Nøgenangste, foren jer!

Jeg er gennemsigtig, går i ét med ruden og Aarhus Bugt. De andre nøgne slænger sig hjemmevant i saunaen. Jeg føler mig kriminel. Alt det, der normalt giver mig selvtillid, har jeg frivilligt efterladt pakket sammen i min rygsæk på en metalknage udenfor. Havde jeg bare haft en tatovering eller et smykke, tænker jeg, bare et eller andet, der kunne rammesætte mig og signalere, hvem jeg er. Jeg har kun den blege hud, den underligt ukontrollerede krop. Brysterne, som umiddelbart efter turen i det kolde havvand trods alt var underlagt en eller anden form for kølig kontrol, bliver bløde og flader ud. Maven, som jeg plejer at suge ind, har jeg sluppet, og min til daglig ranke ryg bliver rund og ugidelig, mens sveden løber af kroppen i perler, og jeg synker dybere ned i det plyssede håndklæde på saunabænken.

Konfronteret med kroppe

Omkring mig sidder 10-15 andre nøgne personer og er ligesom en del af saunaens interiør. Brune og blege kroppe står godt til hinanden. Tykke maver på tynde ben fremstår som den mest åbenlyse æstetik, mens dinglende kønsorganer virker aldeles uproblematisk og slet ikke så kontroversielt, som jeg plejer at opfatte den slags, når jeg støder på dem i offentligheden.

Konfronteret med kroppene mærker jeg et underskud af nøgenhed, som jeg har ignoreret alt for længe. Jeg kigger diskret og sørger for at skjule den barnlige, umættede nysgerrighed, som pludselig er blevet vakt.

”Undskyld. Henning?”

En dame afbryder mine nøgen-refleksioner, da hun henvender sig til manden ved siden af mig. Henning kigger undrende. ”Vi har danset med hinanden,” forklarer hun. ”Kan du ikke huske det?” Henning tøver, damen fortsætter: ”Hvad pokker, det er også ti år siden.” Og så snakker de lidt om det, indtil en mand slår døren op til saunaen, ryster sin våde krop og med to lange skridt træder over Henning og damen, op på øverste hylde.

”Havet havde godt af mig i dag,” informerer han ud i lokalet. Jeg stirrer benovet, inspireret.

Understimuleret nøgentrang

Jeg er et ud af 1.795 nye medlemmer i vinterbadeklubben Jomsborg, som holder til i Aarhus på badeanstalten Den Permanente ved Risskov, og som nu er oppe på 9.277 medlemmer i alt og dermed den største ud af de 115 vinterbadeklubber, der findes i Danmark. I Jomsborg er der en lille overvægt af kvinder, og selv om der ikke findes tal for det, bekræfter klubben, at de har ”rigtig mange” medlemmer i alderen 15-35 år.

Måske er jeg ikke alene med min understimulerede nøgentrang. En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier viser, at 55,2 procent af eleverne i 7.-9. klasse har forbehold mod at bade sammen med deres klassekammerater efter idræt, hvorfor de enten helt undlader at deltage i undervisningen, vælger at bade hjemme efterfølgende, eller bader på trods af, at de synes, det er flovt.

I den seneste tid har flere unge kvinder givet lyd fra sig i medierne. I slutningen af november beskrev gymnasieelev Anne Sophie Warberg Hækkerup i et indlæg i Politiken, hvordan hun oplevede sit frisind og sin frimodighed fordufte totalt i gymnasiets omklædningsrum efter idræt, hvor ingen af de andre piger gik i bad. I begyndelsen af december var det gymnasieelev Dalia Zahle, der sagde fra over for ”det forskruede syn på kvindeidealet” og insisterede på, at ”kvinders kønsdele er på lige fod med mandens”.

