Stefano Costantino/SIPA/Ritzau Scanpix
Da Vinter-OL blev skudt i gang for et par uger siden, var det til fanfare og virak. En delegation af det amerikanske immigrationspoliti ICE skulle ledsage de amerikanske atleter til Milano, hvilket fik italienerne på gaden. Milanos borgmester udtalte, at ICE ikke var velkommen og kaldte dem “militant gruppe, der dræber” og “formener sig adgang til folks hjem ved selv at underskrive deres dommerkendelser”. “Ud med ICE” blev der råbt, mens tilstedeværelsen af den amerikanske vicepræsident J.D. Vance og hans kone Usha vakte buhråb, da de blev vist på storskærmen til åbningen.
“Altså for at være fair, så er han i et fremmed land. Han bliver ikke buhet i dette land,” sagde præsident Donald Trump om den ifølge ham “overraskende” buhen. Ifølge The New York Times så udtrykte buhråbene altså en utilfredshed blandt europæerne med den nuværende amerikanske regering, og demonstrationen var en klar indikation på italienernes “raseri over Trump-administrationens politikker”.
Den europæiske modstand mod den nuværende amerikanske regering stod altså fast: Ud med ICE, og ud med USA. Men selvom J.D. Vance og konen Usha blev buhet i fin europæisk forening, er den store distancering mellem de amerikanske metoder og de europæiske ditto nu efterhånden mere forestillede end virkelige.
Mandag kom mere end 70 europæiske rettighedsorganisationer med et fælles opråb imod en ny foreslået EU-lovgivning, som ifølge dem vil give os, ja, ICE herhjemme. Så meget for den europæiske moralske højborg.
Hvis planerne bliver godkendt, vil immigrationsrazziaer blive normaliseret og udvidet med overvågningsmidler over hele kontinentet, mens især racemæssig profilering vil blive intensiveret, advarer organisationerne. EU’s planer vil “konsolidere et straffesystem, drevet af højreekstrem retorik og baseret på racemæssig mistanke, fordømmelse, tilbageholdelse og deportation”, hvilket jo ikke lyder specielt lovende. Og lidt mere dystert: “Europa ved fra sin egen historie, hvor systemer med overvågning, syndebukke og kontrol kan føre hen.”
Opråbet kommer i kølvandet på en afstemning i sidste uge, der etablerede juridiske beføjelser til, at et EU-land kan deportere asylansøgere til et tredjepartsland, som asylansøgeren aldrig har sat sine ben i – hvis altså det pågældende EU-land har en aftale med landet. Den nye lovgivning blev stemt igennem af primært centrum-højre politikere med 396 for og 226 imod. Nu mangler den kun en sidste formel godkendelse af de 27 medlemslande.
I samme ombæring stemte MEP’erne også for at lave en liste over, hvilke lande, de ville kvalificere som “sikre” at deportere desperate mennesker til. Listen inkluderer bl.a. Tunesien, hvis præsident Kaïs Saïed har en tendens til at fængsle oppositionspolitikere i op til 66 år, samt krænke migranters menneskerettigheder ved at sætte dem af midt ude i ørkenen uden deres ejendele. Men det er altså godt nok til EU.
“Dette er begyndelsen på en ny fase: Migration er ikke længere tålt, men styret,” sagde den italienske MEP Alessandro Ciriani, der er medlem af det italienske regeringsparti Fratelli d’Italia.
Crack-down
Generelt er der ret stor diskrepans mellem den anti-amerikanske europæiske folkestemning, og virkeligheden i Europa-Parlamentet. Et andet sted, hvor dette blev synligt, var til fredagens sikkerhedskonference i München, hvor den tyske kansler Friedrich Merz fik sagt, at MAGA’s kulturkampe altså ikke er EU’s. Det lyder fint, men afspejler heller ikke realiteterne. Eksempelvis var Italiens premierminister Giorgia Meloni slet ikke enig med sin tyske kollega.
Uenigheden afspejler et større paradigmeskifte i EU, hvor den yderste højrefløj for alvor har vundet indpas og i højere grad sidder med ved forhandlingsbordet. Et brud på den hidtidige og usagte aftale blandt EU’s centrister, også kendt som cordon sanitaire – altså en sund afgrænsning. Den har ellers tidligere dikteret, at den yderste højrefløj skulle holdes ude af den politiske beslutningstagen.
Som en MEP’er fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (EPP) siger: “Hvad skal vi gøre, når [Jordan] Bardella er Frankrigs præsident?” Et ikke utænkeligt scenarie i lyset af, at Bardella og Rassemblement National står til 34 pct. af stemmerne i kontrast til Macron og Ensembles 15 pct. Hvilket også varsler en ny æra i Europa-Parlamentet, hvor politisk pragmatisme vil trumfe principper, pointerer Politico.
Mens vi venter på den nye europæiske principløshed, kan vi passende varme os ved næste uges udgivelse af Giorgia Melonis bog Giorgia’s Way. Den har et forord skrevet af ingen ringere end J.D. Vance og en rosende “blurp” på forsiden af Donald Trump. Så ja, vi har allerede USA herhjemme. /Astrid Plum