Er kulturen død?

Den findes i alle storbyer og på stort set alle stræder. Dens afskrællede og lettere rustikke udtryk gør den nem at identificere – hvis ikke man allerede har spottet skiltet uden for med et lidt skævt navn og en funky skrifttype. Måske er det endda i bøjet lysstofrør. Indenfor er der små runde caféborde, nok i marmor, og kluntede træstole. Her kan man få en god cortado og et stykke bagværk til overpris. Er det en avokadotoast med sesamfrø der på menukortet?

Detaljerne kan variere, men du kender caféen. Den er til at finde i alle storbyer. Når man er et nyt sted, i en ny by, giver den tryghed, og i hjembyen beskyldes den for at være den ultimative gentrificeringsmarkør.

“Den Generiske Café” kalder techjournalisten Kyle Chayka den i sin bog Filterworld: How Algorithms Flattened Culture fra 2023. Caféen blev udbredt omkring 2010’erne, i en verden, hvor smartphonen først lige var begyndt at blive udbredt, hvor Instagram var nyt, og hvor man stolt viste sine venner, at man havde stået foran en flot lyserød væg eller havde drukket en kaffe på den “Instagram-venlige” café.

Caféen er en bestandig del af “Filterworld”. Denne verden består af algoritmiske netværk, der påvirker vores liv, og som især har ændret kulturen. Det er en beskrivelse af et miljø, hvor vi omringet af algoritmiske anbefalinger og strømme af content, der er formet til at passe til lige præcis vores interesser, får vi at vide. Det er et økosystem, der påvirker alt, siger Chayka til Føljeton på en videoforbindelse.

“Så alt omkring os, al information, al underholdning, alle medier, al musik bliver filtreret meget aggressivt, før det når os. Således ’Filterworld’,” siger han. Disse filtre er ifølge Chayka blevet allestedsværende og uundgåelige. “De former alt det, vi forbruger nu. Og de tjener faktisk ikke vores interesser. De homogeniserer dem mere og mere og flytter dem mod andre menneskers i denne overordnede generiske form for kultur, som vi forbruger online.”

Hvad kan du lide?

I hver vores algoritmiske bobler får vi filtreret uanede mængder indhold. Hvis jeg kan lide heste (tænkt eksempel, jeg er bange for dem), så vil min algoritme på fx Instagram spore sig mere og mere ind på det. Anbefalede videoer vil være om strigling eller spring, som jeg klikker ind på, og jo mere jeg klikker ind, jo mere hesteindhold vil jeg få.

Jeg behøver faktisk ikke engang klikke ind på det, bare jeg lige stopper den uendelige scrollen i mere end et par sekunder på en video, bliver det registreret som interesse. Og det er jo fedt at få mere af det, man godt kan lide, hvis det nu forholdt sig sådan, at det eneste jeg kunne lide, var heste. Når alt, vi ser online, er filtreret, mister vi dog også muligheden for at møde noget fremmed. Anbefalingerne bliver ikke så meget anbefalinger, men derimod indsnævringer, der absolut ikke udfordrer os.

Konsekvensen er, at vi mister vores personlige smag, mener Chayka: “I store træk er vores personlige smag blevet meget værre. Hvad vi forbruger dagligt, og hvad de fleste forbruger dagligt [online], er pænt generisk, og vi forbruger det meget passivt. Og så er det ekstremt manipuleret af, hvad techvirksomhederne gerne vil give os, og hvordan de vil kapitalisere på vores opmærksomhed.”

Det kan lyde rimelig sortseersk. Men har man brugt meget tid på sociale medier, har man nok oplevet denne stilusikkerhed. Jeg har fx stadig svært ved at finde ud af, om jeg overhovedet kan lide Sabrina Carpenters musik, eller om det bare er, fordi jeg er blevet eksponeret utroligt meget for den. Og den forvirring er jeg ikke ene om.

“Jeg har været på internettet i de sidste 10 år, og jeg ved ikke længere, om jeg kan lide det, jeg kan lide, eller om det er, hvad en algoritme vil have mig til at kunne lide,” lød et brev fra en kvinde til en fashionbrevkasse, som Chayka har inddraget i sin bog. Kvinden havde som så mange andre oplevet at blive influeret i ekstrem grad af en mikrotrend. Alle steder på hendes sociale medier var der pludselig folk iklædt benvarmere. Noget, hun egentlig selv synes, var grimt. Men den konstante eksponering havde gjort hende i tvivl, og en dag havde hun selv købt et par til sin egen store forvirring.

Ingen underbevidsthed

Den sydkoreanske filosof Byung-Chul Han har sagt, at mennesker, der lever i et samfund “post-internet”, nok ikke længere har en underbevidsthed. Den er rykket online.

“Sociale medier og internettets kakofoni hindrer vores underbevidsthed,” forklarer Chayka, “fordi vi ikke er lige så introspektive. Der er ikke lige så meget stilhed i vores hoveder. Vi forbruger konstant den her pipeline af indhold, der er hypnotiserende rettet mod at gøre os afhængige, ligesom TikToks feed. Så,” siger han og griner let, “hvis du er dybt i et TikTok-hul, så har du ingen tanker, du har ingen underbevidsthed, du forbruger bare blindt, hvilket er hele pointen. Så altså, vi har en underbevidsthed, men vi bruger den bare ikke rigtig, fordi vi er så distraherede og optagede.”

Denne kakofoni udflader vores kultur, argumenterer Chayka. Det indhold, der promoveres mest af algoritmer på verdensplan, er det indhold, der er mest ambient og nemmest at fortære. Altså: De mindst meningsfulde stykker kunst, fordi alle skal kunne lide dem. Fladhed, forklarer han, er den laveste absolutte fællesnævner.

“Kunst har trods alt brug for en underbevidsthed, den har behov for en kunstner til at udtrykke noget, der ikke bliver udtrykt i verden, og kræver, at de graver ind i sig selv og finder på noget nyt. Og jeg tror bare, at den proces er blevet gjort væsentlig mere besværlig af digitalt indhold og sociale medier. Og den er gjort endnu sværere af de økonomier, som sociale medier har skabt.”

Resultatet er, at vi keder os. /Astrid Plum