Hvor er “far”?

Har man læst andet bind af Karl Ove Knausgårds murstensværk Min kamp, vil man sandsynligvis også huske scenen, hvor Karl Ove tager til babyrytmik med sin første datter Vanja. Det sker virkelig ikke med Knausgårds gode vilje, for som han skriver:

“[E]fter et par måneder var min modstand mod det rollen som blød mand indebar, blevet brudt så radikalt ned, samtidig med at Vanja var blevet så stor at hendes dage burde indeholde en vis variation, at jeg en dag sagde ja, i dag har vi tænkt os at gå til babyrytmik på Stadsbiblioteket.”

Selve deltagelsen i babyrytmik er ikke ligefrem en succes. Forfatterens aversion mod at agere blød mand er alligevel ikke blevet helt nedbrudt endnu – for da han først får gelejdet sin datter med ned på en pude og sammen med andre forældre og babyer begynder at synge, spille og danse under instruktion af en “ung, smuk kvinde” på “omkring femogtyve” er det, som om noget i ham går i stykker:

“Så fik vi uddelt forskellige rasleinstrumenter vi skulle sidde og rasle med mens vi sang en ny sang. Jeg var ikke pinligt berørt, det var ikke flovt at sidde der, det var ydmygende og nedværdigende. Alt var blødt og venligt og godt, alle bevægelser var små, og jeg sad sammenkrøbet på en pude og sang sammen med andre mødre og børn, en sang der til overmål blev sunget for af en kvinde jeg havde lyst til at gå i seng med. Men ved at sidde der var jeg fuldstændig ufarlig, uden værdighed, impotent, der var ingen forskel på mig og hende, andet end at hun var smukkere, og den udjævning, hvor jeg havde givet slip på det der var mig, tilmed min størrelse, og det frivilligt, fyldte mig med raseri.”

Andetsteds i samme bind af Min kamp reflekterer den endnu nye norske far over, hvad det er for et mystisk og altopslugende forældre-fællesskab, han nu er blevet en del af:

“Det som før var foregået i det private rum, blev nu pumpet ud i det offentlige. Overalt kunne man læse om veer, kejsersnit og amning, babytøj, barnevogne og ferietips for småbørnsforældre, der udkom bøger skrevet af hjemmegående fædre eller bitre mødre der følte sig snydt, eftersom de blev udmattede af både arbejde og børn. Det som før havde været noget normalt man ikke talte særlig meget om, nemlig børn, blev nu sat helt forrest i tilværelsen og dyrket med en intensitet der burde få enhver til at løfte øjenbrynene, for hvad skulle det nu betyde?”

Knausgård fortsætter:

“Midt i den galskab trillede jeg altså rundt med mit barn som en af de mange fædre der tilsyneladende satte faderskabet foran alt andet. Når jeg sad der på min café og madede Vanja, sad der altid mindst én anden far, gerne på min alder […] synet af dem var altid lidt ubehageligt, det feminiserede ved dem i det de foretog sig, havde jeg svært ved at tage, selv om jeg gjorde akkurat det samme og var nøjagtig lige så feminiseret som dem. Den svage foragt jeg betragtede mænd der trillede barnevogn med, var mildt sagt tveægget, eftersom jeg selv som regel havde en foran mig når jeg så dem. At jeg var alene om disse følelser, tvivlede jeg på, jeg syntes at kunne genkende det urolige blik hos nogle af mændene på legepladserne, og rastløsheden i de kroppe som godt kunne tage et par armbøjninger i legestativerne mens børnene legede omkring dem.”

Kendt som far

Min kamp. Andre bok udkom på norsk i 2009, og er altså skrevet i en 00’er-tid, hvor babylivet rigtig nok var begyndt at figurere mere prominent i den offentlige samtale. Også hvad angik mænds tilsyneladende ambivalente behandling af far-rollen. Herhjemme kunne man eksempelvis læse forskellige kendis-danskere tø-hø-baksen med familiekaosset i form af Sebastian Kleins Familiefar i knibe (2006), Jan Gintbergs Dysfunktionel far (2006) samt Lars Daneskovs Far på færde (sørme også 2006).

Selvom netop de værker – for nu at sige det pænt – ikke helt deler de samme litterære kvaliteter som Karl Ove Knausgårds autofiktive mesterværk, er de alligevel fælles om et underliggende motiv: Far er på (ble)spanden. Modvilligt må han give afkald på sine hidtidige maskuline præferencer, på alverdens sex, sjov og ballade, for i stedet at kaste sig ud i en daglig skyttegravskrig bestående af gylp, gråd og glimtvise erkendelser af, at de der unger trods alt er dejlige nok, når det kommer til stykket.

