Kevin C. Cox/AFP/Ritzau Scanpix
Hvis man er typen, der indleder dagen med at gribe ud efter sin mobiltelefon, så gør man det med bevidstheden om, at det sjældent kaster nogen belønning af sig. Det er jo en viljeløs handling – viljeløs grænsende til jeg-svag. Dopaminudløsningen i hjernen er slap og dårlig, slet ikke på niveau med andre aktiviteter af mere fysisk karakter, som man kan komme i tanker om.
Som regel ødelægger det også ens humør. Man ville bare lige se, hvad der “er sket”, men mediernes fokus på konflikt og deres manglende beredskab over for den strøm af lort, der fx vælter ud af Donald Trump, lægger et låg på ens eventuelle glæde over at være vågnet til endnu en dag.
Mandag morgen var en undtagelse, for den 31-årige puertoricanske rapper og musiker Bad Bunny (Benito Antonio Martínez Ocasio) var overalt i mediebilledet. Hans store show med mange dansere og musikere i pausen ved Super Bowl, finalen i mesterskabet for amerikansk fodbold, var opløftende og saliggørende i en syg og deprimerende tid. Nuvel, Bad Bunny er ikke en nobody, han er superstjerne i liga med de største, men det er ikke mere end ti år siden, at han uploadede sin første single med denne maksimalistiske música urbana reggaeton-agtige lyd, som er hans varemærke.
I en artikel i The Atlantic om Bad Bunnys vej mod toppen (småhård betalingsmur) fortæller skribenten, at han, altså skribenten, for nogle år siden besøgte sine hvide babyboomer-forældre i sit barndomshjem, og til hans overraskelse havde de på en eller anden måde taget Bad Bunny til sig, selv om de ikke forstod et ord spansk og slet ikke kunne være med på Bad Bunnys mousserende spanglish. På et tidspunkt siger hans mor til hjemmets digitale assistent, der var tilkoblet trådløse højttalere: “Alexa, spil Bad Bunny!” – hvorefter hendes køkken lød som “som en natklub i San Juan”. Så er man nået bredt ud.
Trump og MAGA-bevægelsen har selvfølgelig været imod, at Bad Bunny skulle spille ved Super Bowl’en. De har kaldt det amerikanske fodboldforbund NFL, der har valgt ham, “woke”, beslutningen “sindssyg” og Bad Bunny for en ikke-samlende skikkelse. Bad Bunny har kritiseret ICE. Han står for det modsatte af den amerikanske regerings ulækre paramilitære indsats over for illegale indvandrere overalt i USA. Hans half time show repræsenterede sammenhold, diversitet, kærlighed og multikulturalisme. På en lystavle på kanten af stadion stod der med store bogstaver, hvad Bad Bunny også sagde, da han for nogle uger siden modtog en Grammy for sit seneste album Debí Tirar Más Fotos: “The only thing more powerful than hate is love”.
Hvis man kommer fra stort set ingenting og kan blive så stor en stjerne, som Bad Bunny er, må man indgå nogle kompromiser undervejs. Sådan er det kapitalistiske game. Super Bowl er store penge, store interesser. Alle ejer nogen, alle er ejet af nogen. Man må gøre op med sig selv, hvad man vil stå model til – hvor ens grænse går. Det er det, som almindelige borgere i Minneapolis og St. Paul i delstaten Minnesota har gjort, når de har konfronteret maskerede og bevæbnede ICE-agenter på gaden. Hertil og ikke længere, siger de.
Epstein-filerne er fulde af folk, der – for at sige det mildt – har haft svært ved at sætte grænser for sig selv, selv om de plejede omgang med en magtfuld, pædofil forbryder. Og nu skal vi høre på alle mulige søforklaringer fra meget velhavende og meget indflydelsesrige mennesker. Bill Gates vidste ikke noget. Richard Branson vidste ikke noget. Peter Mandelson vidste lidt, men ikke så meget.
Flere år efter at Jeffrey Epstein havde afsonet en påfaldende kort dom for sexforbrydelser og officielt var registreret som “sexual offender”, blev det venstreintellektuelle ikon Noam Chomsky og hans kone Valeria gode venner med ham. De besøgte ham på hans ejendomme, fløj med ham i hans private jetfly, og Chomsky, der godt nok var en ældre herre i 80’erne, rådgav ham om, hvordan han skulle håndtere journalister, der var ved at afdække hans seksualforbrydelser.
I en e-mail afsendt 11. april 2016 beordrede Epstein en assistent til at indkøbe og sende for 1.000 dollars hakket lever, røget laks og bagels med cream cheese til Chomsky-parret. De har formentlig taget imod gaverne med kyshånd, selv om Chomsky muligvis er den person i verden, som er mindst naiv, når det handler om USA’s økonomiske elite. Den 97-årige Chomsky kan ikke selv tale på grund af et slagtilfælde i 2023, men Valeria har været ude med en lang forklaring. Hun skriver bl.a., at som de fleste ved, så er Chomsky jo kendt for at tro det bedste om folk, og i dette tilfælde er det altså kommet til udtryk i meget dårlig dømmekraft for både hans og hendes vedkommende.
Folket gør det. Nu må eliten også træde i karakter. Den neokonservative kommentator og skribent Robert Kagan forudså for ti år siden, at USA ville udvikle sig præcis, som vi ser nu. Forleden var han gæst i NPR’s podcast Fresh Air. Her roser han de almindelige borgere i Minneapolis for deres indsats og giver udtryk for sin skuffelse over det demokratiske parti, som intet foretager sig. Men værst er det med eliterne, siger han. “Det mest chokerende element i det her har for mig at se været eliternes totale kollaps. Universiteterne, der har indgået aftaler med Trump, advokatfirmaerne, der har lavet aftaler med Trump. Corporate America has been absolutely shameful.”
I nat og i dag har Bad Bunny givet os lidt at varme os ved. Men varmen holder ikke længe. /Oliver Stilling