Det er opråb fra en generation, der hele deres ungdom har været underlagt Facebooks ”fællesskabsregler”, som bortcensurerer nøgenhed og brystvorter (hvis de vel at mærke sidder på en kvinde), men samtidig en generation, som gennem deres opvækst har været eksponeret for seksualiserede kroppe i det offentlige rum, reklamer, populærkultur etc. Det er også den generation, der har været i centrum i det seneste års afsløringer af porno uden samtykke, bedre kendt som hævnporno, hvor helt unge folkeskole- og gymnasieelever efterspørger og organiserer delingen af billeder af deres jævnaldrende.

Selv om jeg er godt og vel 10 år ældre end dem, der beholder tøjet på i folkeskolens og gymnasiernes omklædningsrum i dag og kun har stiftet bekendtskab med porno uden samtykke gennem medierne, har jeg på fornemmelsen, at vi har den desperate trang til almindelige nøgne afseksualiserede kroppe til fælles.

Afklædthedens brutale potentiale

Inden for kunsthistorien er det almindelig praksis at skelne mellem ’det nøgne’ og ’det afklædte’. Det nøgne er det ukontroversielle, rene udgangspunkt – den type nøgenhed, der findes i vinterbadeklubben, hvor det føles mere malplaceret at være påklædt end at være en del af fællesskabets nøgenhed. Det afklædte derimod dækker over det blottede og afslørende, det seksualiserede. Måske er det her, det går galt. Selv om vi rask væk bliver eksponerede for afklædte kroppe, glimrer de nøgne ved deres fravær, og når det endelig viser sig, det nøgne, tolker vi det måske som afklædt og dermed seksualiseret.

I 1965 demonstrerede den amerikanske kunstner Yoko Ono afklædthedens brutale potentiale med værket Cut piece, hvor hun sidder på en scene, mens publikum en ad gangen kommer op og klipper et stykke af hendes tøj. Hun er passiv, øjnene er blanke, men blikket fastlåst et sted ude i horisonten. Kun en gang imellem flakker det lidt, inden det finder tilbage. Brystkassen hæver og sænker sig voldsomt, efterhånden som trøjen klippes af. Cirka syv minutter inde i værket kommer en mand på scenen: ”Hun er meget indbydende,” siger han. ”Det her kan godt komme til at tage tid.” Så sætter han sig på hug foran hende og klipper med stor umage underkjolen op fra midten af brystet og ned. Da han har fået underkjolen aldeles afmonteret fra Yoko Onos overkrop, kapper han bh’ens stropper og forlader scenen. Hun lægger armene beskyttende foran brystet, kigger op, blikket flakker.

Yoko Ono viser i sit værk afklædningens iboende sårbarhed og potentielle ydmygelse. I nøgenheden spiller afsløringen og blottelsen ingen rolle – her ligger en helt anden styrke. Derfor giver det mening at kæmpe for det nøgne, og det er der allerede nogen, der gør.

Nøgne protester

I tv-serien Girls optræder hovedkarakteren Hannah, spillet af Lena Dunham, som også er manuskriptforfatter og producent på serien, ofte nøgen – også i scener, hvor nøgenheden ikke er oplagt. Men Hannah opfører sig, som om det er det mest naturlige i verden, og er på den måde med til at insistere på det nøgne som noget, der bør være ukontroversielt.

Siden 2005 har det amerikanske par Katy Kessler og Matt Blum fotograferet et utal af kvinder nøgne i deres egne hjem i The Nu Project – målet har fra begyndelsen været at fremstille kvinderne som subjekter ved at vise deres personligheder, hjem og særheder. Og herhjemme betød opfindelsen af ’Kussomaten’ i 2005, at kussen kom frem i lyset, så alle kunne opsøge billeder af helt almindelig uredigerede kvindelige kønsorganer.

Derudover har den internationale Free the nipple-bevægelse gjort sig bemærket på de sociale medier og med topløse protester på gader og stræder, hvor de blandt andet protesterer mod det urimelige i, at det mange steder – blandt andet på sociale medier – er forbudt for en kvinde at have synlige brystvorter, mens det ikke er det for en mand.

