Hvem tilhører Svalbard?

I Longyearbyen – Svalbards største bosætning – er der to supermarkeder. Et med sydasiatiske varer og en Coop. Den nok mest velassorterede Coop, jeg har besøgt, fyldt med varer fra alle verdenshjørner. Mens jeg arbejder på denne artikel, sender min veninde, der bor deroppe, et billede af et udpluk af dagens frugtudvalg: dragefrugt, sursop, rambutan, lichi. Ingen af hvilke jeg havde forestillet mig at kunne få fat i 78 grader nord.

Men Coop-supermarkedet er også tit tom for varer. Det ligger trods alt på en ø midt imellem Nordpolen og Norge. Nogle gange er der ingen agurk i mange dage, og så må man i stedet putte ananas i sin fredagstaco. En utilsigtet eksotificering – måske endda autentificering – af det, man nok bør betegne som Norges nationalret.

Selvom nordmænds kulinariske vaner til stadighed bliver forfinet, er det alligevel et faktum, at en norsk gennemsnitsfrokost som oftest består af nogle lidt sørgelige ostemadder. Altså er det næppe norsk madkultur, som kan forklare, hvorfor Coop’en i Longyearbyen er så velassorteret. Snarere tror jeg det skyldes Longyearbyens høje grad af internationalisering – en internationalisering, som kan tilskrives en helt særlig juridisk aftale.

Norske og internationale Svalbard

Fra dets opdagelse i 1596 til starten af det 20. århundrede havde Svalbard juridisk status som “terra nullius” – et ingenmandsland. I århundreder var øgruppen besøgt af fiskere og fangstmænd, som kunne tjene gode penge på at udnytte ressourcerne i området. Det var dog først, da der blev opdaget kul på øgruppen, at man begyndte at stille spørgsmål om, hvem som skulle have suverænitet over den. Diskussionerne resulterede i Paris-traktaten – bedre kendt som Svalbardtraktaten – fra 1920, som anerkendte Norges “fulde og absolutte” suverænitet over Svalbard.

Udover at fastsætte Norges suverænitet, skulle traktaten også sikre de økonomiske interesser for borgere fra andre underskrivende stater. Dette indebar blandt andet, at borgere fra de lande, der har ratificeret aftalen, tilkendes de samme rettigheder som nordmænd til at udnytte naturressourcer i området – samt at drive erhverv uden norsk arbejdstilladelse. Yderligere forpligter traktaten Norge til at sikre bevarelsen af ​​fauna og flora. Svalbard må heller ikke bruges i “krigsøjemed”, og Norge må ikke oprette eller tillade etableringen af marinebaser eller forsvarsværker i de territorier, som er specificeret i aftalen.

I løbet af sine første 100 år har traktaten bidraget til et relativt stabilt internationalt samarbejde – og ikke mindst til at verdens nordligste samfund er blevet noget helt særligt. Af de ca. 3.000 indbyggere på øgruppen udgør de internationale over en tredjedel – og bidrager blandt andet stort til samfundet gennem deres deltagelse i erhvervslivet.

Som de lokale beskriver det, er de internationale indbyggere en helt central del af Svalbards DNA. Men på grund af ændringer i norsk Svalbard-politik, er Svalbard-DNA’et nu måske ved at blive omdannet. Hvorfor vender vi tilbage til i denne series to sidste afsnit. Før vi kommer dertil, skal vi dog først et smut forbi geopolitikken. Du er selvfølgelig meget velkommen til at tage med – men afrejse bliver først i morgen! /Åsa Vigen Bardal