Nationalkonservative SF

Afstandene i dansk politik skrumper, jo tættere vi kommer på et valg. Det er stik imod den klassiske logik, hvor fronterne ellers plejer at blive trukket skarpere op.

Senest har SF’s formand Pia Olsen Dyhr annonceret, at hun reelt ikke vil kræve større samfundsreformer, hvis blot folkesocialisterne atter kan få ministerposter. Mandaternes logik regerer.

I et interview med Weekendavisen slår hun fast (betalingsmur), at SF støtter selv den seneste bølge af udlændingestramninger. Hun nævner også, at den kirkelige helligdag store bededag – oprindeligt en samling af små bods- og bønnedage – bør genindføres. Men samlet set er signalet fra SF frem mod valget, at partiet grundlæggende støtter den nationalkonservative drejning, som dansk politik har været inde på i årevis.

“Vi støtter regeringens lovforslag om en udvisningsreform,” siger Pia Olsen Dyhr i interviewet og fortsætter med en efterhånden mainstream-agtig argumentation:

“Det krænker min retsfølelse, at vi kan have en mand i Danmark, som er kommet hertil som voksen, gifter sig, får et barn, som han efterfølgende voldtager – og så kan han blive i Danmark, fordi han har tilknytning til det barn.”

Stort set alle eksperter vurderer ganske vist, at SVM-regeringens forslag om at udvise flere kriminelle udlændinge – også når det vil stride mod Menneskerettighedsdomstolens praksis – mest af alt er værdikonservativ symbolpolitik. Simpelthen fordi det i første omgang kun vil føre til meget få ekstra udvisninger i praksis og i anden omgang ventes at blive underkendt ved en senere dom ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Men det stopper ikke SF.

Partiets politiske ordfører, Signe Munk, udtaler til Berlingske:

“Vi har haft en række sager her i Danmark, hvor vi ikke har haft mulighed for at udvise udlændinge, som har begået grov kriminalitet. For eksempel voldtægt mod mindreårige. Det er ikke holdbart, og det er ikke rimeligt.”

Retorikken ligger ikke bare tæt på Socialdemokratiets. Den ligger midt i den. Og det er selve pointen: Ved at mime den strammerretorik, som statsminister Mette Frederiksen (S) og udlændingeminister Rasmus Stoklund (S) turnerer med, sender SF et umisforståeligt signal om, at partiet er klar til at bytte sig ind i samme garderobe som Socialdemokratiet.

Folkets mistillid

Umiddelbart er der mere virak omkring SF’s anden udmelding om, at store bededag skal genindføres. Det lyder også lidt rødt. Klassisk arbejderkamps-agtigt. Men det ville være synd at sige, at SF ligefrem står alene med kravet. Tværtimod er det den samme sag, der forener den blå opposition.

I det valgoplæg, som de fire borgerlige partier – Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti – fremlagde sidste efterår under den pompøse titel Borgerligt fundament, står kravet om at genindføre store bededag allerøverst. Blandt de 50 forslag, de vil gennemføre med en ny blå regering, lyder første punkt:

“Genindfør store bededag. Det foreslås at genindføre store bededag som statslig og kirkelig helligdag. Den lovbestemte kompensation for store bededag skal fjernes. Den overenskomstmæssige tilstand fra før lovindgrebet skal forsøges genskabt via trepart.”

Der kan oplagt findes både røde, blå, gule og grønne argumenter for en fridag – om ikke andet fordi den er populær blandt vælgerne. Konkret er store bededag blevet et dødsmærke for midterregeringen, og oppositionspartierne har derfor alt at vinde ved at love lidt mere fritid. Forslaget har mest af alt karakter af en kontrast til SVM-regeringen.

Interessant nok forsøger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, ikke engang at begrunde sit krav primært med hverken smæld fra røde faner eller lyserødt indpakningspapir. Hun fremhæver i stedet et mere værdikonservativt ræsonnement. Også her.

Hun taler om traditioner, forudsigelighed og kontinuitet:

“Og så skal vi som rød blok genindføre store bededag for at genoprette tilliden til folkestyret. Det er vigtigt, at vælgerne ved, hvad de kan forvente af os, og hvilket kompas vi har. Mange danskere føler, at store bededag blev taget fra dem som af en tyv om natten. Vi skal genoprette folks tillid ved simpelthen at skrotte loven,” siger Pia Olsen Dyhr til Weekendavisen.

Logikken synes at være, at store bededag skal tilbage, fordi vælgerne ikke var blevet forberedt på beslutningen før sidste folketingsvalg. Lønmodtagernes frihedsrettigheder og samfundsøkonomiske kalkuler er sekundære. Det handler om business as usual:

“Man kan konstatere, at økonomerne er i tvivl om effekten på arbejdsudbuddet, og det er heller ikke, fordi statskassen mangler penge. Men lige præcis store bededag handler om mere end penge; det handler om tillid.”

Bytte, bytte købmand

Hvis Mette Frederiksen kan siges at være lykkedes med én stor bedrift, så er det at omtegne det politiske landskab i Danmark.

Hun har cementeret Socialdemokratiet som et midterparti, der demonstrativt læner sig mod det kulturkonservative – for en sikkerheds skyld. Dermed har hun ikke alene skubbet højrefløjen længere ud, men også trukket SF ind mod midten.

Som i en tøjkæde bytter partierne jakker med hinanden. Det, der i går var Socialdemokratiets snit, hænger i dag på SF’s knage: Pia Olsen Dyhr står nogenlunde dér, hvor Socialdemokratiet stod, da Mette Frederiksen blev formand i 2015.

For Socialdemokratiet er der intet parlamentarisk, realpolitisk eller ideologisk udfordrende ved de krav, som SF fremsætter. De minder snarere om det, Socialdemokratiet selv ofte ender med at føre valgkamp på.

Mette Frederiksen har ændret sortimentet i butikken, så oppositionen i dag bytter med varer, hun selv tidligere solgte.

I store dele af den socialdemokratiske folketingsgruppe har der længe været en erkendelse af, at partiet er nødt til at gå til valg på at genindføre store bededag. Om ikke andet fordi en ny regering – efter alt at dømme – vil blive tvunget til at omgøre den upopulære beslutning. Og så kan man lige så godt være på forkant.

På et pressemøde onsdag formiddag har finansminister Nicolai Wammen (S) da netop også åbnet for, at en genindførelse af helligdagen kan komme på tale efter valget: “Kommer vi i en position, hvor vi har ansvaret for at danne en regering, er vi også åben for at diskutere det.”

Måske er det netop dét, der er den nye normal: at dansk politik ikke længere bevæger sig i retning af større forskelle op mod et valg, men i stedet søger mod overlap. Konflikterne tones ned, forskellene pakkes ind. Oppositionen taler som regeringen – og regeringen har allerede sagt det hele før. Partierne bytter jakker og gentager hinandens replikker.

SF taler om tillid. Om at genoprette noget, der blev taget.

Men tillid opstår ikke kun ved at skrue tiden tilbage én helligdag. Den opstår af klare forskelle, tydelige prioriteringer og reelle valg.

Mette Frederiksen har flyttet midten. SF er rykket med. De borgerlige rutsjer længere ud mod den yderste højrefløj. Store bededag kan komme og gå. Udvisningsreformer kan vedtages og underkendes.

Men det afgørende er nok ikke varerne – det er byttelegen. Dansk politik ligner i stigende grad en butik, hvor partierne skifter etiketter på de samme varer. Vælgerne får lov at vælge mønster. Ikke retning. /Lars Trier Mogensen