Foto: Frederik Danielsen
Beboerne på de danske udrejsecentre har det med at blive beskrevet som nogle af landets mest kriminelle, som om det var en naturlov eller i det mindste underbygget af fakta. Søndag aften luftede Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh hos Berlingske et krav om totalt asylstop af hensyn til “den nationale sikkerhed”. Og inden weekenden foreslog Søren Gade, folketingskandidat for Venstre, at beboere fra udrejsecentret Kærshovedgård i Jylland skal flyttes til den statsejede ø Livø i Limfjorden.
Det skal “genere færre borgere”, sagde han: “Nu har borgerne i 10 år haft Kærshovedgård med de kæmpemange problemer som nabo. Alle står jo og nikker og siger, det er forfærdeligt det hele, men ingen vil jo gøre noget som helst.”
Hverken Vanopslaghs eller Gades forslag kan formentlig blive til noget, dels fordi det første vil være i strid med konventionerne, og dels fordi det andet ikke bakkes op af Venstres folketingsgruppe. Men idéen om de farlige kriminelle lever i bedste velgående.
DR opsummerer problemerne på Kærshovedgård om “narkohandel, trafikdrab, vold og trusler”, og forleden udgav TV 2 en artikel om, at 11.000 lovovertrædelser er blevet begået på centret over det seneste årti. Selvom der er alvorlige sager imellem, har langt de fleste hverken med narko, vold eller drab at gøre: 7.100 – knap to tredjedele af forseelserne – skyldes overtrædelser af meldepligten, hvor beboerne er pålagt konstant at fortælle myndighederne hvor de er. De seneste år er grebet blevet strammet så meget om centrene, at nogle hverken må arbejde, lære dansk eller køre bil, hvis de ikke samarbejder om at rejse ud af Danmark. Det skal være så “trist, kedeligt og besværligt” som muligt at bo der, siger regeringen, så incitamentet til at forlade landet bliver større.
Normalt gør vi her på ‘Kære læser’-plads ikke reklame for resten af nyhedsbrevet, men i dag gør vi det alligevel: Det seneste år har Føljeton besøgt to af de danske udrejsecentre, hvor beboere venter på en afgørelse om opholdstilladelse, asyl eller udvisning. Ofte er de voksne og familierne på centrene i venteposition i flere år, fordi regeringen mener de skal hjem, selvom det ikke kan lade sig gøre. Det kan skyldes krig derhjemme, eller at beboerne har børn født i Danmark, som dermed har flere rettigheder end de voksne. Danmark er jo deres hjem.
Derfor ender mange familier med at sidde flere år på et udrejsecenter. For det meste helt uden, at nogen af dem har gjort noget ulovligt.
Midt i ventetiden har en gruppe danske billedkunstnere sat sig for at give beboerne et frirum fra den klaustrofobiske tilværelse ved at lave en kunstskole på udrejsecentrene Sjælsmark og Avnstrup. Føljeton har over det seneste år besøgt skolen, hvor vi onsdag efter onsdag har fået lov til at tage toget sammen med kunstnerne til Hørsholm og Hvalsø, hvor beboerne fordyber sig i at male og lave keramik.
Det har været forbundet med en række benspænd at lave serien, fordi alle beboere er i nogle prekære situationer og derfor er anonyme på både tekst og billeder. Kunstnerne fortæller i dagens afsnit, at det ikke er unormalt for dem at opleve, at beboerne er bange for en båndoptager, fordi det minder dem om dengang, politiet er kommet for at hente dem midt om natten. Det har derfor også betydet, at vi ikke har kunnet optage lyd, men blot måtte gengive vores eget indtryk, der efterfølgende er blevet faktatjekket.
I Sjælsmark og Avnstrup er der færre, der er dømt for kriminalitet end på Kærshovedgård. Men det er voksne og familier, der bliver ofre for den samme retorik om udrejsecentre, der konstant åbnes, lukkes og flyttes – og det er børnene, der betaler prisen med psykiske lidelser, der igen sætter sig som langvarige mén i forældrene.
Alligevel er det blevet normaliseret at tale om kriminelle og udlændinge i samme sætning. For nogle år siden udkom en undersøgelse om, at 75 pct. af “danskerne” tror, at det går “betydeligt værre” med integrationen, end det gør. Tal fra efteråret gentager det mønster. Befolkningen har det med at overvurdere kriminalitetsraterne hos indvandrere, og det gør også dem, der opfatter sig som de mest progressive.
Det betyder noget, hvordan vi taler om hinanden. Når udlændingepolitik bliver til spil og valgkampsstrategi, kan man hurtigt glemme, at det er almindelige voksne og børn, der drømmer om hus og ferie ligesom deres danske venner. Nogle af dem kan du møde i første afsnit af føljetonen ‘Mening i det meningsløse’. Vi håber, du vil læse med. /Emma Louise Stenholm