Hjælp som undtagelse

Titusindvis befinder sig i dag på kanten: Pengene slår ikke til. De er værdigt trængende, som man sagde i gamle dage: syge, børnefamilier og livsramte ledige, der mærker de senere års udhulinger af overførselsindkomsterne på egen krop. Her tæller selv en bøjet femøre. Og derfor er der utvetydigt behov for den kompensationscheck, som SVM-regeringen netop er blevet enige med venstrefløjen om at uddele inden sommerferien. Oveni kommer så – senere – en sænkelse af momsen.

For mange modtagere er checken bestemt ikke en gave, men i virkeligheden blot en delvis tilbagebetaling af det, de allerede har mistet: Fordi overførselsindkomsterne ikke er blevet reguleret med prisstigningerne i de senere år – og fordi særligt den nyeste kontanthjælpsreform har skåret drastisk i rådighedsbeløbet blandt de fattigste arbejdsløse.

Udbetalingen er mere end oplagt, og alt ville på mange måder kunne siges at være i den skønneste orden, hvis checken vel at mærke var blevet aftalt mellem Venstre og en række af de blå oppositionspartier. Som en lille håndsrækning i en svær tid. For selve idéen om at kompensere socialt udsatte grupper med et midlertidigt beløb er faktisk så højborgerlig, som det kan blive.

Det absurde er således ikke, at checken udbetales i et valgår, veltimet før vælgerne skal til stemmeurnerne, men derimod at det er partier som Socialdemokratiet, SF og sågar Enhedslisten, som nu hylder sig selv for at føre en så gammeldags socialpolitik: Hjælp som undtagelse, ikke som rettighed. Kortvarig kompensation frem for gennemtænkt regulering. Plaster frem for behandling.

Ideologisk er fødevarechecken det tydeligste udtryk for en ny form for øllebrødsbarmhjertighed under statsminister Mette Frederiksens regeringer: Udbetalingen er ikke rød, ikke lyserød – den er kongeblå.

Den midlertidige nødhjælp signalerer nemlig reelt, at de generelle udhulinger af socialpolitikken accepteres som et vilkår. Når varige ydelser erstattes af engangschecks, bevæger Danmark sig væk fra en rettighedsbaseret velfærdsstat og i retning af et mere hierarkisk system, hvor hjælpen gives på lånt tid – og forsvinder igen, før problemerne formentlig gør.

Tilbage til fattighjælp

Historisk har borgerlig socialpolitik været præget af tre grundtræk: målretning frem for universalisme, midlertidighed frem for varighed – og hjælp som undtagelse snarere end som rettighed. Fødevarechecken bærer alle tre kendetegn.

I modsætning til varige ydelser – regulering af overførselsindkomster, løbende pristalsregulering eller strukturelle forbedringer af de laveste indkomster – er fødevarechecken et engangsindgreb. Den ændrer ikke de økonomiske vilkår, men kompenserer kortvarigt for konsekvenserne af tidligere nedskæringer. Det er ikke et løfte om stabilitet, men en flygtig indrømmelse i en presset situation.

Højredrejningen i dansk politik kan siges at have nået et foreløbigt klimaks, når politisk ordfører for Enhedslisten, Pelle Dragsted, kan få sig selv til at udbryde ved lanceringen af fødevarechecken: “Det er en rigtig god aftale. Vi har hænderne oppe over hovedet.”

Det bliver ikke mindre mærkeligt, når SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, jubler begejstret: “Det er også den rødeste aftale, den mest lighedsskabende, regeringen har lavet i de tre år, den har været til.”

Hvis midlertidige almisser er det “rødeste”, der sker i dagens Danmark, er hele det politiske landskab efterhånden farvet i nuancer af blåt.

Hvis man vil have en målestok for, hvor langt denne udvikling rækker, kan man passende gå et århundrede tilbage. Den socialdemokratiske arkitekt bag det 20. århundredes velfærdsreformer, K.K. Steinke, gjorde netop op med fattighjælpens logik: Velfærd skulle være en rettighed – ikke en indrømmelse.

Set i det lys er det svært at forestille sig, at Steinke ville have genkendt fødevarechecken som en socialdemokratisk landvinding. Snarere som et tilbageskridt.

I en lige linje fra 1980’ernes og 1990’ernes borgerlige velfærdsreformer, hvor fokus gradvist blev flyttet fra universelle ydelser til målrettede tilskud og kompensationer, kan den nye fødevarecheck ses som et opgør med hjælp på baggrund af objektive kriterier – og en tilbagevenden til moralvurderinger og skøn.

Julehjælp hele året

Den mangeårige forstander på Kofoed Skole Robert Olsen beskriver omslaget skarpt i en kronik: “For mennesker, der i forvejen vender hver krone, kan selv et mindre engangsbeløb give et tiltrængt pusterum. Men spørgsmålet er, hvad det egentlig er for en socialpolitik, vi er ved at udvikle, når varige ydelser og strukturelle løsninger erstattes af midlertidige tilskud,” spørger han retorisk og svarer dernæst kontant:

“Almisser løser et akut problem her og nu, men de ændrer ikke på de grundlæggende vilkår, der skaber fattigdom og ulighed. Tværtimod risikerer de at maskere problemerne, så de fremstår håndterede, uden at de reelt er det.”

Fødevarechecken signalerer omsorg, men uden at rokke ved de vilkår, der har gjort den nødvendig. Den dæmper symptomet – de høje fødevarepriser – men lader de mekanismer, der gør bestemte grupper særligt sårbare, stå urørte.

At de blå partier står uden for aftalen, har skabt den bekvemme illusion, at indholdet derfor må være rødt. Og ja, man kan med en vis ret hævde, at der i denne form for fattigforsorg trods alt ligger mere medfølelse end i det borgerlige nej til enhver kompensation. Men medfølelse er ikke det samme som socialpolitik.

Socialdemokratiet spiller formentlig også bevidst på denne farvespejling. Det ser rødt ud, fordi de blå ikke er med. I praksis er der dog tale om en moderne udgave af øllebrødsbarmhjertighed – nænsomt forarbejdet, pænt pakket og udleveret som undtagelse. Hjælpen er lille, midlertidig og betinget; taknemmeligheden forventes, mens årsagerne til fattigdom forbliver uforstyrrede.

At regeringen samtidig kan finde seks milliarder kroner til en endnu uafklaret momsnedsættelse, men ikke til varig regulering af overførselsindkomsterne, taler sit eget stille sprog om prioriteringerne. Der er råd til brede prisgreb – men ikke til stabile rettigheder. Seks milliarder kroner kan gøre indkøbsturen lidt billigere, men kan næppe købe tryghed for de mest sårbare borgere.

Når midlertidige almisser præsenteres som den rødeste politik, er farverne i hele det politiske landskab for længst gledet ud i nuancer af blåt. Danmark er blevet et land, hvor der nu må uddeles julehjælp hele året rundt. /Lars Trier Mogensen