Kampen om François Hollandes smil

Det er 15. november 2012 og første dag på arbejde. De foregående måneders offentlige ansøgningsproces har været udmattende, men er endt i triumf: Nationens nye øverstbefalende er lige mødt ind i den officielle præsidentbolig Élyséepalæet. Man kalder ham præsident, men i virkeligheden er han konge. Det er ham, der bestemmer nu. Enehersker over republikken.

Det er øjeblikket, halvdelen af befolkningen har ventet på, siden François Mitterand sagde farvel: For første gang siden 1995 sidder venstrefløjen på magten. Og hvad gør han som det første, den lille, trinde mand med det venlige smil, efter at han har sat sig til rette i stolen? Kigger han på portrættet af Napoleon, forbereder han endnu en klandestin intervention i en af de gamle afrikanske kolonier, ringer han til Merkel for at fortælle – som han har lovet under sin kampagne – at det altså ikke går med sparepolitiken ovre i EU?

Nej, det første, François Hollande gør, er at vende sig om til en af sine embedsmænd og stille følgende spørgsmål : ”Hvor kan jeg komme ud, uden at man ser mig?”

Anekdoten stammer fra chefen for den konservative avis Le Figaros politiske afdeling, som var til stede den formiddag, og den fortæller i mikroformat historien om en statsleder, der altid søgte magtens nødudgange, og som nu, endelig, har fundet døren. François Hollande meddelte 1. december, at han ikke stiller op til at blive sin egen efterfølger. Det har sat gang i en intens kamp om hans eftermæle.

I den offentlige debat blev Hollande hurtigt sat i bås. Ikke ulig løftebrudsdebatten, der martrede Helle Thorning-Schmidt i Danmark, kom regeringen i Frankrig næsten fra første færd i uføre. Antallet af vælgere, der erklærer sig ’tilfredse’ eller ‘meget tilfredse’ med hans embedsførelse, ligger på mellem to og tre procent. I Paris havde man i perioder større chance for at finde en 20 euro-seddel på gaden end for at finde en rettroende hollandist.

Men hvordan er det kommet så vidt? I ugerne efter Hollandes erklæring har to forklaringer kæmpet om overherredømmet.

Den første forklaring er personlig. I årevis har man skudt Hollande i skoene, at han ikke lignede en præsident. Han var ikke stærk nok, ikke forførerisk nok. Da han i sin præsidentperiodes begyndelse besøgte sin elskerinde, ankom han på scooter iført en klodset hjelm og et smørret grin. Det var Hollandes Poul Nyrup-øjeblik. Selv ikke når han skulle på damerov – hvad franskmændene sædvanligvis ikke har noget problem med – kunne han smile som en verdensmand. Ikke just en herskertype.

Konservative aviser og ugeblade som Le Figaro, Rivarol og Causeur skreg op om et behov for autoritet.  Franskmændene ville have en far, måtte man forstå, og de fik en vægelsindet onkel. Når den nye præsident vandt, gjorde han det stille; når han tabte, skete det med en sær mumlen. Hollandes store fejl var, at han ikke inkarnerede magtens brutalitet. Og hvem kan have respekt for en svag mand?

Kigger man på den internationale presses dækning af Frankrig, er det i høj grad den analyse, der gør sig gældende. Igen og igen hives den gamle traver frem: I modsætning til forgængeren Nicolas Sarkozy erklærede Hollande, at han ville være en ”normal præsident”. Der var bare ét problem: Normalitet var ikke, hvad befolkningen forventede af deres politiske ledere. De ville have handlekraft.

Det leder os hen til den anden forklaringsmodel. Hollande faldt, fordi han ikke leverede, hvad han havde lovet. I valgkampen erklærede han, at hans store fjende var finanskapitalen. Et par år senere gjorde han en tidligere investeringschef i investeringsbanken Rothschild til økonomiminister. Hollande fik heller ikke bragt arbejdsløsheden afgørende ned. Han fik ikke givet arbejder- og middelklassen bedre kår, som han havde lovet.

