I Michael Moores hovedværk Bowling for Columbine (2002) undrer den amerikanske dokumentarist sig over, hvorfor amerikanerne i langt højere grad skyder hinanden. Hvad er forskellen på dem og fx deres canadiske naboer, der også er bevæbnede med ufatteligt mange våben per indbygger?
I USA har man et historisk behov for at have nogen at frygte, og i 2002 er det amerikanske nyhedsbillede altså domineret af en voldsfetichisme, hvor borgerne bliver tordnet ørerne fulde af frygt, der altså resulterer i, at de skyder hinanden.
Nu – 24 år efter Moores dokumentar om skoleskyderiet på Columbine High School i 1999 og 435 skoleskyderier senere – kulminerer det amerikanske selvhad. Som det eneste land ud af 25 adspurgte mener mere end halvdelen af amerikanerne, 53 pct., at deres medborgere har en skidt eller dårlig moral. Blandt de resterende 25 lande, der er blevet bedt om at rangere deres medborgeres moral og etik, mener folk, at deres landsfæller overordnet har en “god” eller i hvert fald en “i nogen grad god” moral.
David French, kristen kommentator på The New York Times, har på baggrund af undersøgelsen døbt den amerikanske tilstand “end-stage polarization”, hvor den amerikanske polarisering altså kulminerer. Slutspilspolarisering, kunne vi kalde det. French henviser til den texanske demokrat James Talaricos “helende” guvernørkampagne, der slår sig op på, at alle skal være sødere ved hinanden på et tidspunkt, hvor 60 pct. af de adspurgte demokrater mener, at republikanerne har en dårlig moral.
Det er svært at føre politik i slutspilspolariseringen. Og tilstanden i amerikansk politik, hvor demokraternes håb fører kampagne på at være ordentlig ved hinanden, påtaler på mange måder også et vakuum på venstrefløjen, der synes at transcendere landegrænser.
Og nu skærer vi alle over med den absolut bredeste kam, beklager. Men i lyset af frembrusningen af højreekstrem ideologi, fra USA til Europa og herhjemme i form af fx Modstrømmen og Dansk Folkeparti, bliver det overordnede venstreorienterede projekt så optaget af at brandslukke højreekstremismen og forebygge unødig polarisering, at fantasien og utopien føles fortabt. Det progressive projekt kondenseres til “ordentlighed” og vage krampetrækninger om “det gode liv”. Men hvad er planen?
I The Points ’On the Liberal Imagination’ skriver chefredaktør Jon Baskin, at den “liberale” utopi er i krise. I hvert fald så er den i en bedrøvelig forfatning. Stemningen er så træg på venstrefløjen, at den absolutte utopiske forestillingsevne kun rækker til, at alle skal have det godt en dag ude i fremtiden. Imens man på højrefløjen sælger drømme om rigdom, tradwives og succes, og nogle ovenikøbet har planer om at kolonisere Mars.
Den amerikanske polarisering er ekstrem, men i lyset af Moores 25 år gamle dokumentar, er den også ærkeamerikansk. Og imens amerikanerne prøver at overkomme noget nær foragt over for hinanden, sidder vi trygt herhjemme og ser Højskolen, hvor alle partiledere gør sig enormt umage for at vise, hvor godt alle samarbejder og går til karate. Så hvad så nu? /Astrid Plum