Farvel, Kardemommeby

Midt i oktober går solen i vinterdvale på Svalbard. Den viser sig ikke igen før midten af marts. Mange måneders mørke venter nu indbyggerne, som lever isoleret i havgabet mellem Nord-Norge og Nordpolen.

Det er dog ikke nødvendigvis det isolerede mørketids-liv, som gør Svalbard exceptionelt. Snarere – som sociolog Mathias Albert foreslår i bogen Svalbard Imaginaries – ligger det exceptionelle i, at Svalbard nok er det eneste sted i verden, hvor du kan have en samtale på gaden med Gud og hvermand om en international traktat. Eller det faktum, at et normalt spørgsmål ikke bare er, hvor lang tid man har boet deroppe – men også hvornår man forestiller sig at flytte derfra.

Til trods for, at Svalbard er et sted med hyppig fraflytning, er der også mange, der lever hele liv deroppe – internationale borgere som norske. En af disse er australske Jason Roberts, som arbejder med produktion af naturfilm i Arktis. I udgangspunktet er Roberts uddannet økonom, og tidligere har han arbejdet på børsen i både Australien og London. I 1990’erne skiftede han dog kontorarbejdet ud med opvaskehandsker på Longyearbyens lokale forsamlingshus – og nu har han altså boet her i over 35 år.

Jason Roberts oplever, at det samfund, han så længe har været en del af – og som han holder så meget af – udvikler sig i negativ retning: “Longyearbyen var som Kardemommeby. Alle kendte alle, alle passede på alle. Alle havde tid til at engagere sig i samfundsaktiviteter om aftenen. Ingen arbejdede for meget. Det var et perfekt samfund, men det er ved at blive udvandet.”

Svalbard for nordmænd

Som vi beskrev i forrige afsnit, er et centralt mål i den norske Svalbardpolitik, at der opretholdes en vis norsk tilstedeværelse på øgruppen – noget, som minedrift i årtier har været et værktøj for. Klimakrisen har dog gjort det svært for den norske regering at retfærdiggøre fortsat drift – og sidste år blev den sidste norske mine derfor lukket. For at opretholde tilstedeværelse bliver man derfor nødt til at stimulere alternative erhverv. Men på en øgruppe som Svalbard er der ikke så mange at vælge imellem. De alternativer, som findes, fx inden for uddannelse og forskning, vil sandsynligvis tiltrække flere ikke-nordmænd.. Men at tiltrække udenlandske borgere er det modsatte af, hvad den norske regering ønsker.

Ifølge Svalbardtraktaten har de internationale dog lige så mange rettigheder som nordmænd til at drive erhverv på øgruppen – så myndighederne kan ikke direkte begrænse deres ophold. Derfor benytter myndighederne sig i stedet – som Tiril Vold Hansen beskrev i går – af miljøregulering som et værktøj for befolkningskontrol. Strengere miljøregulering kan nemlig begrænse udenlandske arbejdspladser i turistindustrien, samtidig med, at det skaber flere arbejdspladser i norsk forvaltning.

I den nyeste Svalbardmelding – regeringens strategi for øgruppens udvikling – fremgår det som en prioritet, at man sørger for, at familiesamfundet trives. Men det er ikke et mål, som lokalbefolkningen er overbevist om, at regeringen vil opnå. Som Amélie Roche – en fransk kvinde, som har boet på øgruppen i ti år, udtrykker: “At få norske familier til at komme og bo her, kommer bare ikke til at fungere. Og alle ved det.”

Uanset hvor forførende øgruppens natur må være, er Svalbardlivet ikke nødvendigvis ren idyl. Amélie fortsætter: “Myndighederne er så optaget af at gøre det attraktivt for nordmænd at bo her, men de gør ikke noget for det. De bygger større lejligheder, og hvad så? De indfører for eksempel ikke tiltag, som kan bidrage til at forbedre samfundets sammenhold. Der er desuden en masse strukturelle problemer heroppe. For eksempel er der alt for høje mangan-niveauer i vandet, hvilket gør, at Longyearbyens indbyggere skal hente og bære drikkevand hjem fra supermarkedet. […] Og sundhedstjenesterne er af virkelig ringe kvalitet.”

Jason Roberts er samtidig frustreret over, at de nye statslige stillinger bidrager til, at Svalbardsamfundet bliver til et expat-samfund, hvor nordmænd kommer op for en kort periode for at opleve et eventyr, og så hurtigt flytter til fastlandet igen. Hvilket han ser som særligt problematisk, da han oplever, at de midlertidige borgere ikke bidrager nævneværdigt til samfundet.

De uvelkomne internationale

Samtidig med, at de norske myndigheder forsøger at tiltrække flere nordmænd til øgruppen, indfører de også tiltag, som gør livet for de internationale sværere – og som vækker stærke reaktioner i lokalbefolkningen. I 2022 kom der for eksempel ramaskrig, da den norske regering besluttede at fratage de internationale stemmeret ved lokalvalget – med mindre de havde boet tre år på det norske fastland. I den sidste Svalbardmelding blev det også foreslået at fjerne børnebidrag for udenlandske statsborgere.

I et meget omtalt læserindlæg i lokalavisen Svalbardposten udtrykker norske Iben Abild sine bekymringer for tiltagene. Det Longyearbyen, som hun er opvokset i, er et samfund præget af mangfoldighed, hvor folk lever side om side på tværs af nationalitet, sprog og kultur. De fremtidige børn i skolegården, skriver hun, er nu imidlertid i fare for at vokse op med færre muligheder – bare fordi deres forældre ikke er norske.

Udskilningen af de internationale sker på trods af deres helt centrale rolle i samfundet. Som Amélie fortæller: “Jeg tror bare ikke [myndighederne] forstår, at dette samfund ikke kan fungere uden de internationale. […] De tager alle de jobs som nordmænd ikke vil have – rengøring, guiding, servering. Uden det falder samfundet sammen.”

Iben Abild tror dog, at de nye tiltag ikke nødvendigvis vil få internationale borgere til at flytte fra Longyearbyen. Derimod vil det skabe en klasseadskillelse: “Resultaterne af regeringens tiltag kan blive et ikke-inkluderende, diskriminerende samfund. Longyearbyen vil miste fællesskabsfølelsen som er en af faktorene som skaber [lysten til at blive på øgruppen, red.]. Børn og unge vil vokse op med oplevelsen af, at nogle ikke er ønsket, og at nationalitet er noget, der gør os forskellige.”

Som hun ser det, taber hele samfundet altså på tiltagene i sidste ende – nordmænd som internationale:

“Et samfund, der er bygget med mangfoldighed, lighed og tolerance som fundament, kan ikke bare genopbygges. At nedbryde det, der gør Longyearbyen unik, skaber usikkerhed, konflikt og eksklusion. Når man forsøger at gøre et samfund ‘mere norsk’ uden at anerkende det internationale fundament, det er bygget på, risikerer man at ødelægge både identiteten og det fællesskab, der er vokset frem.”

/Åsa Vigen Bardal