Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I den sydlige del af Randers, lige ved siden af det, der engang var Danmarks største Bauhaus, ligger på forunderlig vis et lille stykke USA. Eller… er det overhovedet passende at skrive “lille”‚ når der er tale om en tro kopi af selveste Elvis Presleys fødehjem? I Memphis Mansion, tidligere kendt som Graceland Randers (der gik lidt navnerettigheds-skærmydsler i den med Elvis Presley Enterprises, Inc. tilbage i 2015), kan du simpelthen bevidne ved selvsyn, hvordan The King of Rock’n’Roll voksede op – som det eneste sted i verden udover Memphis, Tennessee.
Meget passende ligger Elvis-museet (og Bauhaus) direkte ud for Århusvej, lige før E45-motorvejsafkørslen til Aarhus, som en slags trodsig randrusiansk stikpille rettet mod den østjyske storebror og ærkerival: Kom ikke her med jeres Aros, Dokk1 og fisefornemme storbyfornemmelser, vi kan skam også her i Randers. Kan I måske køre direkte fra byggemarkeds-drivein’en med propfyldt trailer og videre hen til en pandekagebrunch i Elvis’ barndomshjem? Glem det! Små tøsedrenge tager ind og ser “Boy”, rigtige mænd mæsker sig i amerikanske kalorier til lyden af “Jailhouse Rock”.
Problemet er så bare nu, at Randers’ stolte turistperle er løbet ind i en lettere identitetskrise her under Donald Trumps anden præsidentperiode. Det vil sige: Til DR fortæller Memphis Mansion-indehaver og Randers-legende Henrik Knudsen, at hans enorme kærlighed til USA (yankofili?) er blevet alvorligt udfordret som følge af Grønlandstruslerne og det øvrige amerikanske vanvid. Hvilket gør mere end ondt med tanke på, Knudsen har dedikeret sit liv til Elvis og amerikansk rockkultur – og desuden har besøgt USA 150 gange siden 1984. Dog trøster han sig ved, at Elvis Presley himself med al sandsynlighed havde været tilsvarende “flov” og “ked af det” over at se USA lige nu. Ligesom Memphis Mansion-ejeren kommer med et pænt vigtigt aber dabei:
“Det kan godt være, at vi her læner os op af noget, der er amerikansk, men vi er randrusianere, vi er danskere, og vi er europæere, og vi står sammen med alle andre i den her sag.”
Danmark på afveje
Hvis Randers, mod al fornuft og alle odds, kan nægte at indordne sig den aarhusianske overmagt og i stedet gå sine egne idiosynkratiske veje (seriøst, hvad er Memphis Mansion?!), så kan vi vel også kollektivt vende ryggen til USA’s kulturelle imperialisme. Det kræver blot, at vi undlader at lade os ideologisk inspirere af det amerikanske vanvid og i stedet finder vores egne europæiske, humane løsninger. Ser man på den aktuelle udlændingedebat herhjemme, er der dog chokerende kort vej til Trump-administrationens ublu dæmonisering af “ulovlige” immigranter og omfattende udvisnings- og deportationsprogrammer.
I sin nytårstale annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen fremover foreslår at udvise alle udlændinge, der får mindst ét års fængselsstraf, uanset hvad deres tilknytning til Danmark måtte være. Det på trods af, at et sådant tiltag ifølge juridiske eksperter vil få Danmark dømt ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og desuden signalere, at vi pure blæser på den internationale retsorden – en retsorden, som vi ellers får hårdt brug for, hvis Trump alligevel skulle finde på at invadere Grønland.
Selv Justitsministeriet har advaret mod forslaget, men trodsigt klør regeringen på. Præsentationen af en ny udvisningsreform er på trapperne, snart skal den forhandles med partierne på Christiansborg. Og som optakt har Konservatives formand Mona Juul nu valgt at trumfe Mette Frederiksen og forlange endnu hårdere tiltag: Mandag opfordrede hun i et interview med Berlingske (betalingsmur) til, at alle “kriminelle udlændinge” skal udvises, så snart de får en ubetinget fængselsstraf. Igen helt upåagtet, hvad deres tilknytning til Danmark måtte være. Forslaget omfatter altså også de “udlændinge”, som aldrig har sat ben i deres “hjemland”.
“Jeg synes faktisk ikke engang, at det er kontroversielt”, siger Mona Juul om sit dybt kontroversielle forslag. På kryptisk vis forklarer hun også, at hun ikke taler “om et cykeltyveri eller en lille fejl, man har begået” – inden hun understreger, at Danmark skal træde ud af statsborgerskabskonventionen, tvangshjemsende “kriminelle syrere” og oprette et udrejsecenter i udlandet. Som lokation for sidstnævnte foreslår hun Kosovo, hvortil Berlingskes journalist spørger, hvorfor Kosovo dog skulle have lyst til at huse et dansk udrejsecenter. Mona Juul svarer:
“Man må jo finde ud af, hvad der kan lade sig gøre. Vi har en geografi i Danmark, hvor alle, uanset hvor man placerer det, vil bo forholdsvis tæt på. Der kan være lande, hvor man har det på en anden måde, og de kan måske være interesserede i at få nogle penge for at løse den opgave.”
En hurtig Google-søgning – som Mona Juul også selv ville kunne lave på under et minut – viser, at Kosovo har en større befolkningstæthed end Danmark (cirka 146 indbyggere per kvadratkilometer mod Danmarks cirka 139), og altså er mindst lige så geografisk “udfordret”. Men det er vist det mindste problem i partiformandens planer.
Langt mere urovækkende er den foragt for menneskerettigheder og internationale spilleregler – ja, og for mennesker – som udvisningsforslagene indebærer. Isoleret set kunne de lige så godt komme fra USA. Og mens politiet herhjemme heldigvis har for travlt med at blive køresyg af elbiler til at blive forvandlet til et voldsparat ICE, er den politiske vilje anderledes kold og urovækkende. Det samme er bearbejdningen af den. I Berlingske kan man fx også læse politisk kommentator Bent Winther bemærke (betalingsmur), at Mona Juul med sit udvisningsforslag opretholder “en vigtig kant i udlændingepolitikken til regeringen”, da det “dokumenterer, at de borgerlige partier altid er parat til at gå et skridt videre end regeringen i spørgsmålet om udvisninger”. Og videre:
“At Mona Juul er parat til at smide mennesker ud af landet for mindre overtrædelser af straffeloven, selv om de er født og opvokset i Danmark, har gået i dansk skole og ingen tilknytning har til det land, hvor de har statsborgerskab, vil måske møde løftede øjenbryn i det konservative bagland, men som signal i den forestående valgkamp er det vigtigt.”
Vigtigt? Tja, måske er det “vigtigt” ud fra dansk politiks stadig mere fremmedfjendske spilteori. Men vi husker nu også en tid før USA tabte sutten, og vi selv lod os infantilisere af den MAGA-åndsbeslægtede populistiske strammerretorik, hvor det ville være rendyrket (og ondsindet) vanvid at blæse på menneskerettighederne og foreslå den slags ting. Alligevel bliver Christiansborg-orkesteret ved med at spille sine racistisk-klingende slagsange, the show must go on, det bliver vildere og vildere, højere og højere. Uanset hvor hårdt regeringen, Konservative og de øvrige partier prøver, er det bare på ingen måde rock’n’roll. Elvis ville vende sig i graven – i Tennessee som i Randers. /David Dragsted