Rygterne om kulturens død er stærkt overdrevne

“Der er den her metafor, der er blevet kastet rundt om, at kulturen er død. Det er ikke helt, hvad der sker. Der er mere kultur end nogensinde før, og der er flere mennesker, der skaber kultur end nogensinde før. Men der synes at være noget, der mangler, for kultur i dag er primært brugt til at skabe underholdning og adspredelse for at tjene penge og for at være et politisk værktøj,” siger den amerikanske kulturkritiker W. David Marx på en videoforbindelse fra hans kontor i hjemmet i Tokyo, hvor han har været bosat de sidste 20 år.

Han fortsætter: “Og hvad, der mangler, er, at vi ikke har overvejet før nu, at man også har brug for folk, der laver kultur for kulturens skyld. At kulturhandlingen skal være opfindende, og at prioriteten, hvis du fx laver en film, må være, at du prøver at ændre den måde, der laves film på. Eller hvis du laver musik, så prøver du at lave noget, der lyder som noget, man aldrig har hørt før.”

W. David Marx udkom i 2025 med bogen Blank Space: A Cultural History of the 21st Century. Det er først og fremmest en bog om populærkultur, og stort set udelukkende den amerikanske massekultur. Så vil man gøre sig europæiske indsigelser, må de gemmes væk. Bogen har vakt debat, da bogens hovedpræmis bygger på, at kulturen her i det 21. århundrede er stagnerende. Ja, den er næsten et tomrum.

“Vi gennemgår en strømning af kulturel aktivitet, uden at den ansporer til lige så mange forandringer, som den plejede. Og jeg vil være meget forsigtig her – for det er ikke, fordi jeg tror, ​​at der ikke er sket noget. Det er bare det, at sammenlignet med det forrige århundrede – som virkelig er det, vi bogmærker og benchmarker i vores hoved som hvordan kulturel sundhed ser ud – så føles [det 21. århundrede] mere stagnerende, fordi forandringstempoet synes at være langsommere.”

Et ryk og et stop

“I begyndelsen [af det 21. århundrede] var der et ryk,” siger Marx og fremlægger sin analyse af populærkulturens sidste 25 år.

En del af rykket var efterdønninger fra 1990’erne, der gik over og definerede starten af årtusindet. Men det sagtner så en smule, indtil smartphonen kommer, og det rykker igen. Formaterne, den nye telefoncomputer bringer med sig, er nye og spændende, og internettet bliver et sted, hvor nichekultur stortrives. I 2012 går fx en sydkoreansk satiresang om de rige beboere i Gangnam-området i Seoul pludselig viral verden over. Men så rammer 2016, og det går op for os, at internettet og de teknologiske platforme kan have voldsomme politiske konsekvenser.

Marx’ analyse fokuserer langt overvejende på film- og musikproduktion. Hvoraf førstnævnte helt fra starten af dette årtusinde har været påvirket af såkaldt intellectual property (forkortet IP), eksemplificeret ved fx Spider Man-franchisen, der kører på 10. film siden 2002. Og musikken lyder bare ens, eller som noget man har hørt før. Taylor Swift lyder som halvfemserne, mens al populærmusik lyder som noget, der allerede findes – hvilket måske er derfor, det klarer sig så godt.

Tanken om at vi lever i genbrugelighedens tid er ikke ny. Marx nævner den amerikanske kulturkritiker Simon Reynolds, der i 2010 – altså midt i hipsteræraen – udkommer med bogen Retromania, der italesætter populærkulturens fascination med det, der kom før. Siden da er vi åbenbart ikke kommet videre.

“Vi er gået over til nye former for populærkultur, i memes, TikTok-videoer og generel internetkultur. De formater er innovative i og med, at vi ikke havde memes før, og det har vi nu. Eller at vi ikke havde vertikale videoer, hvilket vi har nu. Men de formater ser bare væsentlig mere overfladiske ud end tidligere formater. En roman har mere dybde end en 20 sekunders TikTok-video har. Og det er ikke for at sige, at dem, der laver videoerne, er dårligere mennesker end forfatterne. Men blot at de arbejder i formater, hvis intention er, at de skal konsumeres ekstremt hurtigt og så glemmes igen. Frem for noget, der virkelig har tyngde.”

