Drøner vi mod Peter Thiels drømmeverden?

Hvis der er noget, der samler os for tiden, må det være den urovækkende fornemmelse af, at verdensordenen smuldrer. Trump-administrationen underminerer internationale spilleregler i Venezuela og Grønland, mens de afmonterer demokratiet derhjemme i USA. Alt imens rykker Putin fortsat frem i Ukraine, og Europa opruster på et niveau uset siden Anden Verdenskrig.

Da den franske økonomihistoriker Arnaud Orain sidste år lod sig interviewe af Information, blev han spurgt, hvilken bog, man bør læse for at forstå den kaotiske verdenssituation. Svaret faldt uden tøven på techmogulen Peter Thiels Zero to One.

Som vi forklarede sidste år i sommerskolen ‘Oplyst om mørket’, er Peter Thiel en central figur i den autoritære strømning Dark Enlightenment, som er baseret på en massiv tiltro til teknologi, og en tilsvarende stor mistro over for demokratiske principper.  Der er grund til at tale endnu mere om bevægelsen, hvis magt kun er tiltaget siden sidst. Forskningsprojektet The Authoritarian Stack viser, hvordan Thiel er hovedarkitekten i et netværk af autoritære techledere og venturekapitalister, der er ved at overtage kontrollen med Vestens digitale infrastruktur.

I juli 2025 underskrev techvirksomheden Palantir – som Thiel er medstifter af – en kontrakt på 10 mia. dollars med den amerikanske hær med et officielt mål om “effektivisering”. I praksis giver kontrakten Palantir – og dermed Thiel og topchefen Alex Karp – direkte kontrol over en gedigen portion af USA’s militære infrastruktur.

Historien varsler en dunkel fremtid – for ikke at sige nutid – hvor stater mere eller mindre frivilligt har overgivet deres suverænitet til autoritære techfyrster. Som professoren Francesca Bria, leder af projektet, skriver: “I det 21. århundrede er dem, der kontrollerer den digitale infrastruktur, dem der kontrollerer betingelserne for selve demokratiet.”

I de følgende afsnit vil vi se nærmere på techoligarkernes masterplan. Hvad for en verden drømmer de om, og hvordan forsøger de at frembringe den i praksis? I første omgang følger vi Arnaud Orains råd og søger en forklaring på den nye verdensorden i Peter Thiels Zero To One – et ganske besynderligt værk, der både giver et værdifuldt indblik i sin forfatters verdenssyn og (måske også) tidens politiske omvæltninger.

En misforstået business-bibel

Thiels Zero To One røg med det samme på bestsellerlisten, da den udkom i 2014, og cirkulerer stadig flittigt i iværksættermiljøer og på lister over verdens “bedste” business-bøger. Bogen bygger på en forelæsningsrække, Peter Thiel gav på Stanford University i 2012, og er skrevet med studenten Blake Masters, der tog noter. Hvor USA’s nuværende vicepræsident J.D. Vance blev en af Thiels mest succesfulde protegéer, har Masters to gange fejlet i sit forsøg på at blive valgt ind i senatet på trods af massive donationer fra sin åndelige fader.

Ved første øjekast fremstår Zero To One som en klassisk selvhjælpsbog for den aspirerende iværksætter – den der genre, som fra lufthavnens boghylder lokker med evig rigdom og berømmelse, bare man kopierer den succesrige forfatteres kontinuerlige perlerække af rigtige beslutninger. Men som James Rushing Daniel, lektor i engelsk ved Seton Hall University, forklarer til Føljeton, gemmer der sig noget ganske andet under den uskyldige facade:

“Hvis man læser bogen kritisk, står det klart, at den fortæller meget lidt brugbart om, hvordan man [laver en succesfuld startup]. I stedet er det en politisk og teologisk afhandling om exceptionalisme, dominans og en afvisning af den liberale verdensorden,” siger Rushing Daniel, som bl.a. har forsket i Peter Thiels retorik.

Ifølge Thiel selv handler bogen om, hvordan en virksomhed skaber transformerende fremskridt (af typen 0+1) i modsætning til fremskridt, som blot kopierer, hvad der allerede findes (af typen n+1). Hvor ny teknologi repræsenterer den første udvikling, står globalisering for den anden.

Lige så begejstret Thiel er for ny teknologi, lige så skeptisk er han over for globalisering – visionen om fredelig, international samhandel, og at Det Globale Syd med tiden får del i Vestens økonomiske goder. Den proces kan angiveligt få fatale konsekvenser. Han skriver: “Hvis hver eneste af Indiens hundredvis af millioner af husholdninger levede på samme måde, som amerikanere allerede gør – og kun brugte nutidens teknologier – ville resultatet være en miljøkatastrofe.”

Jovist, Hr. Thiel, men er det ikke den klimaskadelige vestlige levevis i sig selv – og ikke kun dens udbredelse – der udgør problemet? Den slags indvendinger glider forfatteren let henover. Måske fordi han er knap så interesseret i at gå i dialog med sine politiske modstandere, og mere i at sætte ild til den liberale verdens økonomiske konsensus.

