En sejlivet myte og Rifbjergs rendezvous

Ernest Hemingway har gennem årene været en figur, som mange enten elsker at hade eller hader at elske. Myten om den fordrukne og misogyne forfatter er svær at adskille fra værket. Forfatterens til tider chauvinistiske beskrivelser, stereotype holdninger og relativt endimensionelle kvindeportrætteringer har ofte været i skudlinjen og mødt hård kritik fra både forfatterkollegaer, litterater og læsere.

Den traditionelle ‘Hemingway-helt’ skal udvise mod via handling. Gerne i form af krigserfaring, jagt, fiskeri eller tyrefægtning. Alt sammen udført med stoisk ro uden at vise følelser eller tegn på sårbarhed. Et klassisk eksempel er skildringen af tyrefægteren Pedro Romero i The Sun Also Rises, som udøver sit håndværk (tyrefægtning) med absolut kontrol, selvom han er fysisk mærket, som her i Hemingways beskrivelse af hans kamp mod tyren:

“Slagsmålet med Cohn havde ikke svækket hans kampmod, men hans ansigt var smadret og hans krop gjorde ondt […] Hver ting han gjorde med denne tyr, slettede det mere og mere ud. Det var næsten et kursus i tyrefægtning. Han fik alle bevægelserne til at hænge sammen, alt blev gjort færdigt, roligt og harmonisk.”

Pedro Romero lader ikke smerten eller frygten diktere sine bevægelser. Han tager kampen med stoisk ro og maskulin elegance.

Den eliminerede kvinde og forfatterens følelsesmæssige fængsel

Hemingways maskuline helte er fra et feministisk synspunkt ofte blevet karakteriseret som en opskrift på toksisk maskulinitet. Det kommer blandt andet til udtryk i den litterære kritiker Judith Fetterlys teoretiske værk The Resisting Reader (1978), som dissekerer Hemingways store gennembrudsroman Farvel til våbnene fra 1929, og beskriver den som et forsøg på at eliminere kvinden for at opretholde mandens heroiske status.

Romanen er Hemingways forsøg på at beskrive Første Verdenskrigs rædsler, som han selv gennemlevede som ambulanceredder ved den italienske front i krigens sidste år. Fetterlys hovedargument er, at Hemingway skaber en litterær verden, hvor den mandlige helts (Frederic Henry) status og overlevelse paradoksalt nok kræver kvindens (Catherine Barkley) tilintetgørelse i form af hendes død i barselssengen.

Ved at lade hende dø, kan den mandlige hovedperson indtage rollen som det ultimative tragiske offer. Henrys sorg bliver centrum for fortællingen, og han slipper således for de hverdagsagtige forpligtelser (ægteskab, faderskab), der ville have truet hans identitet som den frie, stoiske Hemingway-helt.

En anden betydningsfuld kritiker er den anerkendte amerikanske litterat Lynn Bloom, som anser Hemingways fokus på den stoiske mand, der drikker og handler sig gennem sine problemer frem for at tale om dem, som et direkte skadeligt (og uopnåeligt) maskulint ideal, som i sidste ende også endte med at ramme Hemingway selv på et personligt plan.

Blooms centrale pointe er, at Hemingway skabte et ideal, hvor mandighed defineres ved total følelsesmæssig kontrol, tavshed og fysisk udfoldelse. Når dette ideal møder virkelighedens sårbarhed, alderdom eller psykiske lidelser, findes der intet sprog til at håndtere det – kun destruktive flugtveje som alkohol og i sidste ende selvmord.

Feminisme i forklædning: Papa Hemingway og de sønderrevne supermænd

På trods af talrige kritiske røster peger nyere feministisk litteraturteori dog på, at den ellers udskældte mandschauvinist af en forfatter faktisk slet ikke var den kvindehader, som han ofte fremstilles som. Snarere tværtimod.

I bogen Hemingway and Women: Female Critics and the Female Voice (2002) beskriver en række kvindelige intellektuelle, hvordan den ‘Hemingwayske myte’ er blevet misforstået gennem årene. Værket samler stemmerne fra kvindelige akademikere, der ser på Hemingways bøger med et blik, der adskiller sig fra den traditionelle feministiske litteraturkritik. Frem for at beskrive ham som en fortaler for stereotype maskuline idealer argumenterer de for, at forfatteren i højere grad udstiller de enorme omkostninger, som den type maskulinitet, han ofte skildrer, har for de “hårde machomænd”.

Et godt eksempel er hovedkarakteren Jake Barnes i The Sun Also Rises, der trods en ydre ro, afklarethed og maskuline karaktertræk, lider voldsomt under sine både fysiske og psykiske ar fra Første verdenskrig. Jakes kærlighed til den feterede adelskvinde Brett Ashley, som både den heroiske tyrefægter Pedro Romero samt den neurotiske forfatter Robert Cohn (baseret på F. Scott Fitzgerald) også er interesserede i, forbliver uforløst. Jake Barnes er ikke “mand nok” til den eftertragtede femme fatale (han mistede sit lem under krigen), hvilket i sidste ende fører til hans undergang, da Barnes som følge af den ulykkelige forelskelse drukner sig i havet i romanens afsluttende scene.

Pointen om Hemingways dybereliggende budskab er dog langt fra ny. Ej heller i en dansk kontekst anført af Klaus Rifbjerg, som foruden sit allestedsnærværende og hyperproduktive forfatterskab (mere end 150 romaner, digtsamlinger og noveller!) også oversatte flere af Hemingways værker til dansk. Rifbjerg argumenterer for, at Hemingways maskuline karakterer ofte står i en seksuel modenhedsproblematik, som for de flestes vedkommende sjældent afklares i livets løb – ofte som følge af uforløste følelser og tilbagevendende traumer.

Dele af Hemingways univers kan med rette karakteriseres som barnligt og antifeministisk. Det er en drengedrøm om evig krig, jagt og fravær af kvindelig kompleksitet. Men det er ifølge den danske litterat og forfatter netop i spændingsfeltet mellem den hårde overflade og den underliggende sårbarhed, at forholdet mellem det maskuline og det feminine lever i Hemingways værker.

De mandlige karakterer er ofte knuste. De lider af granatchok, impotens (som Jake Barnes i The Sun Also Rises) og en gennemgribende følelse af tab. At læse Hemingway i dag er ifølge Rifbjerg at indse, at hans stoiske (og til dels toksiske) ‘mandemand’ aldrig var en uovervindelig supermand, men en sårbar skikkelse, der forsøgte at bevare sin værdighed i en verden, der på den ene eller den anden måde langsomt falder fra hinanden.

På gensyn i morgendagens sidste kapitel, når vi samler trådene og genbesøger Hemingway Club til en snak om vejen til det gode liv – mand til mand. /Anders Rod Thomsen