“At blive far er det største bombenedslag, du vil opleve i dit liv. Din kæreste er blevet dit barns mor, dine skjorter er dekoreret med gylp, og du lærer nye ord som lækagebarriere og brystpumpe”, skriver Daneskov.

“Forstå mig ret. Jeg er vældig glad for både min hustru og mine børn. Men hvor ville det dog være rart, hvis de ikke var omkring mig hele tiden! Tænk hvis man kunne få lov til at prøve det søde singleliv igen. Jeg taler ikke nødvendigvis om ‘one night stands’ eller overdreven indtagelse af alkohol. Jeg tænker såmænd bare på friheden til at gøre lige, hvad der passer én uden at skulle bekymre sig om børn, hustru og diverse forpligtelser. – Det kunne sgudda være skønt!”, skriver dr. Pjuskebusk.

“Og når jeg kiggede gennem mine fuldstændig formørkede solbriller på min egen dysfunktionelle indsats med bare to børn, der smurt ind i Cornettois fra top til tå allerede var i gang med at konflikte om, hvornår de måtte få deres næste, måtte jeg indse, at det hele lå i min egen indstilling. Jeg skulle bare lade være med at betragte hele vores uorganiserede slampøl af rod og skrigende møgunger, som noget, der skal se godt ud for de andre på stranden, men i stedet se positivt på hele forløbet”, skriver Gintberg.

Set med 2026-briller, post-øremærket barsel til mænd og en generelt mere udviklet kønsdebat, er der unægteligt noget lidt ubehjælpeligt ved deres forsøg på at indfange forældreskabet. Bøgerne skal for Guds skyld være letfordøjelige, sjove, “mandede”. Resultatet er dog, at de også ligner noget, der er løgn: som er de blevet skrevet med en forventning om, at fædrene selv er mandebørn – og helst skal holdes interesserede i læsningen med mærkelige illustrationer, store skrifttyper, overdrevent billedsprog, pletvis toilethumor og… ja, hvad end det er, der foregår på forsiden til Sebastian Kleins bog.

Pakker man de værste fordomme væk, indser man dog også, at bøgerne trods alt forsøger at skabe et rum for, at far kan reflektere bare lidt over sin egen rolle i verden. Og som Karl Ove Knausgård på sin egen måde viser, er det store følelser, som her kan være på spil: Ønsket om at holde fast i en særlig forestilling om maskulinitet. En forestilling, som åbenbart er svært forenelig med selve det at være en deltagende far, der går til babyrytmik og skubber til en barnevogn.

Omsorgsarbejdets ordlyd

Gennem litteraturhistorien har forfattere brugt faderkomplekset som en tæt på uudtømmelig inspirationskilde. Beskrivelser af relationer (og ikke-relationer) til forsømmende, strenge og ikke-tilstedeværende fædre har velsagtens været en af litteraturens vigtigste drivkræfter. Til sammenligning er det anderledes (og påfaldende) småt med værker, der ikke kun forholder sig til at have en far, men også at være far. Hvis han har spillet en rolle, har det været som et slags skræmmebillede: Farmand her viser, hvordan man ikke skal forvalte ansvaret for børn. Ligesom du næppe får adgang til hans indre følelsesliv.

Heller ikke i myterne er der meget hjælp at hente: I græsk mytologi spiser titanen Kronos sine egne børn, bange for, at de vil behandle på samme måde, som han selv gjorde, da han kastrerede sin egen far Uranos og sendte ham til Tartaros, dødsriget nederste dyb. Bedre går det ikke, end at sønnen Zeus alligevel besejrer Kronos, og tilsvarende sender ham til Tartaros. I Bibelen får vi igen og igen at vide, at Gud er en kærlig far, men samtidig må vi forholde os til, at han med fuldt overlæg lader sin enbårne søn korsfæste og dræbe. Ligesom han tester Abrahams tjenstvillighed ved at se, om Abraham mon kan lokkes til at ofre sin søn Isak. Man får unægteligt det indtryk, at Moder Natur aldrig kunne finde på noget tilsvarende.

Dermed ikke sagt, at moderskikkelsen er mindre kompliceret. I 1970’ernes feministiske ånd begyndte en række danske forfattere som Dea Trier Mørch og Suzanne Brøgger i hvert fald at tage favntag med bl.a. kvinderollen, moderskabet og kernefamilien på nye, anderledes kritiske måder. Sidenhen har en ny generation af kvindelige danske forfattere som Olga Ravn, Dy Plambech, Maja Lucas, Ida Marie Hede og Cecilie Lind taget stafetten op og beskrevet moderskabet med en ny slags kropslig og hudløs ærlighed. De idealiserede forventninger til mor har simpelthen måttet vige pladsen for mere virkelighedsnære beskrivelser af, hvad omsorgsarbejdet også indebærer.

