Kære læser

Det friere valg

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

PostNord kan blive tvunget til at levere breve igen. Mens de blå budes monopol for få år siden blev ophævet i en omfattende liberalisering af postmarkedet, står flere politikere på Christiansborg på paradoksal vis klar til at bringe den statslige post tilbage.

Da SVM-regeringen, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige i 2023 blev enige om en ny postlov, skulle det ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) sikre “bedre service i selv de fjerneste egne af landet”.

Tanken var enkel og kerneliberal: Årtiers problemer med forsinkede leveringer samt million– og milliardunderskud i PostNord skulle løses med konkurrence. Borgerne skulle have et “friere valg”, og PostNords mangeårige særstilling på markedet blev fjernet. Det gjorde den sammen med den såkaldte befordringspligt til at levere i alle – også de mest tyndtbefolkede – områder af Danmark.

Det friere valg skulle altså ikke kun gøre servicen bedre, men også billigere.

“Jeg laver jo ikke prissætning for nogen private virksomheder, men jeg har en forventning om, at konkurrencen vil sikre bedre og billigere pris og service, ligesom vi har set på pakkeområdet, teleområdet og meget andet,” sagde transportministeren.

Helt afgørende var det for partierne, at man stadig skulle kunne sende og modtage breve. Markedskræfterne skulle nok slå til: Hvis bare konkurrencen var stor nok, skulle de, der altså overhovedet stadig brugte papirpost, nok få et leveringsdygtigt alternativ.

Men det gik præcis, som man kunne have forudset. Efter regeringen havde fjernet statsstøtten, meddelte PostNord i marts sidste år, at brevene skulle tage det første stød. Brevomdelingen blev fjernet i en spareøvelse, fordi de til sidst leverede flere bankrykkere end håndskrevne kærlighedsbreve. Det kunne ganske enkelt ikke længere betale sig. Nogle måtte tabe, og det blev de over 200.000 mennesker, der i dag er fritaget fra Digital Post og i stedet må vælge en anden i rækken af private leverandører.

Den private virksomhed dao (Dansk Avis Omdeling) meddelte hurtigt, at de var klar på at overtage opgaven. Og skabte deres eget måske utilsigtede, men de facto monopol. Også selvom dao har slet ikke haft erfaring med breve i den skala, PostNord har været vant til: Siden november har de eksempelvis måttet “træne” for at gøre sig klar til at skulle distribuere fire millioner valgkort, når der inden længe udskrives folketingsvalg.

Statens regning

Kristeligt Dagblad og DR har de seneste uger beskrevet, hvordan tusinder af breve har hobet sig op hos dao. Ved udgangen af januar havde 15.000 mennesker klaget over forsinket post, efter dao ved årsskiftet overtog brevuddelingen fra PostNord.

Torsdag morgen kan Jyllands-Posten så fortælle, at dao i et notat til Venstre-transportministeren forklarer, at forsinkelserne skyldes netop en “ophobning” af breve. Mindst 65.000 bankbreve, herunder kreditkort, er blevet væk: “Der er blevet flyttet rundt og ‘fisket’ produkter med den konsekvens, at nogle breve har stået alt for længe.”

Den tidligere transportminister Benny Engelbrecht (S) siger til avisen, at dao har et “alvorligt forklaringsproblem”: “Jeg må da godt nok sige, at hvis tre procent af forsendelserne aldrig når frem, så er det en stor fejlprocent. Det er jo lysår fra, hvad man har været vant til. Det er pivhamrende ringe.”

Adm. direktør i dao Hans Peter Nissen er dog anderledes fortrøstningsfuld. Også selvom uddelingen bliver yderligere presset af vintervejret: “Vi sætter alt mandskab ind på at komme tilbage til normalen – og få uddelt det, vi ikke har kunnet levere. Målet er, at vi får efteromdelt det post, som hober sig op, i løbet af få dage.”

På Christiansborg står flere politikere klar med kritik. Nogle af dem har tilmed luftet idéen om at bringe PostNord tilbage. Den udslagsgivende faktor er dog ikke sne og slud, men det kommende folketingsvalg.

“Jeg håber, at ministeren kan garantere, at alle får valgkort til folketingsvalget. Og ellers må han jo træde til og udpege PostNord til at sørge for, at det sker,” siger SF’s transportordfører Mads Olsen. “Min bekymring er, at dao lige har overtaget postvirksomheden, og der er tydeligvis ikke styr på butikken. Og når man så får sådan en kæmpe ekstra opgave, som disse millioner af valgkort jo grundlæggende er.”

Også Danmarksdemokraterne advarer om, at dao bør få “styr på det”.

Det lyder måske betænkeligt, at man først kan fjerne det, der engang var et offentligt gode, og så hive det ind igen, når det private ikke leverer. Men situationen er ikke urealistisk. For når oppositionen taler om, at transportministeren igen kan udpege PostNord, skyldes det, at man med postloven besluttede, at staten i sidste ende har ansvaret for, at brevuddelingen fungerer. Og at Trafikstyrelsen løbende skal overvåge det.

Aftalepartierne tilføjede derfor også en sætning om, at transportministeren kan udpege en leverandør, hvis det private ikke leverer. Også hvis staten skal betale. Risikoen var altså forventet på forhånd. Regeringen tog et valg om først at forringe vilkårene og står nu tilbage med en ganske forudsigelig konsekvens.

Mest bagvendt er det dog, at valgkort slet ikke er en forudsætning for at stemme. Også de ikke- eller antidigitale vil kunne møde op med et sundhedskort, kørekort eller pas. Debatten om dao har altså afsløret sig som et spørgsmål om principper og ideologi, ikke kun praktiske nødvendigheder. I princippet kan PostNord altså tvinges ind igen inden valget – selvom transportministeren indtil nu har oplyst, at han har tillid til dao. Hvad ville PostNord selv sige til det? /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12