Khalil Ashawi/Reuters/Ritzau Scanpix
Forleden fløj tusinder af løbesedler ned fra himlen over tagene i Beirut, så man på vej til supermarkedet eller ud med skraldet nærmest fik tvunget dem i hånden. “I lyset af den bragende succes i Gaza ankommer avisen New Reality til Libanon,” står der på pamfletterne, der opfordrer befolkningen til at hjælpe med at “afvæbne” Hizbollah.
Under teksten er der to QR-koder med links til WhatsApp og Facebook, der forbinder læseren til den del af det israelske militærs efterretningstjeneste, der rekrutterer agenter uden for landet, hvis man “vil være med til at skabe reel forandring og bidrage til [Libanons] velstand og beskyttelse”. Formålet er selvfølgelig at skabe frygt. Når Israel tidligere har smidt løbesedler ned over Libanon fra israelske krigsfly – for det har de gjort mange gange før – har de sagt, at det var for at advare beboerne i god tid.
Men bomberne har allerede stået på i flere uger. Siden den 2. marts, hvor Israel begyndte de seneste af sine angreb, er der blevet optalt mindst 394. Hvor de indtil nu primært har været rettet mod det sydlige Libanon og den sydlige forstad Dahyeh – som Israels finansminister har sagt “meget snart” vil “ligne Khan Younis” i Gaza – rammer bomberne nu helt inde i Beiruts centrum. Natten til onsdag var en af de mest bombetunge nætter med støvskyer, der har spredt sig ind over den centrale bydel Bachoura, hvor en beboelsesbygnings kollaps onsdag morgen blev fanget på video.
På bare to uger er en ud af fem mennesker i Libanon blevet tvunget til at flygte fra deres hjem.
De fordrevne flygter oftest til hoteller og familiemedlemmer, mens Libanons undervisningsministerium har åbnet en række skoler til at huse dem, der ikke har råd eller mulighed for andet. Men det gælder ikke for alle. I en længere artikel beskriver Al Jazeera, hvordan palæstinensere nægtes adgang. Skolerne modtager “kun … libanesere”, mens “de øvrige sårbare befolkningsgrupper i Libanon, såsom syriske flygtninge, udenlandske arbejdere eller palæstinensere, må finde anden bolig eller andre løsninger.”
Når man taler om befolkningen i Libanon, taler man om mange forskellige nationaliteter. For eksempel samler Beirut over 18 religioner, nogle er kristne, nogle er drusere, nogle er sunnimuslimer, andre shia og så videre. Samtidig har en stor del af landets mange syriske og palæstinensiske flygtninge sværere ved at få jobs eller en uddannelse, ligesom det er velkendt, at de oplever dagligdagsracisme, hvor man kan få nej til at bestille bord på en restaurant, hvis man genkendes på sit efternavn eller tøj, eller frygter at blive slået ned på gaden.
Israels forsvarsminister Israel Katz siger, at angrebene vil fortsætte; at Libanon fortsat vil “miste territorium”, så længe Hizbollah er bevæbnet. Den israelske regering siger helt bogstaveligt, at Libanon skal blive til Gaza. Som Ben Reiff, redaktør på+972 Magazine, opridser i The Guardian, har israelske embedsmænd udtalt, at de er ved at mobilisere reservister til at implementere “Gaza-modellen, men i Libanon”. Reiff skriver: “Den skæbne, der venter Libanon, står klar. Så hvor er det internationale samfund?” /Emma Louise Stenholm