Kære læser

En familie på Vestbredden

Jaafar Ashtiyeh/AFP/Ritzau Scanpix

Ali Khaled Sayel Bani Odeh, 37 år.
Waad Othman Aql Bani Odeh, 35 år.
Mohammad Ali Khaled Bani Odeh, 5 år.
Othman Ali Khaled Bani Odeh, 7 år.

Ja, det er rigtigt, i en gammeldansk kontekst klinger navnene lidt fremmedartet. Forældrene har ikke nemt relaterbare navne som Peter og Ulla, børnene hedder ikke Villum og Jens. I næsten en hvilken som helst anden konstellation – hvis forbrydelsen var sket i et andet land, eller hvis gerningsmænd og ofre hver især var af en anden nationalitet – havde denne tragiske nyhed fået plads i danske medier.

Ret skal være ret. Søndag var TV 2 på pletten med et overfladisk, selektivt opkog af nogle artikler, som AFP og Al Jazeera havde bragt om formiddagen. “Israelske soldater har søndag dræbt et palæstinensisk ægtepar – en mand på 37 år og en kvinde på 35 år – samt to af deres børn på henholdsvis fem og syv år på den besatte Vestbred.” Årsagen til det, der umiddelbart lød som en uproportional magtanvendelse kunne man læse i sidste linje: “Ifølge israelsk militær og politi skød soldaterne mod en bil, der blev opfattet som en sikkerhedstrussel.”

Vi er over to et halvt år henne i Israels fortløbende folkemord på den palæstinensiske befolkning i Gaza-striben, og selv om den israelske hær igen og igen er blevet taget i at lyve, er det stadig hærens forklaring, de etablerede medier trykker først. Ifølge israelske medier var hæren og grænsepolitiet ankommet til landsbyen Tammun for at “arrestere terrormistænkte”. Som det bagefter formuleredes i en pressemeddelelse fra politiet, accelererede et køretøj i retning af soldaterne, “som følte sig i fare og åbnede ild. Det resulterede i, at fire palæstinensere i køretøjet blev dræbt”.

Der er også andre kilder end israelske, som det ingen indsats kræver at finde. Og så er der pludselig nuancer. Ægteparret Ali og Waad Odeh og deres fire børn havde været ude at købe ind til den forestående højtid eid al-fitr. Da de kom kørende i bilen, skød israelske soldater på dem, og familiens to ældste sønner, Khaled på 11 år og Mustafa på otte, så deres forældre og brødre dø, men overlevede selv.

På en lydoptagelse fortæller Khalid, at de israelske soldater hev ham ud af bilen og begyndte at tæve løs på ham. “Så forsøgte de at trække min bror Mustafa ud af bilen for også at slå ham. Jeg stillede mig foran dem, men de slog mig i jorden og begyndte at sparke mig i ryggen med deres støvler,” siger han. Han tilføjer, at han hørte en soldat sige: “Vi har slået hunde ihjel.”

Den amerikansk-palæstinensiske journalist Mariam Barghouti, som opholder sig på Vestbredden og længe har dækket Israels tiltagende angreb på civile palæstinensere, har lagt en video op på Instagram, hvor hun siger, at læren af det, der foregår på Vestbredden, og af USA’s og Israels krig i Iran er, at det aldrig har handlet om forsvar og sikkerhed. “Det handler om erobring, annektering og kolonialisme.”

Dette dæmrer langsomt for flere og flere mennesker. På et tidspunkt vil det også dæmre for medierne. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12