Seneste skud på nøgenaktivist-stammen er illustratoren Hilde Atalanta fra Amsterdam, hvis utallige og meget forskellige illustrationer af kusser man kan følge på instagram.

https://www.instagram.com/p/BN_PFhLjm5l/?taken-by=the.vulva.gallery

Bemærk, at jeg ikke har nævnt et eneste eksempel på nøgenaktivisme med mænd. Der findes eksempler, hvor mænd protesterer nøgne, for eksempel den russiske kunstner Petr Pavlensky. Men i alle de tilfælde, jeg er stødt på, er nøgenheden i højere grad midlet, end det er målet. Jeg har ikke fundet et eneste tilfælde, hvor mænd protesterer og laver aktivisme for retten til nøgenhed.

Klædt på af protest

Ud over vinterbadeklubben har jeg én anden erfaring med at være nøgen offentligt. I marts i år spillede jeg med i forestillingen Lyden af kvinder, som Teater HURRA lavede i samarbejde med musiker Lise Dres. I den forbindelse havde jeg sagt ja til at blive klædt af og ende aldeles nøgen på scenen. Men alt i mig skreg, at det var forkert, en grænse, som ikke måtte overskrides. Ikke bare af hensyn til mig selv, men måske kunne jeg ovenikøbet komme til at krænke publikum med min nøgenhed, tænkte jeg og følte mig irrationel. Det var således med et idealistisk argument om at insistere på alles ret til nøgenhed, at jeg til sidst fik overbevist mig selv og sagde ja.

På scenen i marts trådte jeg ud af et par stilletter, mens sangerinden Lise Dres sang: ”Jeg trænger til en pause/ ved ikke hvad jeg vil /længes efter at mærke/ hvorfor jeg er til.” En af mine medspillere tørrede læbestift af mine læber, en anden trak forstørrende indlæg op af bh’en. ”Jeg trænger til at se/ langt ind i mine øjne/ for at slippe fri/ af alle mine løgne,” sang Lise, da jeg trådte ud af nederdelen og toppen. Så blev bh’en åbnet, håret løsnet, og til sidst… trusserne.

Da jeg efter forestillingen mødte publikum i baren med tøj på, var det til anerkendende skulderklap og kommentarer om, at scenen var smuk, og jeg var modig. Jeg forstod, at når publikum kiggede på min nøgne krop på scenen, var det protesten de så. Det føltes ikke særlig nøgent.

Fælles for eksemplerne på nøgenhed fra populærkulturen, kunsten eller de politiske protestbevægelser er, at de har et højere formål. Nøgenheden er så at sige pakket ind i kunst eller protest, som måske gør de nøgne aktører mindre… nøgne. De nøgne protester er vigtige, men da jeg meldte mig ind i vinterbadeklubben, var det, fordi jeg tænkte, at det da også kunne være rart at være nøgen, uden at det skulle være en politisk kamp eller et kunstprojekt.

Møde i saunaen

Jeg tænker, at jeg kan trække på noget af den erfaring med apolitisk nøgenhed, der findes i vinterbadeklubben. Gennem Jomsborgs facebookgruppe finder jeg frem til to yngre vinterbadere, som gerne vil mødes med mig: Mads Peter Jensen på 22 år og Natalia Correa Glargaard på 23 år.

Vi mødes ved indgangen til vinterbadeklubben. Natalia og Mads Peter kender ikke hinanden på forhånd, men er allerede faldet i snak, da jeg ankommer. Vi følges ind, finder et hjørne med bænke og knager. Jeg ved intet om dem, og da vi begynder at tage tøjet af, er jeg den eneste, der har fortalt om mig selv. De første stykker tøj ryger uproblematisk. Jeg folder det sammen, lægger det på bænken. Så står jeg pludselig der i undertøj. Mads Peter og Natalia er lige så langt i afklædningen.