Ifølge Rushing Daniel er Thiels afvisning af global omfordeling et opgør med et økonomisk paradigme, som har defineret Vesten siden begyndelsen af 1990’erne. Progressiv neoliberalisme – som filosoffen Nancy Francer har døbt ideologien – kombinerer demokratiske idealer om lighed med neoliberal politik som privatisering af offentlige ydelser og undertrykkelse af fagforeninger. Barack Obama, Hillary Clinton og Tony Blair er klassiske eksempler. Paradigmet bygger bl.a på forestillingen om, at liberal økonomisk politik er retfærdig, fordi den skaber vækst, som i sidste ende vil føre til mere velstand for hele verden.

Thiel forsøger derimod at genoplive en mere rå kapitalisme, hvor fremskridt ikke måles i lighed eller velstand for flertallet, men i rendyrket profit. Økonomisk vækst er nemlig vilkåret for den teknologiske udvikling, der ifølge Thiel skal redde menneskeheden fra sit fremadskridende forfald. Zero To One runger af en kvasi-religiøs lovprisning af teknologiens, frelsende kræfter. Som han skriver: “Mennesker adskiller sig fra andre arter ved vores evne til at skabe mirakler. Vi kalder de mirakler for teknologi.”

Økonomisk omfordeling, regulering og alskens progressive initiativer er gift for de teknologiske kvantespring, Silicon Valley kunne udrette, hvis man dog bare blev sat fri fra flertallets formynderi. Derfor repræsenterer demokrati for Thiel ikke frigørelse, men undertrykkelse. “Jeg tror ikke længere på, at frihed er kompatibelt med demokrati,” skriver han i essayet The Education of a Libertarian.

Mimesis og monopoler

I Thiels nye kapitalisme er det nødvendigt at gøre op med den fri konkurrence. “Faktisk er kapitalisme og konkurrence modsætninger,” mener han. Ifølge techmilliardæren er konkurrence skadeligt for virksomheders profit, fordi det hæmmer deres incitament til at investere og innovere. For Thiel er monopoler mere kreative og nytænkende, fordi de i kraft af deres eksklusive adgang til et marked har mere handlefrihed og kan tænke langsigtet.

Thiels forsvar for kreative monopoler baserer sig ikke kun på økonomiske argumenter, men også på en forestilling om menneskelig adfærd, formet af den franske filosof René Girard, der var hans lærermester på Stanford. Ifølge Girards teori om mimetisk begær – tidligere beskrevet i vores serie om Thiels frygt for Antikrist – er vi grundlæggende drevet af at kopiere hinandens adfærd. Mennesker har ikke unikke præferencer, men begærer dybest set bare, hvad de andre begærer. Som ung studerende på Stanford blev Thiel grebet af teorien, mens han så sine medstuderende efterligne alt fra hinandens tøjstil, sprog og progressive holdninger. Senere betragtede han sine kollegaer i Silicon Valley blive besat af deres rivaler – et tegn på, de var fanget i en ond spiral af middelmådighed.

Længslen efter at bryde ud af det mimetiske begær har siden været styrende for nærmest alt, Thiel har foretaget sig. “Det som Thiel tager fra idéen om mimesis, er en nietzscheansk idé om, at vi er nødt til at bryde ud af den her meget begrænsede sociale virkelighed og i stedet søge efter storhed,” forklarer Rushing Daniel.

Egentlig er det sært ironisk, at Zero To One bliver læst så vidt og bredt. For ifølge Thiel er der kun ganske få individer, der er i stand til at transcendere det mimetiske begær og bygge et kreativt monopol, der for alvor kan transformere verden. En lille, elitær overklasse af genier, super-CEO’s og Zuckerbergs, som efter alt at dømme inkluderer forfatteren selv.

I Thiels univers er verden opdelt i almindelige mennesker og exceptionelle individer, der har evnen til at transformere verden (i bogen nævner han besynderlige eksempler som Lady Gaga og Michael Jackson.) Disse særlige individers excentricitet bør ifølge techmilliardæren for enhver pris beskyttes: “Lektionen for virksomheder er, at vi har brug for stiftere. Om noget bør vi være mere tolerant over for stiftere, som synes underlige eller ekstreme.”

Mange af samtidens techoligarker afviger utvivlsomt fra normen – tænk bare på den evigt akavede Mark Zuckerberg, eller kiksede kong Musk. Men Thiels måske største fejlskud er antagelsen om, at anti-konformitet er et mål i sig selv. Var det kontrært, da Elon Musk heilede ved en republikansk konvention sidste år? Ja. Var det et udtryk for, at han var et geni? Tja, det kan man jo så gruble lidt over.

På trods af sine faldgruber – eller måske netop på grund af dem – er Peter Thiels egne grublerier dog værd at dvæle ved. Vi må ikke være blinde for den fare, de repræsenterer. Thiels utopi er autoritær og anti-progressiv. Den er monopolistisk, hyperkapitalistisk og måske det, der er værre. For hvad er det nu, man kalder et verdenssyn, der glorificerer enkeltindivider for deres medfødte overlegenhed, dæmoniserer demokrati og sætter ét ideologisk princip – teknologisk vækst – over alt andet? Som James Rushing Daniel selv siger: “Jeg har ikke noget problem med at kalde Peter Thiel for fascist.”

Arnaud Orain var inde på noget rigtigt, da han nævnte Zero To One som en nøgletekst i samtiden. For her, godt et årti efter udgivelsen, er vi velsagtens tættere på Thiels drømmeverden end nogensinde før. Alt det undersøger vi nærmere i morgen. /Claes T. Sørensen