Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
Det olympiske vinterlege er forbi, og vi er mange, der ikke kunne være mere ligeglade. Ikke at sportspræstationer ikke betyder noget – gu gør de så; men så længe man ikke kan tænke på Den Olympiske Komité, uden at ord som råddenskab, moralsk fordærv, magtbegær og pengegriskhed også trænger sig på, så er det (for nogle) svært at give sig 100 procent hen til viljens triumf, til atleternes resultater, til deres sejre og succesfulde eksekveringer.
På en kort video, som var lagt ud på sociale medier natten til søndag, sås Kash Patel, direktøren for FBI og et af de mange ryggesløse, magtfulde fjolser i persongalleriet omkring præsident Donald Trump, fejre USA’s ishockeyherrelandsholds olympiske mesterskab sammen med holdet i deres omklædningsrum i Italien. Han var lige fløjet over Atlanten med et af sikkerhedstjenestens fly, naturligvis ikke for egen regning. Der er noget ved legene, der bare trækker folk ned og får dumhed til at lyse op
Apropos “gu” (se længere oppe) – en olympisk atlet, der skilte sig ud, var Eileen Gu, en 22-årig kinesisk-amerikanske freestyle-skiløber. Ja, faktisk ikke bare en af slagsen, men den bedste nogensinde. På et pressemøde i sidste uge spurgte en mandlig journalist hende, hvordan det føltes kun at have fået to sølvmedaljer ved de olympiske lege i stedet for nogle af guld, dvs. at have ‘tabt’ to gange. Uden betænkningstid svarede Gu:
“Hvordan skal jeg sige det her? At vinde en medalje ved OL er en livsomvæltende oplevelse for enhver atlet. At gøre det fem gange er eksponentielt sværere, fordi hver medalje er tilsvarende hård for mig, men alle andres forventninger stiger, ikke? Situationen med to medaljer tabt er, hvis jeg skal være ærlig over for dig, et ret latterligt perspektiv. Jeg viser det bedste skiløb, jeg kan. Jeg gør ting, som bogstaveligt ikke er gjort før. Så det synes jeg er mere end godt nok, men tak skal du have.”
Eileen Gus svar var i en liga for sig selv. Noget kvikkere end man måske er vant til i et sportsinterview. På den ene side er det en mester, der taler, et fænomen, simpelthen. På den anden side går Gu også ind og forsvarer, hvad man kunne kalde den lidt mindre præstation – så man sidder tilbage med en følelse af, at det egentlig er flot at stille op og levere noget. At gøre sit bedste, eller – hvad skal vi sige – overgå sig selv. Samtidig bryder hun med det absurde dominerende syn på sportspræstationer som noget, der ikke er noget, hvis atleten ikke bliver ved med at overgå sig selv, og som derfor uafvendeligt ender i en form for tragedie.
På et andet pressemøde spurgte en (kvindelig) journalist fra The New York Times Eileen Gu, om hun tænker sig om, inden hun svarer. Journalisten indledte med at sige, at det måske lød som en fornærmelse, men at det ikke var intentionen, fordi “du besvarer spørgsmål så hurtigt og så forståeligt, hvad enten du forholder dig til geopolitik eller din sport eller aerodynamik. Kan du tage os med ind i din hjerne?”
Eileen Gu virkede en smule overrasket, men lo og takkede for spørgsmålet. “Oh man, tænker jeg?” sagde hun og kom med en længere forklaring. Hun kaldte sig selv for en “meget introspektiv ung kvinde”, der tilbringer meget tid inde i sit eget hoved med at analysere og bryde sine tankeprocesser ned, “og det er ikke et dårligt sted at være”. Hun forklarede, at man jo kunne kontrollere sine tanker og dermed beslutte sig for, hvilken person man vil være, og at hun på den måde har “neuroplasticity on my side”. Hun sagde også, at hendes otteårige jeg ville være “besat” af den person, hun er i dag. “Jeg ville elske mig.”
Eileen Gu er allerede stenrig på grund af sponsorater. Hun tjente angiveligt 23 mio. dollars i 2025. Så på den måde mangler hun ikke noget. Det er et godt sted at udfolde sin neuroplasticitet. Allerede da hun var 15 år i 2019, valgte hun at stille op for Kina. Det er ikke noget, der bekommer det højreorienterede USA vel. I et tv-indslag på FOX News beskrives hun nærmest som en forræder, der er vokset op i Amerika med alle de medfølgende privilegier, og så har hun alligevel valgt at stille op for et autoritært “kommunistisk land”, der får folk til at ”forsvinde”, og som “torturerer politiske fanger”. En atlet, der med andre ord ikke er patriot, men er gået efter pengene.
I disse tider kan det nu et eller andet. Det kan være, at USA ikke er kommunistisk, men de andre karakteristika – torturen og folk, der bliver pågrebet på gaden og forsvinder – passer da. Gu Eileen er forfriskende. /Oliver Stilling