Hele livet på et udrejsecenter

Nadim, en irakisk dreng i børnehaveklassealderen, tager sin hånd, tværer fem fingre ned i den blå maling og så ud i hele ansigtet. Andre dage tygger og synker han stykker af blyanterne, når hans mor kigger væk. Nadim har autisme og har svært ved at sidde stille, mens hans yngre søster sidder ved siden af og følger instrukser fra sin mor.

Temaet for dagens kunstskole på Udrejsecenter Avnstrup er hjem. Abbas, der står på tærsklen til teenageårene, farvelægger et paphus i sort, grøn, rød og hvid. Hans mor Reem er flygtet fra Sudan, men Abbas selv har brugt det meste af sit liv på centret.

Selvom regeringen siger, at et ophold på et udrejsecenter kun skal være midlertidigt – mens man enten afventer hjemsendelse eller en opholdstilladelse – bor flere familier der i mange år. Ifølge Røde Kors’ tal fra 2023 bor en børnefamilie gennemsnitligt otte år på de danske asylcentre, som myndighederne ofte flytter dem mellem.

Længere nede ad langbordet sidder Sara, en voksen kvinde, og maler. Hun har et plaster på hovedet, de omkringliggende hårtotter stritter til flere sider. Hun er blevet opereret for en hjernetumor og fået kemoterapi nogle gange, fortæller hun med hjælp fra Google Translate. Hendes mand er lige død, siger hun, også af kræft, ligesom hendes mor. Nu er hun selv syg og er alene tilbage.

Sara er et tilbagevendende ansigt i kunstskolen på udrejsecentret Avnstrup i Hvalsø på Midtsjælland. Hun er også en af de enlige kvinder, der efter beretninger om uønsket seksuel kontakt fra centrets mænd er blevet overflyttet fra udrejsecentret Kærshovedgård i Ikast. Kærshovedgård huser blandt andet udvisningsdømte migranter og personer på tålt ophold, som er dømt for kriminalitet, men ikke kan udvises på grund af forholdene i deres hjemland. De må altså hverken sendes tilbage, men heller ikke blive i Danmark.

Regeringen beskriver det jævnligt som et sted for landets allerfarligste, selvom en stor gruppe af beboerne slet ikke er dømt for noget. Ligesom en række af de lovovertrædelser, der begås på de danske udrejsecentre, ligger i den milde ende – som manglende overholdelse af meldepligten, hvor nogle grupper dagligt skal oplyse myndighederne om, hvor de befinder sig.

Sara fortæller hverken, hvorfor hun blev flyttet, eller hvorfor hun endte på Kærshovedgård i første omgang. Men hun kan bedre lide at være på Avnstrup, der siden 2020 primært har været forbeholdt børnefamilier, der har fået afslag på asyl eller inddraget deres opholdstilladelser – og derfor er endt i et udlændingepolitisk limbo. Og så er hun glad for at lave malerier, siger hun. Stolt tager hun sin iPhone frem og viser billeder fra en udstilling, hun fik lov at lave på sit gamle jobcenter, inden hun blev sendt til Kærshovedgård.

Føljeton har i over et år fulgt kunstskolen i Avnstrup og Sjælsmark, der arrangeres af billedkunstnerne Tine Hecht-Pedersen, Hanne Ravn Hermansen, Karen Land Hansen, Rau Flyvbjerg Nielsen, Gitte Ladegaard, Tina Kallehave og Marie Flarup Kristensen. Hver uge kører to af dem i tog eller bil til Avnstrup, og hver anden uge tager yderligere to til udrejsecentret i Sjælsmark, hvor der i modsætning til på Avnstrup primært bor enlige mænd og kvinder uden børn.

I kunstlokalet taler de besøgende som hovedregel ikke om, hvorfor de opholder sig på centret. De taler i stedet om farvevalg, former og maling; om hvad farven rød symboliserer og – som i dag – hvordan et hjem ser ud. Langt det meste af tiden i kunstskolen forløber dog i stilhed og koncentration. Som et pusterum i en ellers tom tilværelse, hvor regeringen forsøger at fratage dem alle muligheder for at leve et normalt liv.

Sommetider dukker fortiden dog alligevel op.

Sara, der har syriske rødder, fortæller, at hun ikke kan sove, fordi Assad få måneder forinden er blevet væltet i Syrien. Hun hiver sin telefon op igen og viser en WhatsApp-tråd, hvor hun minut for minut følger med i, hvad der sker i Damaskus.

I kø for toiletpapir

På Avnstrup er gangene hvide og tomme. I Sjælsmark er omgivelserne mindre sterile, men mere dystre. Bag metalhegnet på den gamle kaserne bor primært voksne, der har fået afslag på en asylansøgning og i nogle tilfælde enten er udvisningsdømte eller på tålt ophold.

Formålet på begge centre er, at beboerne før eller siden skal ud af Danmark. Udrejsecentrene er derfor i udgangspunktet tænkt som et sidste stop inden udrejse, og det skal ifølge regeringen helst være så ulideligt som muligt at være der. Det sagde udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) helt bogstaveligt, da regeringen i slutningen af januar præsenterede sin nye udvisningsreform: “Det skal være så trist, kedeligt og besværligt, at de forlader landet.”

Kunstnergruppen ville derfor lave et frirum, hvor beboerne kunne skabe mening i en ellers meningsløs hverdag, ved at lade dem fordybe sig i kunst.

Idéen opstod først hos billedkunstneren Karen Land Hansen, der i 2018 tog initiativ til kunstskolen.

