En vej ud af lortet

Det har ikke altid været sådan. Der var engang, hvor de platforme, vi brugte på nettet, faktisk var gode til det, de skulle. Facebook var et sted, hvor man blev sat i forbindelse med folk, fik venner, og så hvad de lagde op. På Google skulle man ikke frygte at få et falsk KI-genereret svar eller et hav af reklamer. Engang googlede man og fik faktisk det bedste og mest kvalificerede søgeresultat. Tænk bare.

“Enshittification” er en sygdom. Vi oplever det efterhånden som en naturlig progression, men lad dig ikke narre, det er en syge, techindustrien aktivt vælger at lade sig smitte med.

Det begynder med en digital platform, der gerne vil have brugere. For at få brugere er man nødt til at være god ved dem. Men når man så har dem, hvor man vil have dem, begynder den digitale platform at udnytte brugerne for i stedet at gøre tingene bedre for sine forretningsklienter. Man bliver fx afhængig af at have reklamer. Og til slut bliver det hele en kæmpe bunke lort.

Selvom begrebet “enshittification” synes at beskrive verdens generelle tilstand, handler det altså primært om de digitale platforme, vi er så afhængige af. Nævnt i flæng: Facebook, Google, Amazon og så videre.

De nævnte virksomheders værdi kommer ikke fra dem selv, men derimod fra de mennesker og virksomheder, der bruger dem. Facebook ville fx ikke rigtig kunne fungere, hvis det ikke var, fordi vi alle sammen for 15 år siden var kommet til at skrive under på, at Mark Zuckerberg måtte få al vores data. Nu er vi fanget derinde blandt en lind strøm af dårligt KI-genereret indhold og reklamer for at kunne tilgå gruppen for vores boligforening, fodboldhold eller noget helt tredje.

Som en efterhånden gentaget pointe om livet på internettet lyder: “Hvis du ikke betaler for produktet, så er du produktet.”

Pointen med platformene er, at de er mellemmænd. Deres formål er at sætte os i forbindelse med andre, om det er venner eller virksomheder. Så hvorfor lader vi os tage til takke med, at de gør det så forbandet dårligt?

Teknologiske stavnsbønder

“Det er ikke bare et sjovt ord,” siger Cory Doctorow til Føljeton om valget af det ret sjove ord ‘enshittification’.

“At få folk til at kere sig om teknologipolitiske spørgsmål er meget svært, fordi problemerne ofte er meget abstrakte og meget tekniske, og konsekvenserne af dårlig politik er ofte meget langt ude i fremtiden. Så man prøver at få folk til at gå op i noget, der er teknisk og abstrakt, og som ikke vil påvirke dem før om lang tid. Det er lidt ligesom med klimaforandringerne.”

Doctorow har arbejdet som internetaktivist i 25 år ved Electronic Frontier Foundation, verdens førende ngo inden for digitale rettigheder. For 10 år siden var Doctorow også i Bruxelles for at lobbye for en ny lovgivning vedrørende digitale rettigheder, GDPR. Så han ved, hvad det kræver for at få folk til at gå op i techlovgivning.

“Nogle gange handler det bare om et fjollet ord,” siger han. “Og ’enshittification’ ramte bare en nerve. En del af det er nok, fordi folk godt kan lide at bande. Men det beskriver også de følelser, vi går med. Jeg tror, vi er vrede på vores teknologi. Så et vredt ord er passende.”

En af de nemmeste måder at se denne belortificering på er ved at kigge på Facebook. I 2006 stod Facebook ved en korsvej, fortæller Doctorow. Før 2006 skulle man bruge en mailadresse fra et amerikansk universitet for at få en bruger. Men da virksomheden gerne ville åbne platformen for alle, løb den ind i det problem, at alle, der gerne ville bruge sociale medier, allerede havde en bruger et andet sted, nemlig MySpace.

Facebook begyndte derfor at sprede en fortælling om, at jo, selvom MySpace var fedt, så var det jo ejet af den her “onde, elendige, aldrende, men udødelige vampyr, en australsk milliardær ved navn Rupert Murdoch”, som Doctorow, der også er science fiction-forfatter, fortæller. Ingen burde vel bruge et socialt medie, der var ejet af milliardærer, og som ovenikøbet spionerede mod dig, lød argumentet. Derimod var Facebook jo ejet af en helt almindelig mand ved navn Mark Zuckerberg, som i modsætning til MySpace og Murdoch ikke vil spionere.  “Så vi strømmede til Facebook,” siger Doctorow.

“Det er første fase af ’enshittification’: at være gode ved slutbrugerne. Men det indebærer også at få dem fastlåst. Og der er rigtig mange forskellige måder, hvorpå virksomheder kan gøre det. Bare se på iPhonen. Du kan kun installere software fra Apple. Så du kan kun få din data ud og køre dine apps, hvis Apple siger, at du kan. Det er en meget nem måde at blive fastlåst. De vil have dig til at skulle bruge deres egne kabler. Der har Den Europæiske Union tydeligvis gjort nogle fremskridt, og du kan nu bruge et almindeligt USB-C-kabel. Der er mange måder at fastlåse [brugerne] på. Facebook behøver dog ikke at gøre nogen af dem,” siger Doctorow og fortsætter:

“Facebook har den nemmeste måde at fastholde os på, fordi alt hvad de behøver at gøre, er at vente på, at du og dine venner tager hinanden som gidsler.”

