Nyhedsanalysen
Drengene fra Langeland
28. oktober blev et børnecenter i Tullebølle på Langeland lukket fra den ene dag til den anden. Centret var på daværende tidspunkt hjem for omkring 50 uledsagede flygtningedrenge, der fik mellem et par timer og et døgn til at pakke deres ting og sætte sig i en bus, der kørte dem til et nyt center et andet sted i landet. Måden, centret blev lukket på, er blevet kritiseret fra flere sider, og psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen kalder den pludselige lukning ”en unødvendig belastning” af de i forvejen traumatiserede børn. Men på trods af den mediestorm, børnecentret i Tullebølle har været igennem, har det været sparsomt med kommentarer fra hovedpersonerne. Derfor har Føljeton opsøgt to af drengene fra børnecentret for at høre, hvordan de oplevede situationen.
Anonymitet
Abdulla er 18 år, Ahmad er er 16. Det er ikke deres rigtig navne, men da de er flygtninge og kan være forfulgte i deres respektive hjemlande, vil de optræde anonymt i artiklen. Redaktionen er bekendt med deres identitet.
Abdullas fortælling
Abdulla er asylansøger fra Afghanistan. Ifølge ham selv er han kun 16 år, men en alderstest bestilt af de danske myndigheder har vurderet ham til at være 18. ”Bare brug den alder, du vil. For mig er det lige meget,” siger han på gebrokkent engelsk over Skype fra asylcentret i Nordjylland. Abdulla kom alene til Danmark 21. januar i år, og indtil for halvanden måned siden havde han sit liv på Langeland, hvor han boede på børnecentret i Tullebølle med omkring 50 andre drenge. Men 26. oktober blev han og centrets øvrige beboere samlet til beskeden om, at det skulle lukke, og de skulle pakke deres ting. Med det samme. Dagen efter blev han hentet af en bus, der kørte ham til et børnecenter i Nordjylland, hvor han bor i dag, mens han venter på at få sin asylsag behandlet. Og det er netop den oplevelse, han skal fortælle om. Han tøver lidt, da han bliver spurgt, hvordan han havde det, da Tullebølle blev lukket, men siger så:
”Da min far døde, blev jeg meget ked af det og græd lidt. Da jeg fik at vide, at jeg skulle væk fra Tullebølle, græd jeg i en måned.”
Lukningen af Tullebølle Børnecenter
Tilbage i oktober i år besluttede Udlændingestyrelsen at lukke børnecentret i Tullebølle med øjeblikkelig virkning. Det skete i kølvandet på en sommer, hvor rygter om masseslagsmål, voldtægt og seksuelle overgreb havde sat børnecentret i Tullebølle på dagsordenen i både lokale og landsdækkende medier. Lukningen gik meget hurtigt: Klokken 14 kom centrets drenge hjem fra skole, klokken 15 fik de at vide, at centret skulle lukkes, og klokken 17 kørte de første busser med drenge. Hvad der nøjagtigt er sket, hvad der er rygter, og hvad der er sandt, ved ingen tilsyneladende med sikkerhed. Men over hele linjen – fra skolelederen til en tidligere ansat på centret – lyder den enstemmige melding: Måden, centret blev lukket på, er under al kritik.
Tilbage til Abdulla
Abdulla er nået til det punkt i sin historie, hvor han skal fortælle, hvad han husker fra den dag, centret lukkede. Hans stemme svinder for en stund ind til en svag hvisken, og han undskylder og holder en lille pause, før han fortsætter.
”Vi kom hjem fra skole og blev samlet og fik at vide, at vi skulle pakke. Nogle skulle afsted med det samme, andre næste dag. Jeg blev så bange. Så bange, og vi græd alle sammen meget,” siger Abdulla.
Han var en af dem, der først skulle af sted morgenen efter, og havde derfor aftenen og natten til pakke.
”Men jeg kunne slet ikke pakke, fordi jeg var så ked af det. Om morgenen kom personalet og hjalp mig. De sagde, det hele nok skulle gå. Men de græd også, så jeg tænkte bare hele tiden på, jeg aldrig ville komme til at se dem igen,” fortæller Abdulla.
Da bussen kom for at hente ham og køre ham fra Tullebølle til Nordjylland, nægtede han at stige på.
