En faustisk velfærdshandel

Socialdemokratiet synes fanget i en faustisk handel: Jo hårdere partiet er blevet i udlændingedebatten, desto længere mod højre er hele det politiske spektrum rykket.

Det begyndte som en taktisk manøvre for at neutralisere højrefløjens dagsorden. Ved nøk for nøk at overtage strammere forslag håbede Socialdemokratiet at afvæbne konflikten og få udlændingepolitikken til at fylde mindre.

Resultatet blev det stik modsatte.

I fortællingen om Faust indgår hovedpersonen en pagt med Mephistopheles. Til gengæld for magt, indsigt og handlekraft her og nu sætter han sin sjæl i pant. Aftalen virker som en genvej til succes.

Men den forandrer også den, der indgår den.

Noget lignende kan spores i Socialdemokratiets kurs. Det, der begyndte som taktisk efterligning af modstandernes politik, har over årene også ændret partiet selv. Mange af de ledende socialdemokrater taler i dag om yderligere stramninger i udlændingepolitikken, som om det aldrig blot var tænkt som en smutvej til magten.

Det er efterhånden mange år siden, at Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og hendes nærmeste fortrolige kunne beskyldes for falsk forstillelse. Argumenterne fremsættes i dag med en overbevisning, der mere end tyder på, at taktikken er blevet til overbevisning.

I partiets nye udspil – med den bemærkelsesværdige titel “Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark” – fremlægges en lang række konkrete stramninger. Flere skal udvises. Opholdstilladelser skal lettere kunne inddrages. Åbning for sindelagskontrol ved tildeling af statsborgerskab. Og nye sanktioner mod udlændinge, der begår kriminalitet eller på anden måde bryder med samfundets normer.

Et af de mest spektakulære forslag handler om sanktioner mod personer, der begår vold mod ansatte i sundhedsvæsenet.

Socialdemokratiet vil indføre mulighed for karantæne fra ikke-akut behandling. Den dømte skal i en periode ikke længere kunne få behandling gennem den offentlige sygesikring – bortset fra i akutte tilfælde.

Velfærd til salg

Forslaget begrundes af udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) med, at overgreb mod sundhedspersonale er “fuldstændig uacceptabelt” og derfor “skal have en hård konsekvens”. Formelt gælder forslaget alle. Men Socialdemokratiet lægger selv en tydelig integrationspolitisk ramme om initiativet:

“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi desværre har set en overrepræsentation i voldskriminalitetsstatistikkerne blandt udlændinge med rødder i Stormellemøsten,” siger Stoklund. Derfor forventer han også, at nogle af dem, der vil blive ramt af sanktionen, “selvfølgelig også er folk med rødder i Stormellemøsten”.

I ministerens egen forklaring handler det om de integrationsproblemer, der ifølge ham er fulgt med indvandring. Danmark er, siger han, blevet nødt til at ændre lovgivningen flere gange, fordi der er kommet “nogle kulturer hertil fra Stormellemøsten, som indimellem har det lidt svært ved at gebærde sig i et moderne vestligt samfund”.

Derfor ser han heller ikke forslaget som et brud med retsstatens principper, men som “en helt naturlig konsekvens”, hvis man “misbruger det flotte tilbud, som adgang til sundhedsvæsnet er”.

Netop den formulering er bemærkelsesværdig. Når sundhedsvæsenet beskrives som et “tilbud”, der kan misbruges og fratages, ændres perspektivet på velfærdsstaten.

Den danske model er historisk bygget på et simpelt princip: Sundhedsydelser gives efter behov – ikke efter moralsk fortjeneste. Hospitalet er ikke en belønning for god opførsel, men en institution, der står åben for alle borgere, også når de har opført sig forkert.

Det princip peger sundhedsprofessionelle også selv på. Lægeforeningens formand Camilla Rathcke kalder forslaget “aparte” og understreger, at læger er forpligtet til at behandle alle patienter, der kommer ind ad døren.

Men Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at bryde med den hidtidige velfærdsmodel. For når adgang til behandling begynder at blive et spørgsmål om sanktioner, træder en anden logik ind i systemet. Velfærdsydelser bliver noget, man kan gøre sig fortjent til – eller miste.

Derfor rækker forslaget langt videre end udlændingepolitikken alene. Det flytter ved et af velfærdsstatens mest grundlæggende principper.

Det er den slags forskydninger, der ofte først bliver tydelige i bakspejlet. I den gamle fortælling om Faust opdager hovedpersonen heller ikke straks, hvad pagten egentlig indebærer. Forvandlingen sker gradvist. Og nogle gange i hurtige ryk, som her under valgkampen.

Pantsatte principper

Taktikken er blevet til overbevisning. Man kan spille en rolle længe nok til til sidst at blive den.

Udsalget af velfærdsprincipper er for længst sket i forhold til samfundets mest sårbare i skikkelse af kontanthjælpsreformen.

Før var princippet enkelt: Hvis man ikke kan forsørge sig selv, træder samfundet til. Kontanthjælpen var tænkt som den samme sidste sikkerhedsline for alle. Så kom undtagelsen. Med integrationsydelsen og senere selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen blev nogle grupper placeret på markant lavere satser.

Og dermed ændrede logikken sig. Social sikkerhed begyndte at afhænge af opholdshistorik og tilknytning til landet.
Noget lignende skete med børnechecken. Før var princippet, at alle børn udløser samme støtte. Så kom optjeningsreglerne. Og dermed blev også denne universelle ydelse gjort betinget.

Siden er undtagelserne dukket op flere steder: i ghettolovgivningen, hvor regler kan afhænge af postnummer og beboersammensætning, og i statsborgerskabspolitikken, hvor værdier og sindelag spiller en stadig større rolle. Hver gang som en justering. En nødvendig tilpasning.

Nu er turen kommet til sundhedsvæsenet.

Før var princippet klart: Man behandler mennesker, fordi de er syge.

Så kommer undtagelsen. Vold mod sundhedspersonale skal kunne føre til karantæne fra ikke-akut behandling.

Sådan sker forvandlinger sjældent med ét stort brud. De sker gennem små undtagelser.

Hver gang præsenteret som en nødvendig justering. I fortællingen om Faust opdager hovedpersonen først sent, hvad han egentlig har givet køb på.

Det begyndte som en taktisk manøvre i udlændingepolitikken. Men det, der nu er ved at blive sat i pant, er ikke bare humanitære værdier i udlændingepolitikken. Det er selve idéen om, at velfærdsstaten gælder for alle.

Først en lavere kontanthjælp.

Så en betinget børnecheck.

Så særlige regler i bestemte boligområder.

Og nu et sundhedsvæsen, hvor behandling kan blive en sanktion.

Socialdemokratiet ser ikke længere velfærd som en universel rettighed, men som et betinget tilbud. /Lars Trier Mogensen