For er forældreskabet ikke netop det, omsorgsarbejde? I en Politiken-anmeldelse har lektor og ph.d. i litteraturvidenskab Mikkel Krause Frantzen i hvert fald argumenteret for, at “den bølge af samtidslitterære bøger”, som på forskellig vis forholder sig til forældrerollen, passende kan sammenfattes under overskriften “omsorgsopmærksomme bøger”. Så måske giver det ikke længere mening på samme måde at skelne mellem mor og far?

Tab ikke sutten

Siden 00’ernes far-forvirring er en ny række bøger kommet til i selvhjælpskategorien “tv-kendisser skriver om, hvordan føles at være far”. Thomas Skov har fx udgivet Hvad enhver far bør vide (2019), mens Mikkel Kryger Rasmussen står bag Vægten af et menneske: En fortælling om at være far (2024).

Samtidig er sket noget overraskende nyt: At mandlige forfattere har fulgt op på den moderskabslitterære bølge og er begyndt at bearbejde faderskabet på nye litterære måder. I flæng kan nævnes Rolf Sparre Johansson, Victor Boy Lindholm, Nikolaj Zeuthen, Daniel Dalgaard, Duncan Wiese og Rasmus Nikolajsen, der alle har udgivet værker, der på forskellig vis forholder sig til deres egne roller som fædre. Hvordan de tre sidstnævnte mere konkret har gjort det, vil vi se nærmere på i de kommende dage.

For mig – med en datter på otte måneder og en barsel på vej – er det forbundet med en pænt stor lettelse, at jeg ikke længere behøver at tage til takke med Sebastian Klein, der skærer en fjollet grimasse og rækker armene opgivende ud til siden, når jeg vil læse om at være far. Eller at jeg – upåagtet, hvor meget jeg ellers knuselsker Knausgård – nu heldigvis også kan finde litteratur, der ikke på samme måde ser babyrytmik som en direkte trussel mod maskulinitetsidealet. I stedet kan jeg læse nysgerrige, poetiske og anderledes sensitive udforskninger af, hvad livet med babyer og børn også indebærer. Som denne passage fra Duncan Wieses digtsamling Kirsebærplukkerne:

“Babyalarmen er en amulet/ om min hals tung og varm/ søvnen båret som et smykke/ mens jeg arbejder ligger mit barn/ og sover regnen og bilerne der kører forbi/ bliver fanget af mikrofonen og lyser op på mit bryst”.

Nyfødt samtale

Selvom ingen endnu kan blive helt enige om, hvad den “moderne far” er eller skal være, bliver han i dag taget anderledes alvorligt. Hvilket ikke kun skinner igennem i de nyere litterære værker, men endda også i førnævnte kendisbøger.

I Hvad enhver far bør vide figurerer eksempelvis ikke kun Thomas Skovs egen stemme, men også forskellige fædre, som han løbende har delt tanker og frustrationer med på Facebook. Iblandet den endnu lidt Gintberg-agtige ironisering over lortebleer og babymos, findes altså også en reel nysgerrighed på, hvordan vi taler om faderskabet. Endnu tydeligere er det i Vægten af et menneske, hvori Mikkel Kryger Rasmussen igen og igen understreger vigtigheden af, at mænd tør tale dybt og ærligt med hinanden – at der ikke kun går bold og bajer i samtalen.

Personligt vender jeg gerne (og meget selvfølgeligt, bilder jeg mig selv ind) tunge emner med mine nærmeste venner. Efter min datter kom til verden, forestillede jeg mig derfor også, at det ville være en smal sag at lave en slags privat digital fædregruppe: en livlig gruppechat for mine mandlige venner med børn. Da først den indledende begejstring havde lagt sig, og der rent faktisk skulle rådgives om mere praktiske anliggender, stod det dog hurtigt klart, at samtalen ville komme til kort.

Det var, som om ingen alligevel var sådan ægte interesserede i at snakke søvnrytmer og mulige kombinationer af grøntsagsmos. I stedet nævnte en far, at man kunne få en gratis fadøl på Warpigs i Kødbyen i København, hvis man troppede op med en baby. Fedt, sagde de andre fædre. Og sagde så ikke mere.

Hvem ved, måske er far stadig dysfunktionel og i knibe. Måske har han stadig brug for at få at vide af Thomas Skov, hvad han bør vide. Eller måske er der alligevel brug for nogle andre og mere fyldige samtaler om, hvad det vil sige at være far. Samtaler, som vi vil forsøge at have i de kommende dage. For når det kommer til stykket, behøver det vel ikke være så far-ligt eller kastrerende at gå med en barnevogn, som Knausgård ellers mener at vide. /David Dragsted

Artiklen er en del af en Føljeton-serie om faderskabslitteratur. Læs alle afsnit i serien her.