Sneen smelter

Det bliver sværere og sværere at finde destinationer til vinter-OL. I takt med, at temperaturerne bliver varmere, smelter sneen. Underlaget på bjergene bliver mere usikkert og øger risikoen for styrt – måske som dem, vi allerede har set i weekenden, da årets lege åbnede i Milano og Cortina d’Ampezzo.

I Italien har man da også allerede fået væsentligt mindre sne, end der plejer at være. Indtil sidste øjeblik var arrangørerne bekymrede for, om der overhovedet ville nå at falde nok. Derfor er op til 85 pct af snelandskabet i år dækket af kunstig sne fra snekanoner, der blæser vanddråber op i luften, som fryser på vejen ned. Temperaturen i området omkring Milano og Cortina d’Ampezzo er næsten fire grader celsius højere, end da de olympiske vinterlege blev afholdt samme sted i 1956.

Den Internationale Olympiske Komité er derfor allerede i gang med at overveje, om næste omgang lege skal flyttes en måned frem. Især af hensyn til de paralympiske lege, der i år afholdes i marts, hvor “solen er stærk nok til at smelte sneen”, som Karl Stoss, medlem af komitéen, siger til AP. Et nyt studie viser, at 12 ud af 22 steder, der før har været værter for vinter-OL, i 2080 umiddelbart vil være for usikre at afholde vinter-OL i.

Risikoen for en gentagelse af vinter-OL i Beijing i 2022, der var det første til næsten udelukkende at bruge kunstig sne, er overhængende – og flere fremtrædende atleter har advaret om, at de store mængder kunstig sne øger antallet af skader, fordi de skal bevæge sig i mere fast og hård is.

Vinter-OL befinder sig på den måde i en slags ondt og åbent loop, hvor klimaforandringerne på den ene side gør omgivelserne både mere farlige og uforudsigelige – og kun kræver flere snekanoner, der kræver enorme mængder energi og vand at producere.

Der er flere steder, man kan sætte ind. I første omgang arbejder Den Internationale Olympiske Komité med at finde steder, der overhovedet kan holde vinter-OL, uden at der bliver for meget kaos – flere af sportsudøverne har allerede presset på for, at OL skal holdes i mere “geografisk rimelige” områder.

Andre er begyndt at sige fra over for de mange fossile sponsorater, der dominerer snesporten. Det har det norske guldhåb Ragne Wiklund gjort. I weekenden sagde hun nej til at bære olieselskaberne Equinor og Uno-X på sin dragt, da hun vandt sølv på 3.000-meter-distancen i skøjteløb og sikrede Norge den første skøjtemedalje for kvinderne i 46 år.

“Selv hvor stusselig [akavet] det hadde stått til på sponsorsiden, så ville ikke det gått for min del,” siger Wiklund, der heller ikke vil tage imod pengesponsorater fra de fossile virksomheder, selvom det ifølge det norske medie VG er næsten halvdelen af sportsudøverne i vintersporten, der lever under EU’s fattigdomsgrænse:

“Det hadde krasjet med det jeg står for. Samtidig har jeg veldig stor forståelse med idrettsutøvere som gjør det, også i vinteridrett, for jeg vet hvor vanskelig det er å skaffe sponsorer. Det er jo veldig få som lever glamorøse liv.”

Mens vinter-OL er afhængig af sne for at overleve, er dets største sponsorer stadig de firmaer, der får sneen til at smelte endnu hurtigere.

En rapport fra 2023 viser, hvordan de fossile virksomheder udgør hele rygraden af de olympiske vinterlege. På listen over sponsorater af både det internationale ski- og snowboardforbund FIS og af atleterne selv, nævnes i flæng BMW, British Airways, Equinor, Ford, Gazprom, Lufthansa, Mercedes Benz, SAS, Singapore Airlines, Toyota, Uno-X, Volkswagen, Volvo. Og det fortsætter.

Hvad laver de i vinter-OL? De har pengene til fælles. Forskerne bag rapporten har regnet ud, at eksempelvis Volvo og det svenske olieselskab Preem tilsammen er ansvarlige for, at mindst 200 kvadratkilometer sne forsvinder om året.

Adspurgt, om hun tror, at vinter-OL kan blive afholdt i fremtiden på grund af temperaturstigningerne, er Wiklund heller ikke så optimistisk: “Jeg må være helt ærlig og si at dersom vi fortsetter slik vi holder på nå, så er ikke det å arrangere vinter-OL det som bekymrer meg mest.” /Emma Louise Stenholm