Til Føljeton forklarer Karen Land Hansen, at hun blev opmærksom på afviste asylansøgeres forhold på et tidspunkt, hvor nullernes stramninger på udlændingeområdet anført af Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti fyldte meget i medierne. Det blev først til kunstprojektet De afviste, som hun lavede om de irakiske asylansøgere, der i 2009 søgte tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Et besøg på Sjælsmark nogle år senere gjorde udslaget. Her så Karen Land Hansen en gruppe mænd og kvinder i en “lang kø for lommepenge og hygiejnemidler”, siger hun: “Jeg blev rystet over umyndiggørelsen af voksne mennesker i vores samfund.”

Først kontaktede hun sin billedkunstkollega Tine Jakobsen – der tidligere var en del af gruppen – samt skulpturkunstner Tine Hecht-Pedersen og grafiker Hanne Ravn Hermansen med ønsket om at lave et undervisningstilbud, hvor de aktivt kunne bruge deres baggrund.

På Sjælsmark startede gruppen med frivilligt at lave kunstworkshops hver anden uge for de børnefamilier, der boede på centret, inden den forhenværende S-regering besluttede, at børnene skulle ud af Sjælsmark og derfor blev flyttet til Avnstrup.

Siden har kunstnergruppen fortsat den frivillige kunstskole i Sjælsmark for de voksne, men for at gøre det muligt at fastholde et tilbud specifikt for børnefamilierne, søgte de i 2023 Statens Kunstfonds Huskunstnerordning om støtte til workshops for børnene i Avnstrup. Billedkunstgruppen i Avnstrup får i dag fondsstøtte fra Statens Kunstfond, Sankt Joseph Søstrene og Røde Kors. I Sjælsmark er kunstskolen en del af Røde Kors’ aktiviteter, der drives af frivillige.

I kunstskolen skiftes kunstnerne til at medbringe et element fra deres egen praksis.

“På vej derop diskuterer vi, hvordan vi får fat i gruppen, hvilke materialer og emner, vi skal præsentere, og som vil være gode. Vi vil gerne have fat i alle, men også den enkelte og samtidig give rum, hvis nogle har brug for at male alene,” forklarer Tine Hecht-Pedersen, der selv normalt arbejder med skulpturer.

“Hvis der mangler et smil i en skulptur – et ansigt – kan man snakke om, hvad det betyder. Sproget er ikke altid en hindring. Det er derfor, det er spændende at være der som kunstner, at opleve gennem sanserne.”

Den langsomme død

På Avnstrup og Sjælsmark er det henholdsvis Røde Kors og Danmarks Fængsler (der fra 1. november skiftede navn fra Kriminalforsorgen), der får penge fra Udlændingestyrelsen for at stå for driften. På begge centre er det langt hen ad vejen frivillige, der står for de kreative tilbud, mens Røde Kors i Avnstrup driver både vuggestue, børnehave og en fritidsklub med ansatte pædagoger.

Som kunstskolelærer er man hverken psykolog eller pædagog. Derfor kan det også være svært at sætte grænser for, hvornår man blander sig, når nogle af beboerne på centret har det skidt. For eksempel når Nadim spiser blyanterne.

Beboernes baggrund kommer også til udtryk i den kunst, de laver, forklarer Karen Land Hansen:

“Hos børnene kan man for eksempel se, at de også drømmer om et hus eller en ferie eller er stolte af deres skoletasker. De voksne deltagere udtrykker sig tit med symboler som flag og hjerter og kommer ud med deres historier om krig. Eller det kan være et bjerglandskab og en helikopter.”

Mens traumerne altså allerede sidder i børnene på Avnstrup, forværres deres psykiske tilstand på udrejsecentrene. Røde Kors’ rapporter afslører for eksempel en udbredt mistrivsel blandt børnene, og at op mod halvdelen har “symptomer på store van­skeligheder i forhold til følelser, opmærksomhed og hyperaktivitet.”

Fordi der er børn i Avnstrup, bærer kunstskolen også mere præg af leg end på Sjælsmark. Nogle vil måske sige kaos. Men begge steder oplever Karen Land Hansen folk, der sidder i “fortvivlende” situationer, siger hun, “fordi de mærker på egen krop, at udlændingeloven skal fungere afskrækkende”.

“I Danmark taler man om den langsomme død. I nogle lande kan man risikere at få bank af politiet. I Danmark er her for det meste fredeligt, men livsvilkårene, uvisheden og de hårde restriktioner, lovgivningen, er ret dræbende.”

En onsdag eftermiddag i kunstskolen gik brandalarmen, og flere af beboerne har man ikke set i kunstskolen siden, fordi de var bange for, at politiet var efter dem, fortæller Tine Hecht-Pedersen. Derfor er arbejdet for billedkunstnerne konstant et spørgsmål om at tage hensyn til gamle traumer. Af samme årsag kan Føljeton ikke optage lyd i lokalet, fordi bare synet af en mikrofon kan genoplive beboernes frygt for at blive afhørt af myndighederne.

“Vi har hørt grusomme historier om familier, der pludselig er blevet hentet af politiet midt om natten. Man tænker: Skal de opleve det? Skal de høre de skrig? Hvordan kan vi nogensinde tro, at det kan blive gode samfundsborgere, når vi opfører os sådan? Det er jo det, de ønsker: At blive i Danmark, og blive gode samfundsborgere.”

/Emma Louise Stenholm, fotos af Frederik Danielsen

Alle beboere er anonymiserede af hensyn til deres sikkerhed. Føljeton er bekendt med deres identitet. Flere af de interviewede personer bor ikke længere på Avnstrup og Sjælsmark.