Poptimismens pris

Til trods for den debat, som Marx’ tese har fremavlet, er han ikke ene om analysen. Som vi har været inde på med både Cory Doctorow, Kyle Chayka og Anna Kornbluh, så er der noget med kulturen i det 21. århundrede, som føles off.

Der er ikke det samme incitament til at lave kunst for kunstens skyld i dag. Derimod bliver kulturproduktionens formål at underholde, at tjene penge og politik. Det er popstjernes, entreprenørernes og mod-modkulturens tid – sidstnævnte er Marx’ definition på højrefløjens modreaktionen på 2010’ernes liberale modkultur. Resultatet til følge, at kreativiteten er blevet efterladt på gulvet, mener Marx. Det drejer sig om en altæderisk tendens, hvor de kulturelle hierarkier er blevet forkastet til fordel for en øjensynlig absolut ligelig interesse i alt. Ingen kultur er bedre end andet.

Og her identificeres en af de primære syndere bag den kulturelle stagnering som poptimismen.

Poptimisme, forklarer Marx, er just ideen om, at værdsættelsen af kultur ikke er ligeligt fordelt. Det er devisen om, at fordi de fleste mennesker kan lide popkultur, burde vi arbejde mere på at tage popkulturen seriøst – af respekt for popkulturens fans. Problemet opstår dog i overvejelserne om, at hvis der skal laves kulturkritik, eller hvis vi skal tænke over eller beskæftige os med kultur, så skal vi give popkulturen særplads. Popkultur og finkultur er pludselig blevet det samme. Og over tid er det derfor blevet mere værdifuldt at lave massekultur end at lave ting til et lille, nichet og elitært publikum.

“Det er i virkeligheden et spørgsmål om genkendelse. Det er, hvor poptimismen stammer fra,” siger han. Det er behovet for at se sig selv og sin musiksmag spejlet i kulturspalterne. Hvis vi elsker Britney Spears, vil vi helst ikke læse, at hendes musik er dårlig. Og hvis kritikken kan være en måde til at få flere mennesker til at føle sig godt tilpas og få deres smag anerkendt, så giver det incitament til at være mere positivt stemt.

Marx medgiver dog, at der stadig bliver lavet “radikal kunst” i dag. Men vi ser det ikke. Deraf følelsen af at vi lever i et monokulturelt tomrum. Og selvom han ikke mener, at det udelukkende er kulturkritikernes skyld, så bærer de en stor del af ansvaret.

Kultur ændrer sig nemlig ikke på én gang. Det sker i marginerne, og så rykker det til massekulturen. Og her skal der være en bro, påpeger Marx. Kritikerne i den bredeste forstand – det være sig alle, der ved noget om noget – anbefaler ting, de gør sig kloge på til et publikum, der er interesserede. De “sofistikerede anbefalere” og “de sofistikerede forbrugere”, som Marx kalder dem, var i 1990’erne vildt optagede af, at de ting, de fandt, var helt ude i marginerne. At vide noget om meget nichede ting var cool.

“Og så besluttede vi os for, at det var lamt,” konstaterer Marx.

“Så nu går kritikerne ud af deres gode skind for at fortælle dig, at en ørehængende popsang er ørehængende, eller at det Taylor Swift-album, som selv hendes fans ikke kan lide, faktisk er fantastisk. De er ikke længere fokuserede på at finde folk i marginerne og hive dem ind.”

Løsningen på denne popglade popkritik er dog ikke at kulturkritikken skal blive hårdere eller ondere, siger Marx.

