Kultur for kapital, kapital for kultur

Gianni Infantino, der er præsident for fodboldens verdensorganisation Fifa, har for nylig rodet sig ud i at sige, at han nu gerne ser Rusland lukket tilbage ind i Fifa-folden. Det russiske landshold har været udelukket fra at deltage i fodboldturneringer siden februar 2022, efter Putin invaderede Ukraine. Ukraines sportsminister, Matvij Bidnyj, har modsat sig Infantinos udtalelse og kaldt ham infantil. Til gengæld har Den Olympiske Komités præsident Kirsty Coventry fulgt Infantino trop og antydet, at russerne skal tilbage i sporten.

“Vi er en sportsorganisation. Vi forstår politik, og vi ved, at vi ikke opererer i et vakuum,” sagde hun om Den Olympiske Komité, som var samlet i Milano d. 3. februar. Hun fortsatte: “Men vores foretagende er sport. Det betyder, at sport skal være neutral grund. Et sted, hvor alle atleter kan konkurrere frit uden at blive holdt tilbage af politik eller uenigheder fra deres regeringer.”

Det lyder jo ganske fint. Og naivt. For hvor smuk tanken end er, så er sport ikke neutralt. Stater bruger det i flæng som aktiv politik. Fx anvender Donald Trump sport i sin America First-strategi, hvor han deltager i sportsbegivenheder som aldrig før. Saudi-Arabien investerer i fodbold, golf, boksning og andre sportsgrene for at diversificere sin økonomi og, ifølge kritikere, forbedre statens omdømme. Det mest kendte eksempel er Nazitysklands afholdelse af OL i 1936, hvor scenen blev brugt til at promovere de nazistiske idéer.

Om Rusland skal være med i sport eller ej handler reelt set om, hvorvidt man som seer vil acceptere sportswashing eller ej. Ifølge Amnesty International kalder man det sportswashing, når lande bruger penge på at kunne afholde sportsbegivenheder med et håb om, at det vil give befolkninger verden over et mere positivt syn på staten – ofte en stat, der er kendt for at undertrykke menneskerettighederne og altså har et ry, de vil vaske væk.

Derfor kunne et simpelt modsvar på sportswashingen være at boykotte bestemte begivenheder. Det har virket før i tiden, så hvorfor ikke bare gøre det igen? Da Sydafrika var et apartheidland, var der en stor bevægelse imod segregreringspolitikken, som udmøntede sig i boykot og udelukkelser. Sydafrika måtte fx ikke deltage i de Olympiske Lege fra 1964 til 1988, og boykotningerne menes at have spillet en rolle i den senere afskaffelse af apartheiden.

Stanis Elsborg, der er leder af Play the Game, et initiativ, der promoverer demokratiske værdier i sportsverdenen, skriver i et debatindlæg, at boykotsnakken ikke må reduceres til ja- og nej-spørgsmål. Han opfordrer til, at medierne stiller spørgsmål såsom hvordan det kan være, at Fifa kan operere uden nogen form demokratisk kontrol, og hvorfor atleter og fans forventes at påtage sig ansvaret for de moralske spørgsmål snarere end regeringer og/eller fodboldforbund.

Amnesty Internationals definition af sportswashing er ikke nødvendigvis forkert, men den udelader også dele af sportswashingsfænomenet. For som de tre forskere Jonathan Grix, Paul Brannagan og Adam Dinsmore fra henholdsvis Manchester Metropolitan University og York University skriver i en forskningsartikel udgivet sidste år, så skal der to til tango: I sportswashing er det flere staters interesser vedrørende økonomi og kulturel prestige, der er på spil. Lande med meget kulturel prestige er villige til at bytte noget af denne for kapital. Fx har Storbritannien meget kulturel prestige ved at huse verdens største fodboldliga Premier League. Og så er lande med meget kapital, fx Saudi-Arabien, villige til at bytte det for at opnå en bedre anseelse.

Med andre ord er det ikke udelukkende Saudi-Arabien, der sportswasher, når de fx køber Newcastle United. Den britiske regering blåstemplede og fremmede aktivt salget af klubben, da den anså det for at være en del af Storbritanniens økonomiske interesser. Briterne solgte altså aktivt noget af deres kulturelle prestige – en gammel, traditionsrig fodboldklub – for at kunne indhente mere kapital.

Sportswashing breder sig langt længere ud end blot at være autokratiske stater, der vil ændre på deres omdømme. Det er også de senkapitalistiske strukturers fangarme, der ønsker at udvide deres markeder ved at omdanne kultur til produkter. Senkapitalismen er kendetegnet ved at være både globaliseret og postindustriel: Det er ikke kun materielle produkter, der forhandles på verdensplan, men også de immaterielle. Altså kulturen. Hvad der før var allemandseje, bliver nu solgt, målt og forbrugt. Når alt er til salg, bliver kapital hurtigt vigtigere end menneskerettigheder og andre demokratiske værdier.

I sport er der tabere og vindere, men uden for sportsarenaerne lader det til, at alle seere og fans er taberne. For sport bliver ikke behandlet demokratisk uden for arenaerne. Sporten er blevet et produkt, der forhandles mellem stater, der enten har kapital eller prestige for øje, snarere end det smukke ved sportens udfoldelse og dets kulturelle samlingskraft. Og det går ud over dem, der kerer sig mest om sporten: Sportsudøvere, der bliver politiske kastebolde, og seere, som ender i moralsk desorientering.

Så når det lader til, at Rusland er på vej tilbage i sporten, handler det ikke kun om, at Infantino og Coventry har et naivt – eller korrupt – syn på sport. Det handler også om, at kulturen allerede er til salg. /Gustav Hamborg Albrechtsen

Gustav er Føljetons nye universitetspraktikant.