”Det her er dit arrangement, Sille,” siger jeg til mig selv. ”Du må gå forrest.” Dyb indånding og af med resten af tøjet. Jeg har gjort det før; været nøgen på badebroen i vinterbadeklubben, og jeg har vænnet mig til følelsen af at være anonym, til bare at være en krop. Denne dag har jeg præsenteret mig ved navn, ovenikøbet som journalist, og nu er jeg nøgen… helt nøgen.

Mads Peter springer i vandet, så det sprøjter. Natalia og jeg skiftes til at kravle ned ad stigen og dyppe os. I saunaen kravler Natalia op på øverste hylde, der hvor der er varmest. Mads Peter og jeg bliver på den midterste.

Snakken flyder let mellem os. Natalia er ved at tage en uddannelse som ’Body Movement’-terapeut. Undervisningen foregår i weekenden. Til sommer vil hun læse til pædagog.  Mads Peter spiller musik og er vild med fællesskaber, og så vil han læse til ingeniør, fortæller han.

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil bringe nøgenhed på banen, mens vi sidder i saunaen. På en måde er jeg bange for at komme til at forurene rummet, bringe en ødelæggende nøgenbevidsthed ind i saunaen.

Mads Peter fortæller om sin fibersprængning. Natalia har også en. Hun løfter benet og viser os hvor.

Mens vi snakker, glemmer jeg, at jeg er nøgen. Først da Natalia beretter, at man ikke engang må have bare tæer i Colombia, hvor hun er adopteret fra, kommer jeg i tanke om det igen.

”Hvor må man ikke det?” spørger manden ved siden af os. Natalia svarer. Manden ryster på hovedet.

”Jeg elsker den her måde at være sammen på,” siger Mads Peter, da vi efter godt 45 minutters bekendtskab forlader vinterbadeklubben med røde kinder. Natalia nikker: ”Det er lidt, som om vi allerede kender hinanden ret godt, nu hvor vi ligesom har set hinanden”… nøgne. I ukonstruktiv vanetænkning skal jeg til at svare noget morsomt med, at ’nu har vi det på hinanden’. Jeg når at stoppe mig selv. Vi har ikke noget på hinanden. Det føles ikke sådan. I stedet siger jeg: ”Det er nærmest en slags genvej til fortrolighed.”

Vi aftaler at mødes dagen efter hos Natalia. Nu kender vi jo hinanden. Jeg siger farvel. Mads Peter stikker mig en high five.

Samtale med tøj på

Dagen efter sidder vi alle tre påklædte og drikker kaffe i Natalias stue på Trøjborg. Natalia og Mads Peter er vokset op med et afslappet og naturligt forhold til nøgenhed, hvor de har været nøgne sammen med og set de voksne nøgne i svømmehallen, på ø-lejr eller derhjemme. Blufærdigheden kom først, da de blev teenagere:

”Pludselig blev jeg kropsbevidst, og det var en barriere. Jeg spekulerede på sådan noget med, om pikken var skæv – i dag ved jeg jo, at det er de fleste pikke – og så var jeg bekymret for, at jeg ikke var stærk nok,” fortæller Mads Peter. ”Jeg fik svært ved at gå i bad efter idræt, men så sagde min lærer, at det skulle jeg, men i omklædningsrummet tog vi tøjet langsomt af, for ingen turde være den, der var nøgen først.”

Det kender jeg godt, tænker jeg og husker, hvordan jeg tog mig sammen og ’gik forrest’ på badebroen dagen forinden.

