Mand til mand

Når man genlæser Hemingway i 2026, står det klart, at kritikken af hans litterære karakterer som endimensionelle “machomænd” har noget på sig. Fra den arketypiske Nick Adams (I vor tid), krigsveteranen Jake Barnes (Solen går sin gang) og den amerikanske ambulancefører Frederic Henry (Farvel til våbnene) til sprængstofeksperten Robert Jordan (Hvem ringer klokkerne for) samt den cubanske fisker Santiago (Den gamle mand og havet).

Alle repræsenterer de klassiske maskuline idealer i form af styrke, mandsmod og en vis indædt fåmælthed. Det er handlingens mænd, der hellere står ansigt til ansigt med en rasende tyr og naturens kræfter end at henlede sig til underlødig jammer og ynk over livets brutale virkelighed.

Graver man en anelse dybere, danner der sig dog et mere nuanceret billede. Det ideal, der præsenteres i debutromanen Solen går sin gang, handler ikke om at puste sig op, men om det, man kunne kalde praktisk stoicisme, der for Hemingway mest alt handler om disciplin, nærvær og ansvar.

Fortællingens protagonist, journalisten og krigsveteranen Jake Barnes, tager op i de spanske bjerge for at fiske. En underliggende undergangsstemning lurer under hver eneste sten i floden, men frem for at klage sin nød eller forsøge at være noget, han ikke er, gør Jake det, han kender bedst; at fiske og være et med solens bevægelser på himlen.

At mestre et håndværk, hvad enten det er skrivning, fiskeri eller jagt, at være til stede i det kropslige og det sansede frem for det abstrakte, og ikke mindst at bære sine nederlag uden at klynke, er alle maskuline værdier, som den nobelprisvindende amerikanske forfatter yndede at hylde i sine mange noveller og romaner.

Det er værdier, som i dag oplever en genkomst og opblomstring blandt flere mænd, der søger retning i en digitaliseret og flydende verden. Hvor algoritmer og nye digitale strømninger dikterer vores opmærksomhed, liv og virke, tilbyder Hemingway en modgift i form af det konkrete: jorden under fødderne, vægten af en fiskestang, præcisionen i en sætning.

Vejen til det gode (mande)liv

I Hemingway Club er det de selvsamme idealer, som klubben er rundet af. Formand Ivan Partov er ikke bange for at tale om de mindre flatterende sider af den amerikanske forfatter, men han og resten af medlemmerne er mest af alt interesserede i at dyrke alt det, som Hemingway også stod for; maskulinitet, eventyrlyst og nysgerrighed.

“Vi kender Hemingways historie og ved, hvad han stod for. Vi er hverken misogyne eller chauvinistiske og respekterer alle mennesker uanset alder eller køn, har haft adskillige kvindelige foredragsholdere på programmet og vil meget gerne have endnu flere på besøg i fremtiden. Hemingway er symbolet på klubben, men det er ikke ensbetydende med, at vi hylder en forældet manderolle.”

At mødes i et socialt fællesskab, mand til mand, giver derimod en særlig imødekommende stemning, som ifølge formanden på mange måder er vejen til et godt (mande)liv: “Kendskab fører til venskab,” siger han, kort efterfulgt af en smittende latter.

Partovs gode energi og det høje humør tilskriver han Hemingway Club en stor del af æren for: “At mødes med åndsbeslægtede kammerater og bryde ufrivillig ensomhed er guld værd. Det at have nogen at snakke med og komme ud og være en del af et fællesskab betyder utroligt meget for vores trivsel. Især for os gamle mænd, som ellers ikke kommer så meget ud længere.”

Det Hemingwayske paradoks

At læse og beundre Hemingway som en moderne mand handler efter alt at dømme ikke om at ville genindføre patriarkatet eller tage afstand fra ligestilling og feminine værdier. Snarere tværtimod drejer det sig tilsyneladende om at oversætte forfatterens fokus på “grace under pressure” til en moderne kontekst. Måske er det i højere grad en søgen efter en jordnær måde at være mand på, som ikke handler om dominans, men om at kunne navigere i tilværelsen uden at gøre skade på sig selv eller sine omgivelser, der præger de mange 60+’ere rundt om i Danmark.

I Hemingway Club mødes modne mænd over hele landet for at tale sammen om både stort og småt. Budskabet er, at også de svære ting er vigtige at dele med nogen, hvilket paradoksalt nok var det, som hverken de Hemingwayske karakterer eller den hæderkronede forfatter selv evnede at gøre. Ernest Hemingway endte sine dage i en alkoholisk tåge af ensomhed, depression og afmagt, da han en sommerdag i 1961 tog livet af sig med sit jagtgevær små tre uger før sin 62 års fødselsdag. Måske et medlemskab i en Hemingway Club kunne have givet ham mod på mere?

Fortællingen om forfatterens deroute forstærker ikke desto mindre den mission, som de moderne mænd i Hemingway Club er på, ved at skabe fokus på mænds mentale og sociale sundhed.

Hemingway skabte et sprog, der skar ind til benet af den menneskelige erfaring. I en tid præget af krigens traumer og tabet af faste værdier (den tabte generation), symboliserede han en figur, der stod fast ved hjælp af handling og disciplin. Maskuline dyder som den dag i dag holdes i hævd af tusindvis af mænd på tværs af det danske land.

Et århundrede senere går solen stadig sin gang. Selvom de mest problematiske lag af Hemingwaymyten efterhånden står afpillede og fremmedgjorte tilbage, er kernen stadig intakt: En insisteren på, at livet kræver noget af os, og at der findes en skønhed i at gøre sig umage. De modne mænd i Hemingway Club hænger deres hatte på, at sårbarhed og styrke går hånd i hånd, og at det er ‘The (Heming)way to go’ i jagten på et godt liv. /Anders Rod Thomsen