Så hvilken forklaring er rigtig? Hvorfor røg Hollande?

Sikkert er det, at man ved landets zinkbarer ikke spilder dagene med at snakke om præsidentens svaghed. Man taler om, at man ikke kan finde et job, om at dagligdagen kan være svær at få til at hænge sammen. I sidste uge kom det frem i centrum-venstre-ugebladet Obs, at en stor og voksende andel af franskmændene lever deres liv i permanent kolde hjem. De har ikke råd til at betale deres varmeregninger.

Så hvorfor har billedet af Hollande været så vigtigt for den offentlige samtale om politikken, at man ikke sjældent har taget fejl af det første og det sidste?
Måske fordi det simpelthen er lettere. I takt med at den reelle magt bliver mere og mere usynlig og sværere at lokalisere, stiger fristelsen til at få det til at se ud, som om magten stadig har en krop og et hoved. Det gælder særligt i Frankrig, der er indrettet som et republikansk monarki. Institutionerne fordrer en stærk personificering af den politiske magt, men kapitalstrømmene og de overnationale institutioner udhuler til stadighed dens betydning. Kongen er der, men hver gang man kigger, har han lidt mindre tøj på.

I den forbindelse er Hollandes største brøde måske at give et mere realistisk billede af styrkeforholdene i den femte republik. Han har i sin fremgangsmåde verdsliggjort et embede, der længe har haft noget guddommeligt over sig. Derfor var det også out of character, at han i sin tale til nationen gjorde brug af vendinger fra den religiøse sfære: Hollande trak sig ikke tilbage, han ‘renoncerede’ som en munk, der giver afkald på jordens fristelser. Reelt blev han væltet.

Det kan være fristende at stille det op som et enten/eller. Enten forstår vi politikeren som billede, eller også forstår vi politikken som praksis. Sandheden er nok, at de to, særligt i Frankrig, er sværere at skille ad end som så. Det klassiske eksempel er den nyvalgte præsident Louis-Napoléon, der på sit officielle portræt i 1848 lader sig afbilde som folkelig oplysningsmand i nedtonede klæder og rød revers over maven. Fire år senere står han der igen. Nu er han Napoléon III, kejser, og udstråler det gamle regime. Hans krop er indsvøbt i kongelig hermelin, og på bordet ligger kronen.

Politikkens stil – magtens tale og kongens krop – er en pointe i sig selv. Når næste generation af prætendenter nu stiller op er det for manges vedkommende som at høre en gammel gaullistisk plade fra 50’erne. Den venlige socialdemokrat er pakket ind i skabet. Nu gælder det styring, handlekraft, gamle værdier.

”Der bor denne styrke i mig, denne vilje til at tjene mit land,” sagde den tidligere premierminister Manuel Valls med dirrende vibrato, da han 7. december annoncerede sin kandidatur til socialistpartiets primærvalg, ”det er hinsides ord, det er en total overbevisning, jeg vil give alt for Frankrig.”

Stort anderledes er foredragene ikke hos hverken Marine Le Pen på den ekstreme højrefløj eller Jean-Luc Mélenchon på venstrefløjen. I EU’s (snart) anden største økonomi er far tilbage. Man behøver blot forestille sig Konservatives Søren Pape Poulsen eller Socialdemokraternes Mette Frederiksen holde samme tale som Valls – og den latterliggørelse, der formentlig ville følge – for at forstå, hvor forskelligt man ser på magtens klæder i Syd- og Nordeuropa. I Danmark er det en dyd, selv for dem, der bestemmer, at lade, som om man ikke bestemmer. I Frankrig vinder den, der lyder mest mægtig.

Mitterand, Chirac og Sarkozy bragede ind af hoveddøren. Når Hollande nu smiler og bukker farvel, foregår det baglæns, fødder slæbende, ud af bryggersdøren. Bag sig efterlader han en stille revolution, der kom til at handle mere om form end om indhold. Men gensynet med fortiden venter lige om hjørnet.