”Jeg havde det fint med nøgenhed, indtil jeg blev 10. Men jeg gik tidligt i puberteten i forhold til mine klassekammerater. Lige pludselig fik jeg bryster og menstruation, og det syntes jeg var pinligt,” forklarer Natalia. ”Først da jeg blev omkring 18 år, begyndte jeg at synes, det var fedt at have mine former. På HF var der nogle drenge, der snakkede om, at det var fedt, og til idræt sagde nogle af pigerne, at jeg havde en vildt flot formet krop. Det blev jeg glad for. Nogle gange kan jeg føle mig meget anderledes, fordi jeg er adopteret fra Colombia. Jeg føler, at jeg har en anden slags krop.”

Ved nærmere eftertanke er jeg egentlig også selv vokset op med en far og en mor, der vadede nøgne gennem køkkenet hver eneste dag. Jeg har været en masse i svømmehallen, set en masse mærkelige nøgne kroppe som barn. Jeg er sågar faldet over et billede af mig selv – 11 år gammel og med små nye bryster –  jeg er nøgen og ser aldeles ubekymret ud. Hvornår blev nøgenhed så dramatisk? Jeg opdagede det først, da det var for sent, da forandringen ligesom var indtruffet.

Blufærdig i Fitness World

”Hvor meget tror I, det handler om udseende?” spørger jeg Natalia og Mads Peter, fordi jeg undrer mig over, hvor blufærdigheden pludselig kom fra.

Mads Peter mener, at det nok har noget at sige, men at det ikke er altafgørende: ”Man skal finde ud af, at det er i orden at have sin egen kropsform, og det finder man ud af ved at se andre nøgne – og ikke bare dem, der er de flotteste.”

”Jeg bliver stadig meget påvirket af omgivelserne,” fortæller Natalia. ”Jeg bader ikke, når jeg har været i fitness. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg synes, der er en tendens til, at man kigger på hinanden på en ubehagelig måde.”

Mads Peter giver hende ret og giver skylden til den konkurrencementalitet, der findes i fitnesscentrene: ”Det skaber måske en fjendtlighed, som nok bunder i en usikkerhed, hvor man tror, man selv skal se bedst ud for overhovedet at være noget værd.”

”Så når man tager tøjet af i fitnesscentret,” tænker jeg højt, ”gør man det for at vise sin krop frem? Man skulle jo synes, at det bare var en praktisk foranstaltning, når man skal i bad. Det lyder nærmest, som om nøgenheden kommer til at fylde, fordi den ikke er formålet i sig selv.”

”Sådan er det jo tit,” svarer Natalia. ”Når der er noget, du ikke må, tænker du på det hele tiden. I vinterbadeklubben kan jeg være fri, for man kommer bare, som man er. Det kommer til at handle om det, man giver. Altså de samtaler og smil, man giver til hinanden, eller måden, man griner eller holder døren for hinanden.”

Det hedder jo stripperbranchen

”Jeg fortalte en kammerat om vores møde i går,” fortæller Mads Peter. ”Han synes det var ret vildt, at vi bare mødtes og var nøgne. Først der kom jeg til at tænke på, at jeg egentlig aldrig har mødtes med to fremmede før og så bare taget tøjet af.”

Natalia har heller ikke tænkt særligt over nøgenheden: ”Jeg kiggede jo ikke på jeres krop i går. Jeg kiggede på jeres ansigter.”

”Har I slet ikke lyst til at kigge på de andre, når I sidder dernede?” spørger jeg.

Både Natalia og Mads Peter trækker på skuldrene. Ikke synderligt fornemmer jeg.

”Jeg følte virkelig en stor trang til at kigge på de andres kroppe, da jeg startede med at komme dernede,” fortæller jeg og overvejer, om jeg er i gang med at blotte mig selv. ”Hele min barndom har jeg spekuleret på, hvordan min bedstemor så ud nøgen. Jeg fandt aldrig ud af det, og nu er hun død. Så jeg synes, det var meget tiltrængt at komme derned og få afsløret, hvordan folk ser ud nøgne.”

”Da jeg var teenager, så jeg mest nøgne kvinder i forbindelse med porno,” forklarer Mads Peter senere. ”Det betød, at jeg mest forbandt nøgne kvinder med sex.”