Det er det, økonomer kalder et “kollektivt handlingsproblem”, fortæller den mangeårige internetaktivist. Et kollektivt handlingsproblem er i virkeligheden bare, at du elsker dine venner, men at de er en pestilens, når det kommer til at blive enige om, hvor I skal drikke en øl om fredagen. Så hvordan skulle I nogensinde kunne blive enige om, at det er på tide at forlade Facebook?

Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun gælder Facebook. Det her er noget, alle de store platforme gør. Apple gør det ved at begrænse både vores kommunikation med Android-telefoner og måderne hvorpå vi kan bruge vores telefon. Hvis man først har ét Apple-produkt, føles det umuligt at skulle skifte tilbage, for hvad med alt det i skyen? Den græske økonom og tidligere finansminister Yanis Varoufakis døbte det i 2023 “teknofeudalisme”. Ligesom i det feudale samfund er vi blevet teknologiske stavnsbønder, der betaler for vores husleje med data.

Og det er ikke kun os – de stavnsbundne – som techgiganterne er dårlige ved. De virksomheder, som Facebook bl.a. sælger vores data til, får heller ikke, hvad de vil have. I 2017 skar virksomheden Procter and Gamble ApS, der bl.a. ejer Gillette og Pringles og desuden er verdens største annoncør, deres digitale markedsføringsbudget med 200 mio. dollars, hvilket primært var investeret i overvågningsreklamer. Efter at have skåret i budgettet, oplevede de, at deres bruttoomsætning faldt med lige præcis nul. Der var ingen forskel. Der var ingen, der så reklamerne. Alle taber altså.

Det nye, gode internet

Men der er en vej ud lortet. Faktisk er der mange, pointerer Doctorow. Facebook har selv fundet på én af dem, som ville kunne redde os alle ud fra det brændende hus, der er sociale medier anno 2026.

Da Facebook blev startet, var alle som sagt på MySpace. Så for at få folk rykket til det nye sociale medie, lavede Facebook en bot, som gjorde, at man med sin Facebookbruger kunne få alle sine data fra MySpace med over til Facebook. Det at skifte socialt medie var altså ikke lig med socialt selvmord. Det var bare et skift. “Man kunne forlade MySpace uden at forlade alle sine venner på MySpace,” fortæller Doctorow om denne svundne tid.

Så kom et direktiv om ophavsret på det digitale indre marked, og nu siger Facebook, at hvis man gør præcis det samme nu, som de gjorde dengang, er det en krænkelse af ophavsretten.

I 2022 lavede en gruppe teenagere en korrigerende funktion til Instagram, kaldet OG App. Man gav appen sit login til Instagram, og den gav dig Instagram uden reklamer, uden algoritmer, uden alt det lort, de har fyldt appen med – men kun det indhold, som folk du følger poster, i den rækkefølge, de poster det i.

Appen strøg til tops i App Store. Samme aften sendte Meta et “takedown notice” til Apple og Android, som fjernede appen, fortæller Doctorow. “Og siden det ifølge Artikel 6 af Direktivet om ophavsret er ulovligt at modificere sin telefon, så man kan bruge apps uden om App Store, forsvandt appen.”

Alligevel viser eksemplet, at det er muligt at “unfucke” sin telefon, som Cory Doctorow lidt friskt fortæller det. Det er faktisk muligt at unfucke stort set alt, hvad techvirksomhederne har fucket med. Man må bare ikke, fordi de har gjort det ulovligt. Men Internettet kan reddes, mener Doctorow. Der er håb. Det kræver bare god bid regulering og en friere konkurrence.

Der er nemlig alternativer. De har bare haft afsindigt dårlige kår, når man står over for monopoler. Da Føljeton snakker med Cory Doctorow, har en vis amerikansk præsident skruet gevaldigt op for krigsretorikken, og i EU får man pludselig øjnene op for alternativerne. Som Frankrig, der i sidste uge annoncerede, at man smed Microsoft Teams og Zoom på porten til fordel for et europæisk alternativ.

Vi har bare ikke haft så mange af dem. Selvom vi tilbage i 2018 fik GDPR-lovgivningen – som Doctorow var med til at lobbye for – udraderede den nemlig hverken Google eller Facebook, selvom de overtræder lovgivningen dagligt. Til gengæld blev mange europæiske virksomheder inden for digital markedsføring hårdt ramt.

De amerikanske techgiganters redning var, at de gjorde et godt stykke lobbyarbejde. Men det betyder også, at det kan gøres om. I EU handler det primært om Artikel 6 af Direktivet om ophavsret af det digitale indre marked – der altså gør, at hvis en finne fx vil lave en korrigerende app, der ‘fikser’ Instagram, så kan Meta via EU-lovgivningen sagsøge vedkommende ind i helvede.

“Men at ophæve artikel 6 i ophavsretsdirektivet eller ændre den, så den fortolkes meget snævrere, ville kun kræve europæisk vilje. Det kræver ikke, at Apple gør noget. Man behøver ikke at tvinge Apple til at gøre en skid. Man skal bare få Parlamentet til at stemme. Og når Parlamentet stemmer, så er det slut med det.”

/Astrid Plum