Indlært resignation

USA fremstår som et land i indre opløsning. Polariseret og forrået. Og mærkeligt nok er det en undergangsfortælling, som præsident Donald Trump hellere end gerne vil projicere ud i verden. Kaos er konge.

I sin rekordlange State of the Union-tale natten til onsdag dansk tid trykkede Trump på de samme knapper som altid: triumferende klapsalver fra de mest hengivne – kuldegysninger hos alle andre. Begge dele er effektive magtstrategier. Men det er kuldegysningerne, der rummer den egentlige styrke.

I nyere tid har præsidenter forsøgt at begejstre og samle. Ronald Reagan talte om et nyt morgengry. Barack Obama om håb. Donald Trump gør noget ganske andet: Han demobiliserer sine modstandere.

Ikke ved at overbevise dem. Men ved at gøre dem trætte. Og ikke mindst ved at overbelaste dem med en form for permanent choktilstand eller, som højrefløjens førende konfliktkoreograf Steve Bannon åbent taler om: ““flood the zone with shit” – altså støjforurening som strategi.

Med en konstant kakofoni af provokationer, retssager, normbrud og stadig vildere udmeldinger skaber Trump ikke bare konflikt. Han producerer udmattelse, og modstandere ender med at miste fokus. De ved ikke, hvad de skal reagere på. De mister fornemmelsen af proportioner.

Når alt er en skandale, er intet en skandale.

Men det bliver hurtigt værre endnu. For det har vist sig, at de systematiske grænseoverskridelser og strømmen af spektakulære optrin ikke rigtigt får nogen konsekvenser. Skandalerne mister deres bid. Retssagerne bliver baggrundsstøj. Selv domme fra Højesteret ændrer ikke kursen.

Selv om hans egenhændige handelskrig mod resten af verden netop er blevet underkendt af USA’s øverste retsinstans, fortsætter Trump med at fremture. Ja, faktisk dobler han bare op. Og dermed skaber han ikke blot begejstring i sin egen vælgerbase. Han suger energien ud af dem, der skræmmes, væmmes eller blot er uenige. Og heri ligger hovednøglen til hans magtpolitiske succes.

Offentlig udskamning

Selv om talestrømmen til tider kan fremstå rablende, skal man ikke tage fejl af, at det meste er nøje koreograferet ned til mindste detalje – med et skarpt øje for tv-publikummet.

Halvvejs gennem den rekordlange tale standsede Donald Trump op og rettede blikket ud i salen.

Han talte om immigration og formulerede det som et moralsk nulpunkt: “Den vigtigste opgave for en regering er at beskytte sine egne borgere – ikke illegale udlændinge.”

Derefter bad han medlemmerne af Kongressen rejse sig, hvis de var enige. Republikanerne rejste sig prompte. Demokraterne blev siddende.

Kameraerne dvælede ved optrinnet. Trump lod stilheden arbejde. I næsten halvandet minut stod salen fysisk delt i to. Han rystede på hovedet og sagde til de siddende: “I bør skamme jer.”

Det var ikke et politisk argument. Det var en offentlig irettesættelse. Scenen var omhyggeligt iscenesat: En moralsk test, hvor oppositionen enten skulle underordne sig præmissen eller udstilles som medskyldig i uro og utryghed.

Billederne var enkle og tv-egnede: begejstring på den ene side, tavshed på den anden.

Normalt forsøger præsidenter ellers at samle nationen, når de holder den årlige State of the Union-tale, og det er bemærkelsesværdigt, at Trump ikke engang forsøger at bygge bro eller appellere hen over midten.

Han gør alt for at splitte, og man kan oplagt se hans vrede udfald som en ensidig form for krisekommunikation, der først og fremmest skal få de mest højreorienterede vælgere til at stimle sammen og gå ned til valgboksene ved efterårets midtvejsvalg.

Men man skal ikke tage fejl af, at han er mindst lige så optaget af at påvirke alle andre. Påvirke dem til passivitet. Når Højesteret ikke stopper ham, når faktatjek ikke flytter vælgere, og når valgsvindelspåstande gentages uden konsekvens, svækkes troen på, at systemet korrigerer sig selv.

Tillært hjælpeløshed

Den maksimale polarisering har en paradoksal effekt: De mest moderate vælgere trækker sig. De fleste gider ikke leve i konstant alarmtilstand, og slet ikke i forhold til en ophidset polemik, som de alligevel føler sig magtesløse over for.

Det, der burde udløse mobilisering, ender således med at skabe en slags resigneret afstumpethed. Modstandere holder op med at reagere – ikke fordi de accepterer tingenes tilstand, men fordi de ikke længere orker at kæmpe imod.

Inden for psykologien kaldes det tillært hjælpeløshed: Når mennesker gentagne gange oplever, at deres handlinger ikke ændrer udfaldet, ophører de med at handle – også når de faktisk kunne. Individuelt sker der en følelsesmæssig afkobling hos mange, og kollektivt opstår en tilstand af demokratisk apati. Det kan kaldes indlært resignation.

Faresignalet er ikke længere kun de vredeste vælgere. Det er de trætte og opgivende. For vrede vælgere mobiliserer, mens trætte vælgere bare bliver hjemme. Det er et nulsumsspil: Én forhindret stemme er én vundet stemme. Sådan fungerer den brutale magtmatematik i Trumps Amerika.

Forfatteren Philip Roth forestillede sig i romanen Komplottet mod Amerika et USA, hvor demokratiet ikke styrter, men glider. Det er ikke konspirationen, der gør mest ondt – det er tilvænningen. Men måske er virkeligheden vildere end fiktionen?

Spørgsmålet er, om det stopper ved USA. For også i Europa vokser partier og bevægelser frem, der arbejder med samme dramaturgi: maksimal polarisering, konstant konflikt og systematisk delegitimering af modstanderen. Også her ser vi angreb på domstole, medier og valgsystemer.

Hvis Trumps metode først og fremmest handler om at udmatte oppositionen, er det en strategi, der let kan eksporteres. Ikke fordi europæiske demokratier er identiske med det amerikanske, men fordi psykologien er universel.

Autoritær energi lever af én ting: at andre bøjer nakken. /Lars Trier Mogensen