Jeg spekulerer på, om det måske er derfor, der er flest kvinder, som protesterer for retten til nøgenhed.

”Men det var kun indtil, jeg selv begyndte at have sex,” fortsætter han, ”så fandt jeg ud af, at man godt kan være nøgne sammen, uden at det handler om sex.”

”Første gang jeg skulle ned i vinterbadeklubben, var jeg lidt nervøs for at få boner på i saunaen. For man sidder jo der helt afslappet blandt nøgne mennesker. Men det er så afseksualiseret, så jeg har ikke tænkt på det siden. Flirten og de seksuelle undertoner er helt fraværende. I porno er en kvinde, der er ved at klæde sig af også meget mere sexet end en kvinde, der er klædt af. Der er jo en grund til, at det hedder stripperbranchen,” siger Mads Peter.

”Ja, det hedder jo ikke nøgen-branchen,” siger jeg og tænker på Yoko Ono, der blev klædt af i 1965.

De nøgne har intet at skjule

”Synes I, der er forskel på vores måde at tale sammen i dag, hvor vi er påklædte, og så i går, hvor vi sad nøgne i saunaen?” spørger jeg. Der bliver stille.

Så bekender Natalia: ”Jeg synes, det var hyggeligere i går.” Pause. ”Jeg følte, vi var mere connectede. Det var så umiddelbart og ligetil.”

Mads Peter giver hende ret: ”Det har nok både noget med nøgenheden og kicket fra turen i vandet og saunaen at gøre. Vi oplevede jo noget sammen. Når vi sidder her bliver det mere plain, for jeg kan for eksempel ikke mærke min krop på samme måde som i går. Nøgenheden betyder også, at man ligesom har lagt alle kort på bordet. Man har ikke noget at skjule.”

”Da vi gik derfra i går, havde vi røde kinder og uglet hår. Så ser man jo bare hinanden på en anden måde,” supplerer Natalia.

”Måske har det også noget med kontroltabet at gøre,” indvender jeg. ”I går sad vi jo dér i saunaen: Næsen løb, sveden haglede af kroppen, og der var intet, vi kunne gøre for at stoppe det. Giver det måske en anden ærlighed eller sårbarhed?”

Mads Peter og Natalia nikker.

Nøgentræning er vejen frem

Da jeg har sagt farvel til Mads Peter og Natalia og bevæger mig fra Trøjborg, spekulerer jeg på, hvad man går glip af, hvis man aldrig er nøgen sammen med andre. Selv om jeg stadig synes, at nøgenheden er både svær og grænseoverskridende, har Natalia og Mads Peter ret: Nøgenheden gjorde faktisk noget ved vores måde at være sammen på.

Når generationen af kropsforskrækkede unge diskuteres i medierne, er det ikke sjældent, at velmenende voksne reagerer ved at referere til deres egen frigjorte ungdom, mens de med udtalt vemod, gru, sorg eller tristhed ønsker for de unge, at de bare kunne give lidt mere slip, være lidt mindre blufærdige og bange for at vise sig. Med al respekt – de triste og de velmenende kan rende os.

For det første er dem, der siger sådan, formentligt vokset op under nogle fundamentalt andre vilkår, hvor forventningerne til kroppen var anderledes og eksponeringen for den afklædte og seksualiserede krop mindre. For det andet gør deres velmenenhed ingen positiv forskel. Tværtimod. Udover skammen og blufærdigheden over den nøgne krop, tilbyder de os skammen over skammen og blufærdigheden.

Når Natalia fortæller om omklædningsrummet i Fitness World, kunne man få den tanke, at blufærdighed smitter. Måske smitter frimodighed også. Jeg bliver faktisk bedre og bedre til at være nøgen. Måske kan vi gennem fælles nøgentræning overvinde blufærdigheden. Hvis vi allierer os, afslører skammen og opmuntrer hinanden?