Vor tids moralske samtale

I Politikens gratis nyhedsbrev ‘Politiken Morgen’, som avisen hver dag ved morgengry sender ud for at give adskillige tusinde søvndrukne abonnenter en fornemmelse af, hvad der er sket ude i verden siden sidst, har USA’s og Israels folkeretsstridige bombardementer i Irans infrastruktur naturligvis fyldt en del på det sidste. Her tirsdag morgen var hovedhistorien i nyhedsbrevet, at krigen har fået olieprisen til at stige, og at USA’s præsident Donald Trump vil have den ned igen. Der var også en henvisning til en indlæg af en finansanalytiker, som påpegede, at det var i Trumps interesse at “få afsluttet konflikten med Iran hurtigt”, fordi den går ud over den amerikanske økonomi.

Rent journalistisk er prioriteringen af nyhederne i dette specifikke nyhedsbrev så talentløs, at det hviner i tænderne. Det er muligt, at vinklingen afspejler, hvordan Politiken opfatter verden, men det er ikke et verdensbillede, der er i Politikens læseres interesse. Det er ikke i offentlighedens interesse. Det er ikke meningen, at mennesker skal blive dummere og mere kyniske ved at følge med i verdens gang. Desværre er det forfejlede fokus og den kynisme, der ligger bag, symptomatisk for mange vestlige mainstream-mediers dækning, når USA og Israel går i krig – altså begår statsterror.

‘Men hvis oliepriserne ikke er historien, hvad er så?’ vil den forvirrede Politiken-læser spørge.

James Elder leverer svaret. Han er global talsperson for verden største børneorganisation, UNICEF, og lagde for to dage en video, som han har optaget med sin telefon, ud på sociale medier. På optagelsen siger han, at han har set alt for mange døde børn i de seneste par år, så han har lige skullet samle sig til at tale.

“Her er vi. Endnu en krig. Jeg er ikke følelsesløs. Jeg er rystet, jeg er vred. 168 piger angiveligt dræbt på en skole i Iran. 168? Og her knapt en uge senere fylder det ikke alverden i nyhederne,” siger han og fortsætter: “Når drab på børn ikke fylder i nyhederne, ikke dominerer nyhederne og den politiske dagsorden. Når den ikke dominerer vor tids moralske samtale, tror jeg, at der er sket et fundamentalt skred. Det er, som om samfundet bliver bedt om – presset til – bare at absorbere det og så komme videre. Men drabet på bare ét barn burde få os til at stoppe op. Og for dem, der ikke gør det: Jeg ville ønske, at de kunne mærke den uendelige smerte, som en forælder, der sidder bøjet over sit myrdede barn, føler. Eller jeg ville ønske, at de var i stand til at forestille sig deres egen søn eller datter tage i skole en dag – og så blive flået i stykker af granatsplinter.”

James Elder siger videre, at der findes et tal, som kommer til at definere vores tid – fra “horrorshowet i Gaza”. Hvad var tallet? 20.000 piger og drenge angiveligt dræbt. 20.000! Og nu bare et tal, der bliver hevet frem, en “grim statistik”.

USA bruger tæt på en milliard dollars om dagen på den “konflikt”, som Donald Trump selv har startet efter måneders nærmest infantilt pres fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu, der har udtalt, at han har ventet på det her øjeblik i 40 år. Pigeskolen i Minab med de 168 døde børn blev ramt allerede på den første dag. Trump har ikke villet taget ansvaret, men har foreslået, at det kan være Iran selv, der har gjort det med stjålne amerikanske missiler.

Det er, som om vi har set det før. Hvad er det, der sker? I en videosamtale bragt mandag aften på det progressive amerikanske medie Zeteo sagde journalisten Mehdi Hasan, at angrebene i Iran følger Israels manual for krigen i Gaza, næsten til punkt og prikke. Hasan formulerer sig lige så præcist som James Elder, så her følger endnu et langt citat:

“Det er det, som folk i humanitære kredse og menneskerettighedsverdenen har advaret om i to et halvt år. Vi sagde, at hvis Israel får lov til at slippe af sted med det, de gør i Gaza – at brænde den internationale humanitære ret ned, at ignorere Genevekonventionerne, at se stort på alle krigens normer, at angribe hospitaler, skoler, hjælpearbejdere, at myrde journalister i massevis, at udføre dobbelttap-angreb, at udslette hele lejlighedskomplekser og boligområder, at dræbe mennesker, der bærer hvide flag, at fordrive enorme befolkningsgrupper – hvis de får lov til at slippe af sted med det, så skabes der en præcedens. Den straffrihed, de nyder, vil bare føre til, at det gentager sig. Og vi ser det ske endnu hurtigere, end vi troede – ikke år senere, ikke måneder senere, men samtidig. For folkemordet i Gaza er jo ikke ovre. Mennesker dræbes stadig i Gaza, mens vi taler. Men det, vi ser i Libanon og Iran, er en gentagelse. I weekenden så vi i Libanon, at israelerne ramte en ambulance fra Den Libanesiske Halvmåne, sårede to redningsfolk og næsten dræbte dem i et dobbelttap-angreb. Og i Iran ser vi en total ødelæggelse af civile områder, angreb på kraftværker, på afsaltningsanlæg.”

Og hvad skal vi så gøre ved det? Problemerne virker jo uoverstigelige. I første omgang kan medierne tage deres publicistiske ansvar seriøst og stoppe med at servere en virkelighed set gennem et israelsk-amerikansk prisme. Samtidig må den enkelte borger selv påtage sig et ansvar for at lade sig oplyse lidt bedre. /Oliver Stilling