyldigt, og verden endnu ikke var blevet kuk ved Donald Trumps mellemkomst. I 2018 skrev Mike Godwin imidlertid et debatindlæg i Los Angeles Times, hvori han – efter omtrent to år med Donald Trump som USA’s præsident – reflekterer lidt yderligere over “teoriens” aktualitet og brugbarhed.

Efter først at have påpeget, at Godwins lov (forkortet GL) var tænkt som en stikpille mod dem, som dovent og tankeløst smider nazikortet, går han videre til at ærgre sig over, at GL i dag også bliver brugt på omvendt doven vis: som en prompte afvisning af enhver, der bare drister sig det mindste til at nævne Hitler i en debat. Netop det var heller aldrig intentionen, understreger Godwin:

“GL handler om at huske historien godt nok til at kunne drage paralleller – nogle gange til Hitler eller nazisterne, ja – som er dybt gennemtænkte. Det er vigtigt. Nogle gange vil disse sammenligninger være passende, og i disse tilfælde bør GL fungere mindre som en samtaleafslutter og mere som en samtalestarter. […] Så jeg synes ikke, GL behøver at blive opdateret eller ændret. Den fungerer stadig som et redskab til at genkende vildledende sammenligninger med nazismen – men også, i modsætning hertil, til at genkende sammenligninger, der ikke er det. Og nogle gange kan sammenligningerne afsløre de tidligste symptomer på forfærdelige ‘holdninger, handlinger og sprogbrug’, længe før vores samfund bliver offer for den fuldt udviklede sygdom.”

Herfra går Godwin videre til – i hvert fald indirekte – at smide nazikortet i en diskussion af Trump-administrationens “nultolerance”-grænsekontrol, som i 2018 resulterede i en række brutale adskillelser af immigranter fra deres børn. Om ikke andet, påpeger juristen, er det værd at bekymre sig om, hvorvidt den slags Trump-politikker udgør et slags fosterstadie for “en rædsel, vi havde håbet, at vi havde lagt bag os”. Og altså, hvis Mike Godwin – af alle mennesker – gør det, så må vi vel også. Særligt med tanke på, at tingene er blevet meget værre siden 2018.

De kommende dage vil vi derfor helt ublu og hæmningsløst smide nazikortet, og forsøgsvis trække nogle af de tråde, der kan findes mellem Nazi-Tysklands rædselsregime og USA anno 2026. Måske kan det nemlig være okay at overveje, om noget kunne minde bare en my om Hitler. Ja, faktisk skulle det helst være en overvejelse, allerede før folk står ved siden af Donald Trump og heiler. /David Dragsted

Artiklen her er en del af Føljeton-serien ‘Nazikortet’. 

Første afsnit: Diktator in spe.
Andet afsnit: Sympati for djævelen.
Tredje afsnit: Trumps eget nazipoliti.
Fjerde afsnit: De siger det selv.