“Jeg er enig i, at folk ikke skal udskammes for deres smag,” siger han. “Så måske er løsningen, at der bliver nødt til at være noget positiv forstærkning for de kunstnere, der prøver at være mere radikale, og som måske ikke når så bredt ud. Og at kritikere burde fortsætte med at prøve at tilskynde folk at udvide deres smag. At hvis de kan lide Taylor Swift, så skulle de måske prøve at høre Sarah McLachlan.”

Problemet bliver, hvis det starter og stopper ved Taylor Swift.

“I’m a business, man”

Taylor Swift bliver nævnt flere gange i løbet af samtalen, hvilket egentlig ikke er så mærkeligt. Swift er trods alt større end The Beatles. Hun er her, der og alle vegne. Og så er hun et oplagt eksempel på en anden tomrumstendens i det 21. århundrede, sammensmeltningen af virksomhed og kunster. Poptimismen er nemlig domineret af dette århundredes gallionsfigur: kunstner-milliardæren.

“I’m not a businessman, I’m a business, man,” sang Jay-Z på Kanye Wests “Diamonds from Sierra Leone” fra 2005, hvilket ifølge Marx bliver indvarslingen. I de sidste 25 år er kendisser gået fra at skamme sig over at lave reklamer (tænk plottet til Lost in Translation) til stolt at være deres egne brands og være sponsoreret af gud og hvermand. Pludselig bliver det at være en succesfuld forretningsdriver set som en kreativ kvalitet, og det at være ultrarig bliver et succeskriterie for kunstnere.

“Det, der har været overraskende for mig, har været måden, hvorpå den kulturelle venstrefløj synes at have accepteret markedet som et løsningsområde,” siger Marx. Han uddyber, “at hvis du har en kunstner fra en marginaliseret gruppe, og hvis de så tjener en hulens masse penge, så løser det problemerne”.

Holdningen fra den kulturelle venstrefløj bliver, ifølge Marx, at selve det at nogen bliver ultrarige popstjerner angiveligt bliver en løsning på ulighed. Det er fremskridt for repræsentationen, når det sker, siger han. Men for at lave bevægelsen, skal man også købe ind på, at markedsvirksomhed er en moralsk rigtig aktivitet. Det er et skifte fra det 20. århundredes modkultur, som var bygget på ideen om at ting lavet til markedet var grundlæggende dumme.

“Det er en form for æstetik og politisk tænkning, der er forsvundet,” uddyber Marx. Det er den samme tendens, som når folk hylder Taylor Swift for at være milliardær: “At hendes milliarder er et bevis på hendes magt og hendes kreativitet. Hun ejer produktionsmidlerne. Hun ejer sine egne masterudgaver, og derfor er hun en godgørende kapitalist, der ændrer verden.”

Det er denne kulturelle misforståelse, der fører til klodsede analyser, såsom at det er en sejr for feminismen, når en kvindelig musiker bliver mangemilliardær og har sin egen skin care-linje.

Marx’ analyse af det 21. århundrede som et kulturelt tomrum har fået skudt i skoene, at dens rimelig gennemgribende kritik af især popkulturens dominans, fremstår elitær. En kritik, han selv er ret grundlæggende uenig i. Det handler om, at der skal være mere plads til alternativerne og til den såkaldte “radikale kunst”, så den kan sive ind i mainstreamen, siger han.

“Jeg er enig i, at folk ikke skal udskammes for deres smag,” siger han og påpeger, at løsningen er ikke er, at kulturkritikken skal blive hårdere, eller ondere.

“Måske er løsningen, at der bliver nødt til at være noget positiv forstærkning for de kunstnere, der prøver at være mere radikale, og som måske ikke når så bredt ud. Og at kritikere burde fortsætte med at prøve at tilskynde folk at udvide deres smag,” siger Marx.

“Sagen er, at det mest cutting edge i kulturen altid bliver drivkraften for alle andre, og det er bare sådan, det fungerer. Så hvis du ikke har det kørende for dig, så bliver kulturen kedelig for alle.”

/Astrid Plum

Denne tekst er blevet redigeret efter udgivelse.