Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix
I går var Pam Bondi, USA’s justitsminister, til høring om Epstein-filerne i Repræsentanternes Hus. Justitsministeriet har haft ansvaret for frigivelsen af filerne og bliver bl.a. kritiseret for at have delt nøgenbilleder af ofre og været for rundhåndet med overstregninger af mulige medskyldige.
Men det lader ikke til, at Bondi var modtagelig for kritikken. Bondi kaldte det for en politisk joke, da republikaneren Thomas Massie ville vide, hvorfor bestemte navne var overstregede. Da demokraten Pramila Jayapal ville have hende til at sige undskyld til Epsteins ofre for ikke at inddrage dem i frigivelsen, mente Bondi, det var teatralsk. Og kritik af præsident Trump? “Jeg vil ikke finde mig i det.”