Et landskab af lort og uden drømme

Alting er lidt lortet de her dage, er det ikke? Én ting er selvfølgelig den nedadgående spiral, som er international politik anno 2026, men det er ikke kun det. Lortetheden synes at være alle vegne. Når vi logger på vores sociale medier, når vi streamer en film, lytter til musik eller prøver at få et resultat frem på Google. Det er bare blevet … dårligere.

Det kan være, at dit Facebook-feed pludselig er blevet fuld af fremmede mennesker og reklamer, eller at din Instagram er blevet overtaget af KI-genereret indhold, der ikke giver mening. At du hele tiden bliver eksponeret for ting, som du ikke har bedt om. Som fx KI-genererede sange på din foretrukne musiktjeneste, som bliver sværere at undgå, siden der hver dag bliver uploadet 50.000 af dem. Det svarer til 34 pct. af al ny musik.

Eller måske har du lagt mærke til, at alle film på en eller anden måde føles ens? Eller bare anderledes end de film, du er vokset op med? Belysningen er blevet underligt blændende og ens. Et fænomen, der er blevet døbt “Netflix-belysning”, fordi det er billigere og nemmere at bruge. Hvilket er vigtigt, når man producerer 600 “originale” titler om året. Det svarer til ca. to nye produktioner med skuespillere, manuskripter etc. hver evig eneste dag. Udover alle de andre serier, der også skal have nye sæsoner.

Ja, eller også har du tænkt over, at filmene er blevet mere direkte og overtydelige?

I marts sidste år døbte den amerikansk-zambiske forfatter Namwali Serpell denne tendens “new literalism”, eller “ny bogstavelighed”, i et essay i The New Yorker. En tendens, der altså ikke bare er en følelse, men en del af Netflix’ forretningsmodel. Man har også kunnet høre den amerikanske skuespiller Matt Damon fortælle Joe Rogan om den i forbindelse med sin og bedstevennen Ben Afflecks nye Netflix-titel The Rip.

Her forklarede Damon, at manuskriptforfatterne bliver bedt om at gentage filmens plot i dialogen tre eller fire gange, fordi folk er på deres telefoner – og derfor nok lige misser pointen et par gange. I samme ombæring kunne Jason Bourne-skuespilleren også fortælle, at dette betyder, at man ændrer actionsfilmens struktur: Man sørger nu for at have den kæmpestore actionscene med de endeløse eksplosioner i løbet af filmens første fem minutter, frem for i tredje akt. Simpelthen for at sikre sig, at folk bliver hængende.

Problemet findes dog ikke kun på Netflix. Det er også i store Hollywood-produktioner som Wicked (2024) eller som i den splinternye trailer til The Devil Wears Prada 2, hvor lyset er totalt livløst. Hvorfor?

Det korte svar er, at det er med vilje. Teknologien og ressourcerne findes til at få film til at se anderledes ud, men det fravælges til fordel for det flade og udtryksløse; en struktur skabt til at “dobbeltscreene”. Det er altså den senkapitalistiske massekulturs æstetik.

Ligetil og billigt lort

I sin bog Immediacy: Or, The Style of Too Late Capitalism (2024) beskriver kulturkritiker Anna Kornbluh, hvordan det 21. århundredes kultur, eller dens stil og udtryk, er præget af det umedierede og direkte. Den fjerde væg brydes konstant, vi skal tales til og engageres, ligesom vi skal have alting forklaret. Kornbluhs teori taler kort sagt ind i en voksende følelse af, at alt er blevet ligetil.

Det er en tendens, der gennemsyrer al kultur. Vi læser mere autofiktion og selvbiografier end nogensinde før. Når vi går på kunstmuseum, vil vi gerne være en del af værkerne med Olafur Eliasson eller Marina Abramovic.

Ja, og hvis det ikke er noget, vi kan træde ind i, så skal det kunne gå viralt som følge af en overtydelig pointe. Som Banksys “Love is in the bin” fra 2018, der rev sig selv i stykker i billedrammen. Eller “Comedian” af Maurizio Cattelan (2019), bananen klistret på væggen med gaffatape, der blev solgt til 6,2 mio. dollar i 2024. Og hvorfor ligner alt egentlig noget, som er lavet af Jeff Koons?

Tilbage i 1991 forsøgte kulturkritikeren Frederick Jameson at opsummere postmodernismens kultur. Eller som han sagde: Det ene fundamentale særpræg ved alle postmodernismer er udslettelsen af den gamle højmodernistiske grænse mellem højkultur og såkaldt massekultur. Postmodernismen var, ifølge Jameson, blevet fascineret af det, han kaldte et “landskab af schlock (billigt lort) og kitsch”, altså af b-film, reklamer og romancer. Enhver holdning til postmodernistisk kultur indebar desuden en direkte eller implicit politisk holdning til kapitalisme i og med, at de to var uadskillelige. Al kultur er nu kapitalisme.

En masse massekultur

50 år før Jameson gav Theodor W. Adorno en lignende og sydende kritik af den amerikanske massekultur som værende “drømmeløs”. Sammen med sin samarbejdspartner Max Horkheimer skrev han i Kulturindustri – Oplysning som massebedrag fra 1944:

“Under monopolet er al massekultur identisk […] Film og radio behøver ikke længere at lade, som om det er kunst. Sandheden, at de blot er virksomheder, bliver omdannet til en ideologi, for at retfærdiggøre det skrald, de bevidst producerer.”

Siden 1944 er mængden af skrald, der produceres, kun blevet større, og der er aldrig blevet produceret så meget indhold og så mange kulturprodukter, som der gør i dag. Men hvorfor er så meget af det så dårligt?

Det skorter ikke på kulturteoretiske forklaringsmodeller. Ovennævnte Anna Kornbluhs teori er ét eksempel, der lægger sig i forlængelse af Jameson og karakteriserer den tid, vi lever i, som “for-sent-kapitalisme”. En anden, der tager afsæt i Jameson, er kulturteoretikeren W. David Marx, der argumenterer, at den postmoderne fascination af massekulturen leder til en decideret mangel på kultur i det 21. århundrede, et “blank space”. Men det vender vi tilbage til senere på ugen.

For selvom der er mange, er der én overhængende synder bag dette kulturelle shitshow: internettet.

Og i 2022 opfandt den canadisk-britiske sci-fi-forfatter, journalist og mangeårig internetaktivist Cory Doctorow ordet “enshittification” til at beskrive den udvikling, hvormed alt, især online platforme, aktivt gør sig selv lortede til fordel for profit. Det er det, du nok allerede har lagt mærke til, hvis du har prøvet at være på Facebook for nylig. Eller Instagram. Eller Google, som man ikke længere kan komme igennem for bare reklamer.

Bare i sidste uge begyndte flere retssager mod samtlige sociale mediekonglomerater, som Snap Inc., TikTok, Meta og YouTube, efter hundredvis af forældre, elever og skoler har sagsøgt dem for at være vanedannende og have voldsomme konsekvenser på børn og unges psyke. Sagerne skal bevise, at de sociale medier, ligesom cigaretter, er bygget til at være vanedannende, og retssagerne er i den forbindelse også blevet sammenlignet med 1990’ernes kamp mod “Big Tobacco”.

Kort sagt, så er alt lort, og “enshittification”, som man med lidt god samvittighed kan oversætte til “lortificering”, er altså allestedsværende. Så hvordan kommer vi ud af dette shitshow? /Astrid Plum

Det prøver vi at finde ud af i morgen, når vi taler med Cory Doctorow.