”Jeg ville ikke ind i bussen. ‘Nej,’ sagde jeg, ‘jeg bliver her’. Men personalet hjalp mig og overtalte mig til at stige ind,” siger han.
Han stopper sin fortælling igen.
”Jeg bliver så ked af det, når jeg taler om Tullebølle,” siger han, og vi beslutter, at den del af samtalen er forbi.
Ahmads fortælling
Ahmad er 16 år og kommer fra Aleppo i Syrien. Han flygtede fra Syrien for lidt over et år siden med sin fætter og søgte 18. december 2015 asyl i Danmark. Hans fætter havde familie i Tyskland og blev familiesammenført med dem. Derefter var Ahmad alene i Danmark. Han boede på børnecentret i Tullebølle fra februar 2016, til det lukkede i oktober.
Hvordan havde du det, da du fandt ud af, at centret skulle lukke?
”Jeg spiste ikke i fem dage, efter at jeg blev flyttet. Jeg ville bare tilbage,” fortæller Ahmad, der var en af de første, som måtte forlade centret den eftermiddag, lukningen blev officiel.
Ahmad og et par venner havde været nede i Tullebølle by og købe ind efter skole, da en ansat på centret hentede dem hjem og overleverede beskeden om lukningen til dem.
”Jeg kunne ikke tro det. Jeg forstod ingenting og blev så ked af det og græd og græd og græd,” fortæller han.
Du siger, du ikke forstod det. Vidste du ikke, hvad der f.eks. havde stået i aviserne?
”Jojo, jeg vidste jo godt, at der har været ballade på centret, men det var kun en lille del af drengene, der ikke opførte sig pænt. I aviserne stod der, ‘alle drengene slås’, men det passer slet ikke. Vi andre hyggede os og lavede mad og gik i skole. Vi var som familie.”
Ligesom Abdulla ville Ahmad ikke med bussen, da den kom for at hente ham fra Tullebølle. Ikke uden sine venner.
”Jeg sagde til dem, der skulle hente mig, at vi er en familie. At vi skulle være sammen, men de sagde, at der ikke var noget at gøre,” fortæller Ahmad, der endte med at blive sendt alene til et børnecenter i en anden del af landet, hvor han bor i dag.
Han har stadig kontakt med de andre drenge fra Tullebølle og har netop fået et års opholdstilladelse. Det betyder, at han til januar flytter sammen med to af sine venner i et stort hus i Nyborg.
”Det bliver så dejligt. Så kan jeg besøge mine venner og familie igen,” siger Ahmad, der foruden de andre drenge på centret har knyttet sig meget til en dansk kontaktfamilie, og som han efter eget udsagn ”savner hver dag.”
Kom som et chock
For Susanne Kastrup, der var skoleleder på Longelse Skole, hvor drengene fra centret gik, kom lukningen af børnecentret som et chok.
”Det var ubærligt. Skolens personale og jeg besluttede at tage ud til centret og sige farvel til drengene, og de var så kede af det,” fortalte hun i slutningen af november til Føljeton.
Hun uddybede:
”Der havde jo været snak om det efter balladen, men vi regnede med, at det i så fald skulle ske stille og roligt. Det er børn med meget store traumer, de fleste har været udsat for de værste ting på deres flugt, og flere har set familiemedlemmer drukne, så det er en meget hård beslutning ikke engang at give dem tid til vænne sig til det nye og til at sige farvel,” fortæller Susanne Kastrup, der kalder lukningen et traume i sig selv.
Red Barnet: Unødig belastning
Psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen har ad flere omgange kommenteret sagen om drengene i Tullebølle. Han bakker kritikken af lukningen op, da han mener, det er sket så hurtigt, at det har været uhensigtsmæssigt for drengene.
”Børneretsligt og menneskeligt er det urimeligt med den behandling, de får, og det er en helt unødig behandling af de her unge mennesker,” siger han.
Han uddyber – ligesom Susanne Kastrup – kritikken med, at der er tale om børn med store traumer i bagagen.
”Børnene har det til fælles, at de har været i en situation, hvor de har været nødt til at flygte. Det er én ting, men flugten – altså rejsen til Danmark – kan i sig selv være meget belastende,” siger han. ”Når de så kommer til et center, hvor de forventer at få omsorg og professionel behandling, men i stedet bliver tvunget til at forlade stedet på den måde, kan det genfremkalde de traumer og svigt, de har været udsat for før.”